5 ting, den nye kulturborgmester vil

København har fået en ny kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (ALT), der vil have mere kulturliv ind i skolerne og mindre snak om fodboldbaner. Her er fem kulturpolitiske udmeldinger, hun har fremlagt i sit valggrundlag i forbindelse med kandidaturet til posten.

Franciska Rosenkilde taler med pressen, efter at Alternativet i København har valgt hende som kulturborgmester, på Kulturstationen i Vanløse søndag den 28. oktober 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Berlingske har bedt om et interview med Københavns nye kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde, der endnu ikke har tid til at tale med avisen. Vi arbejder på at få den nye borgmester til at uddybe sine kulturpolitiske visioner for hovedstaden. Borgmesteren blev valgt på et møde den 28. oktober med 52 procent af stemmerne. Vi bringer her fem punkter fra hendes valggrundlag.

1. Kreative fællesskaber
»København har tradition for at have rum til, at kreativ undergrund og fællesskaber udvikler sig og tager form og bidrager til bylivet. Det skal vi værne om. Det skal være muligt for mere eller mindre organiserede kreative fællesskaber at søge om fredning fra kommunens ambitiøse byudvikling, hvor disse fællesskaber tit bliver ofret.«

2. Mere kultur i folkeskolen
»Kulturen i folkeskolen bidrager til den sociale mobilitet og personlige udvikling. Det er vigtigt, at alle børn i København får mulighed for at melde sig ind i forenings- og idrætslivet. Det at opleve sig selv i andre relationer eller have gode oplevelser uden for familien og skolen, er for rigtig mange børn en vigtig del af deres udvikling og selvforståelse.«

3. Bibliotekernes fremtid
»Selv om udlån falder, stiger biblioteksbesøgene. Så hvad er bibliotekernes nye rolle? Er det læsegrupper, strikkeklubber, studiegrupper eller noget helt fjerde? Læselysten hos københavnerbørnene er faldende, hvordan kan vi styrke den, og hvordan kan bibliotekerne og skolebibliotekerne arbejde sammen? Der ligger en stor og spændende opgave her, som også er oplagt at involvere københavnerne mere i.«

4. Musiktilbud til alle københavnske børn
»I Kultur- og Fritidsudvalget har vi allerede indledt et samarbejde med Børn- og ungeudvalget om at indføre musiktilbud til alle børn, vi har fokus på idræt og madskoler. Jeg vil optimere det tværsektorielle samarbejde, så vi integrerer kunst og kultur meget mere ind i Folkeskolen, det gør også kulturen lettere at vælge til, når man bliver ældre.«

5. Støtteordninger
»Vi har festival- og kunststøttepuljer i Kultur- og Fritidsforvaltningen, dem skal vi have kigget igennem og inviteret københavnerne med indenfor i beslutningen, og hvilken kultur der skal støttes og hvorfor. Samtidig skal vi arbejde med bæredygtighed ift. de mega events, der kommer til byen.«

... og den nye kulturborgmester sagde ifølge Politiken også til de fremmødte alternativister, da hun var blevet valgt til posten, at der skal være en kulturstilling på alle folkeskoler i København.