5 stjerner: Oksanen tilbage i storformatet med et stykke nerveflænsende fiktion

Boganmeldelse: Sofi Oksanens »Hundeparken« er et socialt-feministisk indlæg båret af en indignation og ekstraordinære miljøbeskrivelserne, der overbeviser i sin skildring af udnyttelsen af kvindekroppene i fertilitetsindustrien.

»Med kvinden Olenka som gennemgående jeg-stemme fortæller Sofi Oksanen i »Hundeparken« en voldsomt kompleks historie, som forbinder overlevelseskampen i det postsovjetiske Ukraine med en blomstrende fertilitetsindustri,« skriver Berlingskes anmelder om Sofi Oksanens bog »Hundeparken«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tilbage i 2010 modtog finsk-estiske Sofi Oksanen Nordisk Råds Litteraturpris for romanen »Renselse«, og efter endnu et par bemærkelsesværdige udgivelser er hun nu tilbage i storformatet med et stykke nerveflænsende fiktion, hvor pinefulde kapitler af den nyere europæiske historie virkningsfuldt bliver flettet sammen med de feministiske perspektiver.

Med kvinden Olenka som gennemgående jeg-stemme fortæller Sofi Oksanen i »Hundeparken« en voldsomt kompleks historie, som forbinder overlevelseskampen i det postsovjetiske Ukraine med en blomstrende fertilitetsindustri, og hvor fortidens bedragerier indhentes af aktuelle gengældelsesaktioner.

Sofi Oksanen

»Disse mænd og drenge var afgået ved døden før tid, og jeg tænkte på deres mødre, døtre, koner, søstre, svigerinder og elskerinder, der kom for at mindes deres døde i denne by af identiske gravsten«


Som læser skal man være oppe på dupperne for at følge med i romanens konstante spring i tid og geografi og de brudstykkevise udredninger og afsløringer af forhistorie, intrige og indviklede relationer mellem romanens personer. Et af Oksanens virkningsfulde greb er for eksempel, at jegfortælleren henvender sig til et elsket du, hvis identitet bliver holdt omhyggeligt tilbage. Et andet af romanens flittigt brugte og spændingsopbyggende elementer er de stadige, foregribende og ildevarslende antydninger af kommende dramatiske begivenheder og afsløringer af typen:

»Det havde alt sammen været muligt, hvis jeg havde fortalt dig om Snizjne og Darja, så snart vi mødtes. Så var det måske ikke nået at gå galt« eller »Det var billigere at bestille et mord end at købe en rugemor til sit barn, og hvis jeg lå alene et fremmed sted med en maske over hovedet, var jeg et nemt mål. For et lidt større beløb kunne man få mig skudt ved højlys dag, omgivet af øjenvidner.«

Der er to hovedspor i »Hundeparken«. I det ene spor tegner Sofi Oksanen det dystre billede af en kynisk surrogat- eller fertilitetsindustri, hvor økonomien styrer totalt og kvindekroppen opfattes og håndteres som et produktionsapparat. Her jonglerer Sofi Oksanen med ægdonorer og rugemødre, sædceller, befrugtede æg og fostre, så det bogstavelig talt gør ondt i maven.

Foto: Rosinante.

Det andet spor er et mere overordnet samfundsspor, hvor vilkårene i de tidligere sovjetområder som Estland og Ukraine skildres og konfronteres med glimtene af velbjærget finsk borgerlighed i Helsinki, og hvor møderne mellem grå øst-tristesse og vestlig glamour og demonstrativ overflod i de nyrige miljøer effektfuldt udpensles.

Et eksempel på forfatterens illustrative afdækning af de samfundsmæssige skel og kontraster er bevægelsen fra Sølvbladskovens mondæne boligområde i den ukrainske by Dnipro til et nedslidt boligkvarter i minebyen Snizjne.

Det ene sted forundres bogens jeg over fraværet af hegn: »Nogle havde en simpel hæk, ingen en høj murstensmur. Der var frit udsyn til herskabsvillaerne…. Antallet af slotslignende bygninger kom som en overraskelse. Hvor skulle vi have vidst det fra. Sølvbladskoven lå skjult for almindelige menneskers blikke.«

Det andet sted ligger de snedækkede kuldynger som bjerge: »Jeg drønede forbi tilgroede statuer, forvitrede monumenter og elementbyggeri med smuldrende beton.«

Hvis »Hundeparken« som spændingsroman kan tendere det svært gennemskuelige eller måske lettere overgjorte, så har Sofi Oksanens bog sine helt ekstraordinære kvaliteter i miljøbeskrivelserne, og for eksempel et besøg blandt gravstederne på kirkegården i Ukraine kaster sit særlige lys over et samfund, hvor volden er udbredt:

»Alle de store kanoners gravsteder var velplejede, krysantemumerne prangende, der var ingen plastikblomster. Nogen passede dem godt eller betalte for at få det gjort. Disse mænd og drenge var afgået ved døden før tid, og jeg tænkte på deres mødre, døtre, koner, søstre, svigerinder og elskerinder, der kom for at mindes deres døde i denne by af identiske gravsten.«

Med skildringerne af livet i de små lejligheder og de store velhaverpalæer i Ukraine leverer Sofi Oksanen et usædvanligt socialt dokument fra et mindre litterært udforsket hjørne af Europa, og hendes skildringer af udnyttelsen af kvindekroppene i fertilitetsindustrien er et socialt-feministisk indlæg båret af en indignation, der overbeviser. »Hundeparken« er i god gammeldags forstand en rystende fortælling.

Hundeparken
Forfatter:
Sofi Oksanen. Oversættelse: Birgita Bonde Hansen. Sider: 414. Pris: 300 kroner Forlag: Rosinante.