Hvordan kan den gode gamle, tilsyneladende uopslidelige musical »Grease« efter 50 år være uforandret, helt sig selv, sådan som vi synes, den skal være, og så alligevel helt ny, som den er det på Falconer?
Det kan den ikke bare, fordi den i sin seneste inkarnation – The One and Only Company har haft den på repertoiret før – er herligt realiseret med fart over feltet, nærmest bristefærdigt struttende og sprællende af det hormonpumpede overskud, den følelse af liv og ungdom, den skal tage sin næring af. Den fornemmelse af, at »Grease« lige pludselig kan noget andet og mere, end vi er vant til, handler også om noget andet:
Del:
