5 danske kvinder: Derfor er vi vilde med Bob Dylan

Bob Dylan er en af de mest hyldede og respekterede musikere i historien. Men det er ofte mænd, der har lovprist 75års fødselarens evner. Hvordan er det at lytte til Bob Dylan som kvinde? Betyder kønnet overhovedet noget? Vi giver ordet til en række Dylan-begejstrede kvinder.

Det er oftest mænd, der hæver Bob Dylan til skyerne. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Anne Dorte Michelsen

Sanger, sangskriver og musiker.

»Hans sange har en dybde, der næsten er større end alt andet. Jeg tror, det er derfor, de er så ikoniske og uafrystelige,« siger Anne Dorte Michelsen. Foto: Mads Nisssen Fold sammen
Læs mere

»Dylan startede som protestsanger og skrev op imod en magt, som han så som falsk og hård, og som ikke forstod den nye tid. Men nogle af de sange, der har betydet mest for mig, er de sange, hvor han vender skytset mod sig selv. Mit favoritalbum er »Oh Mercy« (1989), og det handler om det, man oplever, når man bliver et voksent menneske. Det her med at støde mod sine egne begrænsninger. Bob Dylan er blevet ved med at skrive ind i det felt, og det er ikke ret mange andre, der gør. For mig bliver det næsten til salmer eller hymner, fordi det handler så meget om hans egen skrøbelighed og magtesløshed. Han skriver dér, hvor det gør mest ondt.

 

Hans sange har en dybde, der næsten er større end alt andet. Jeg tror, det er derfor, de er så ikoniske og uafrystelige. Folk bliver ved med at synge dem. Jeg har selv sunget dem, siden jeg var 11 år og lærte at spille guitar og sang »Blowin’ In The Wind«. Men jeg har også været til en af mine rigtig gode veninders begravelse, hvor vi sang »Make You Feel My Love«. På den måde har hans sange haft en helt utrolig betydning i mit og rigtig mange menneskers liv. Han skåner ingen, og heller ikke sig selv, og det er det, der gør ham til så fantastisk en kunstner.

For mig handler mange af hans sange om, hvad det vil sige at være menneske. Og når man samtidig tænker på, at han har skrevet alle de her ekstremt skarpe og klare protestsange, så er det jo et helt utroligt vingefang, han har som sangskriver.«

Anne-Marie Mai

Forfatter og professor i litteratur ved Syddansk Universitet.

»Noget af det, der fascinerer mig, er, at hans tekster ofte udtrykker en melankoli. Men melankolien er ikke blot en slags tungsind, det er en stilstand af særlig modtagelighed og skabende kræfter«, siger Anne-Marie Mai. Foto:Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

»Jeg holder mange kurser i litteratur og poesi, hvor det overvejende er kvinder, der deltager. Men når Dylans digtning er på programmet, kommer mændene ud af busken. Mænd er yderst lydhøre overfor Bob Dylan. Når man som kvinde bliver optaget af Bob Dylan, er det, fordi han har fat i den mandlige tankeverden. Man får oplevelsen af, at man kommer tættere på noget, som man ikke selv kender på egen krop og sjæl. Man kommer ind i den mandlige tankeverden og får en dyb indsigt i det andet køn, som man ellers ikke ville få.

Jeg var ikke interesseret i Bob Dylan, da jeg var ung. Det er først kommet senere, fordi jeg er litterat og betages af god digtning. Jeg mener jo, at Bob Dylan burde få Nobels Litteraturpris. Han er vor tids mest betydelige digter. Noget af det, der fascinerer mig, er, at hans tekster ofte udtrykker en melankoli. Men melankolien er ikke blot en slags tungsind, det er en stilstand af særlig modtagelighed og skabende kræfter. Jeg er ikke selv specielt melankolsk, og på den måde giver teksterne mig derfor et indblik i nogle stemninger, som jeg ikke selv kender til.

Teksten til »Highlands« fra »Time Out Of Mind« (1997) er en af de bedste. Den er en forening af flere kunstarter, for selvfølgelig er det en sang, men der er også noget meget filmisk over den. Samtidig har den en fantastisk poetisk kraft. Den handler om at befinde sig midt i livet og samtidig føle sig uden for det menneskelige fællesskab og længes væk.«

Kira Skov

Sanger, sangskriver og musiker.

»Noget af det, der fascinerer mig mest ved Dylan, er, at han har været tro mod sig selv og de bevægelser, der har været i ham,« siger Kira Skov. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

»Jeg har været kæmpe fan af Dylan, siden jeg var teenager. Det er et forhold, der har udviklet sig meget over årene. For mig er han en af de største inspirationskilder. Jeg opdagede ham via klassikere som »Highway 61 Revisited« (1965) , men for mig står »Time Out Of Mind« som noget helt særligt.

Pladen udkom på et tidspunkt, hvor jeg selv stod ved en skillevej i mit liv. Jeg havde lige forladt mit første band og var i et heftigt forhold, flyttede fra USA tilbage til London og var også et par måneder hjemme i Danmark. Den satte ord på nogle ting, som jeg gik igennem på det tidspunkt.

Han har altid været lidt distanceret og stået lidt overlegent i sin måde at observere sig selv og andre mennesker. Pludselig sang han fra et meget mere sårbart sted. Han var flosset i kanten og skrøbelig. Nogle gange er man heldig, at der kommer nogle andre forbi og sætter ord på de ting, man går og føler. Det gjorde han med den plade. Den er et tidsløst mesterværk i hans lange række af mesterværker.

Noget af det, der fascinerer mig mest ved Dylan, er, at han har været tro mod sig selv og de bevægelser, der har været i ham. Han han sunget med mange forskellige stemmer i løbet af sin karriere. David Bowie har også gjort det og været meget bevidst om at skabe de her skiftende personaer. Dylan har måske ikke været helt så konceptuel omkring det, men lige pludselig hører man ham synge med en stemme, man aldrig har hørt før. Det siger noget om, at han er en kunstner, der søger i sig selv.«

Lotte Svendsen

Filminstruktør.

»Er mænd særligt knyttet til Dylan? Jeg ved det ikke. Det kan måske diskuteres, om mænd er mere intellektuelle, og kvinder mere emotionelle i deres musiksmag,« siger Lotte Svendsen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere

»I forhold til hvor stor Bob Dylan er, er han en af de mindst selvoptagede kunstnere, vi har. Han er utrolig fokuseret på sin musik og sit budskab. Han er en folkets tjener. Han tager tiden, forholder sig til den og leverer folkesange. Hans gennembrud, »Blowin’ In The Wind«, er fra 1963, og alligevel er den sang med sit anti-krigsbudskab mere aktuel end nogensinde.

»Hurricane« fra »Desire« (1976) var mit første møde med Dylan, og sangen viste mig, at musik kan bruges til folkeoplysning og protest. Jeg sad som 13-årig og hørte »Hurricane« 600 gange for at forstå historien og alvoren. Jeg har seks »Desire«-plader, hvor der er ét uskadet nummer på dem alle sammen, fordi jeg har spillet dem så mange gange. Jeg er egentlig ikke helt elektrisk over Bob Dylans stemme, men han har altid interesseret mig, fordi jeg synes, at han er en smule klogere end os andre.

Er mænd særligt knyttet til Dylan? Jeg ved det ikke. Det kan måske diskuteres, om mænd er mere intellektuelle, og kvinder mere emotionelle i deres musiksmag. Min ven sagde engang, at 70ernes kvinder altid satte Leonard Cohen på, når de skulle knalde. På en måde er der noget sandhed i, at Leonard Cohen er lidt smålummer, søvndyssende og emotionel, hvor Bob Dylan er mere hård og intellektuel. Bob Dylan er ikke så nipset, og det er mere ind til benet. Om det så er mere maskulint og tiltaler mænd, ved jeg ikke. Måske.«

Katinka Bjerregaard

Sanger, sangskriver og musiker.

»Don’t Think Twice, It’s All Right« er mit slå-op-nummer. Det er det, jeg hører, hvis der går noget galt i min kærlighedsliv. Det har jeg hørt meget liggende på mit gulv i lejligheden,« fortæller Katinka Bjerregaard. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere

»Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far var en af de dér mænd, der har en holdning til Bob Dylan. En af de første Dylan-sange, jeg kan huske, er »Masters Of War« fra »The Freewheelin’ Bob Dylan« (1963). Dylan har så mange forskellige udtryk, men den sang fangede mig ret hurtigt. Jeg fik min far til oversætte den for mig. Det er første gang, jeg kunne forholde mig til en protestsang på engelsk.

Jeg er meget fascineret af bredden i hans sangskrivning. Han kan skrive fantastiske kærlighedssange som »I Want You« og »Don’t Think Twice, It’s All Right«, og så kan han skrive noget helt andet, som for eksempel »Simple Twist Of Fate«, der har en helt anden stemning. Det er vildt spændende, at han som sangskriver kan være i så mange verdener på én gang. De er så bøjelige hans sange. Det er også det, der gør det så spændende at fortolke dem. Der er virkelig meget plads i de sange.

»Don’t Think Twice, It’s All Right« er mit slå-op-nummer. Det er det, jeg hører, hvis der går noget galt i min kærlighedsliv. Det har jeg hørt meget liggende på mit gulv i lejligheden. På et tidspunkt sad jeg og drak rødvin i mit køkken med min veninde og hørte »Blonde On Blonde« (1966). Da vi havde hørt den et par gange, blev vi enige om, at det egentlig bare var »I Want You«, vi ville høre. Og så hørte vi det nummer hele aftenen. Fire timer i træk. Det er egentlig ikke min force at høre glad musik, men den sang har bare et eller andet over sig. Den kan redde rigtig mange dage. Han er sådan lidt fjollet-beruset af kærlighed på det nummer.«