40 år: Hun blev TV-vært ved et tilfælde – og har hængt ved lige siden

40 år torsdag. Lise Rønne har været vært på både X Factor, Det Europæiske Melodi Grand Prix og hendes egen »baby«, Aftenshowet.

Som vært ved Melodi Grand Prix 2014 nåede Louise Rønne ud til 180 millioner TV-seere. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix  Thomas Lekfeldt

Da Lise Rønne i 2002 gik til casting på rollen som vært på musikprogrammet Boogie, havde hun ikke set ét eneste afsnit af det tidligere. Så da hun blev tilbudt jobbet, blev hun nødt til at låne et VHS-bånd, så hun kunne se, hvad det egentlig var, hun var ved at sige ja til.

Forhistorien er, at Rønne lige var kommet hjem fra et halvt års praktik på musikkanalen MTV i London. Der havde hun mødt en, som var ansat på Boogie, Danmarks Radios musikprogram målrettet unge i 00erne. Tilbage i Aarhus mødte hun ham igen, og her foreslog han hende at gå til casting. Ud af omtrent 40 håbefulde ansøgere endte Lise Rønne med at få jobbet, selv om hun kun var 23 år og ikke vidste, hvad hun gik ind til. Hun blev også nødt til at tage orlov fra sit studium, men efter lidt tøven, endte hun alligevel med at takke ja. Det blev hendes billet ind på danskernes TV-skærme.

Den uredigerede samtale

Inden Lise Rønne i 1997 blev student fra Katedralskolen i sin hjemby, Viborg, var der ellers ikke meget, der tydede på, at hun en håndfuld år senere skulle gøre kometkarriere som TV-vært. Som ung troede hun, at hun skulle være lærer ligesom sine forældre, men da hun i 1999 begyndte på Aarhus Universitet for at læse medievidenskab, var det, fordi hun ikke syntes, at noget andet lød interessant. Det var her, hun fik sin interesse for medierne, kom i praktik på MTV og skød sin karriere på TV i gang. Trods orloven blev hun i 2003 færdiguddannet og i 2010 tog hun tillige en diplomuddannelse i journalistik fra Danmarks Journalisthøjskole og Syddansk Universitet.

I alt nåede Rønne knap halvandet år som vært på Boogie inden hun selv sagde stop. Det var ved juletid 2003, men allerede kort efter var hun tilbage på skærmen som vært på TV 2s ungdomsprogram Rundfunk, der kørte frem til 2005. Det var her, Lise Rønne fik øjnene op for samtalejournalistikken og opdagede, at det var i den direkte og uredigerede samtale med gæster, at hun trivedes bedst.

Siden skiftede hun tilbage til DR, da hun blev tilrettelægger på Clement Direkte. Efterfølgende var hun tilknyttet TV-Avisen, og i fire af de første fem sæsoner var hun vært på den danske udgave af talentshowet X Factor. I 2007 var hun som tilrettelægger med til at starte Aftenshowet på DR, hvor hun også undertiden vikarierede som vært. I 2015 overgik hun til en fast værtsrolle, som hun stadig har.

180 millioner seere

Hun har desuden haft en række enkeltstående værtsopgaver, som da hun i 2014 var vært på Det Europæiske Melodi Grand Prix og sammen med Nikolaj Koppel og Pilou Asbæk kunne sige »Good Evening Europe« til cirka 180 millioner seere. Hun har også ad to omgange været vært på den danske udgave af sangkonkurrencen, ligesom hun flere gange har været vært på Danmarks Indsamling.

Så selv om hun som 23-årig i 2002 sagde til Jyllands-Posten, at hun ville gøre sin uddannelse færdig, så hun havde noget at falde tilbage på, fordi »man vil jo garanteret noget andet, når man er 40 år, end når man er 23«, så er det altså stadig i rollen som vært på danskernes TV-skærme, at Lise Rønne er og trives – præcis som hun har gjort siden debuten i 2002.