4. låge: En seriøøøs elsker

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Dagens låge byder på et radikalt kunstnerisk venstresving.

Choir
Jannis Noya Makrigiannis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Der findes musikere, der udgiver den samme plade igen og igen. Som enten ikke føler trang til eller evner at sprænge egen formular eller genopfinde sig selv. Man kunne jo risikere at støde nogle af sine fans fra sig.

Jannis Noya Makrigiannis er - heldigvis - ikke en af den slags musikere. Som frontmand og primus motor i Choir Of Young Believers har han nydt store anerkendelse og succes med sin ambitiøse, orkestrale folk-pop på pladerne »This Is for the White in Your Eyes« (2008) og »Rhine Gold« (2012).

Da han i starten af 2016 vendte tilbage med den nye plade »Grasque«, var det med et udtryk, der lå milevidt fra den kendte og elskede Choir-lyd. Jannis havde været nødt til at dræbe bandet for at kunne bringe det til live igen. Ud med guitaren - som ellers havde været hans tro følgesvend - og ind med samplere, synths og trommemaskiner. En opsætning med væsentligt færre bandmedlemmer. Et visuelt univers, der dyrkede det grimme, billige og grynede. Og nu tilmed med tekster på dansk og græsk!

Flere steder flød pladen ud i nogle voldsomme og fascinerende abstraktioner. Men indimellem var der også nogle helt fantastisk popsange. »Perfect Estocada«. »Gamma Moth«. Og altså ikke mindst »Serious Lover«, der gemmer sig bag dagens julekalenderlåge.

Det er en fantastisk sang, hvor Jannis stemme svæver op i de højere luftlag med en silkeblød sensualitet, der får mig til at tænke på Sadé - den elegante dronning af 80ernes quiet storm-ballader.

Musikken omkring ham er mindst ligeså fascinerende. Jeg elsker sangens frække groove, den dryppende rumklang på stemmen, de pitch-shiftede stemmer i baggrunden, synth-bassen i anden del af første omkvæd, den sært ubestemmelige hornsolo midt i nummeret.

Sjældent har det at give slip lyt så befriende.