3D-film skal vise det usynlige

Det er en fejlantagelse at fremtidens 3D-teknik skal gøre film mere virkelighedsnære, siger Michael Madsen, der sammen med blandt andre Wim Wenders og Robert Redford har lavet en film om kulturens katedraler med avanceret 3D-tekinik. Michael Madsen valgte at skildre et fængsel i filmen, der vses på filmfestivalen i Berlin.

Filmen »Cathedrals of Culture« er instrueret af seks forskellige instruktører, der hver især har fundet deres eget bud på en kulturkatedral. Danske Michael Madsen har overraskende valgt at filme det hypermoderne Halden-fængsel i Norge, der er blevet kaldt det mest humane fængsel i verden. Foto: Heikki Färm Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLINALE: Den tyske filmskaber Wim Wenders fik ideen til at samle seks instruktører, der hver især skulle levere et portræt af »kulturens katedraler«. De seks bygninger, som instruktørerne selv skulle udvælge, skulle filmes med state of the art-3D kameraer, hvilket er så indlysende én idé til en dokumentarfilm om arkitektur, at man undrer sig over, at det ikke er blevet gjort tidligere.

Wim Wenders har selv undersøgt 3D-kameraets oversete muligheder med sin meget roste dansefilm »Pina«. Her bevæger kameraet sig rundt mellem dansere på scenen og giver en uventet, kunstnerisk oplevelse, der er meget andet og mere end de 3D-film om blå rumvæsener, som vi er blevet vant til fra biograferne.

Kulturen sat på spidsen

Den danske instruktør Michael Madsen har tidligere skabt dokumentarfilm såsom »Into Eternity: A film for the future«, der handler om, hvordan man bevarer nutiden for eftertiden. Hans bidrag til »Cathedrals of Culture«, der vises her på filmfestivalen i Berlin, er også en filosofisk bestræbelse. Derfor har Michael Madsen med fuldt overlæg valgt at fokusere på en særlig slags »kulturkatedral«, der i sig selv maner til eftertanke.

Hvor andre valgte koncerthuse og biblioteker, valgte instruktøren det hypermoderne Halden-fængsel i Norge, der er blevet kaldt det mest humane fængsel i verden. For ham er et fængsel er en kulturkatedral, fordi det her bliver sat på spidsen, hvad kultur kan gøre for mennesker, og i dette tilfælde, hvad man specifikt ønsker, at kulturen skal gøre ved de indsatte.

»Det er en arkitektur der tilstræber at være usynlig i landskabet. I modsætning til tidligere tiders fængsler søger det at kamuflere den magt, det udøver over de indsatte. Her er ingen tremmer for vinduet, men panserglas. De steder i fængslet, der har optaget mig, er der, hvor der opstår friktion mellem de indsatte og den sociale teknologi, man påfører dem i form af arkitektur.«

Hvilke af de visuelle opdagelser, du gjorde i fængslet, afspejler denne »menneskeliggjorte« magtudøvelse?

»Jeg opdagede, at det er begrænset, hvor menneskeligt et fængsel kan blive. Jeg har filmet i visitationszonen, hvor de nye indsatte bliver klædt nøgne og skal sidde på hug, så det, de måtte have gemt i endetarmen, falder ud. Når de så har fået tøjet på, kommer de til gengæld i en ventecelle, hvor en betjent giver hånd og byder velkommen. Der er stort fokus på gensidig respekt og de indsattes værdighed, men der er ingen tvivl om hvem der har magten. Det er de to ekstremer, jeg blandt andet viser.«

Hvordan afspejler arkitekturen intentionerne med fængslet?

»For hundrede år siden byggede man fængsler, der lignede borge og skulle indgyde respekt for statsmagten. I dag har man forladt denne arkitektur og bygger et fængsel, der er så usynligt som muligt. Det ligner et plejehjem eller en skole.«

En kunstnerisk blindgyde

Hvordan har dit arbejde med 3D-film udviklet sig?

»På min første 3D film, »Average of the Average«, brugte jeg et kamera, der groft sagt arbejder med en forgrund, en mellemgrund og en baggrund. Det betyder eksempelvis, at personer lidt fremstår som sådan nogle udklippede figurer. Det er en 3D-effekt, der giver tilskueren en lidt fremmedgjort synsoplevelse, hvilket jeg bevidst tilstræber, fordi det derved siger til tilskueren, at det netop er et billede, han eller hun kigger på – og ikke »virkelighed«. Derved inviterer man også tilskueren til selv at digte med på oplevelsen.«

Så det er en fejlantagelse at sige, 3D er et skridt i retningen af den totale virkelighedsoplevelse?

»Jeg tror, at mange opfatter det på den måde, men for mig er det en uinteressant bevægelse. At simulere virkeligheden fjerner jo abstraktionslaget. og det er netop abstraktionen, der gør beskueren i stand til at lægge noget til.«

»Alle store filmskaberes udfordring er, at de gerne vil lave karakterdrevne film, men det indre i karaktererne kan man jo ikke filme som sådan. Man kan filme ydre udtryk for den indre psykologi, såsom gråd og latter, men det er i princippet et begrænset vokabularium. Derfor er 3D-filmens drive mod en større naturalisme kunstnerisk set en dead end.«

Hvor forestiller du dig så, at 3D-film har de største kunstneriske muligheder?

»Jeg ville selv for eksempel sige, at en genre som 3D er oplagt til gyserfilm, forstået på den måde, at gyserfilm jo altid handler om, at der kommet noget fremmed ind i vores verden. De dårlige 3D-gyserfilm prøver at konkretisere det fremmede, men jeg ser 3D som en mulighed for at skildre det overvirkelige, altså det, som vel er usynligt i vores sind. Der tror jeg, at 3D kan udnyttes til at åbne for en ny slags visualitet, der overskrider det rum, vi normalt befinder os i.«