(25.04.1993) Han drømmer om Danmark

Berlingske Tidende mødte Radovan Karadzic i 1993, da det serbiske parlament i Bosnien skulle beslutte, om der skulle være krig eller fred på Balkan. Avisen fik et uventet stævnemøde med skæbnen og de bosniske serberes leder, der har en dansk forbindelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEOGRAD Hvis det var selve det ondes princip, der pludselig manifesterede sig i lobbyen på Hotel Intercontinental i Beograd, så var bæstet godt maskeret. Dækket op af fire livvagter, der så ud til lidt af hvert, styrede Radovan Karadzic, manden som USA vil have stillet for en krigsforbryderdomstol, mod den hvide telefon ved receptionen og begyndte at føre intense samtaler/ forhandlinger med - ja, med hvem? Det var sidst på eftermiddagen onsdag, og den bosniske serberleder skulle senere på aftenen mødes med Lord Owen ovre på Hotel Hyatt - EFs fredsmægler bor ikke på samme hotel som sin hovedmodstander.

Radovan Karadizic var i lys habit - og godt humør. En verdensstjerne var kommet til byen. Intercontinentals direktør, den lille, høflige Zoran Kojic, ventede ærbødigt på at komme til at hilse på sin berømte gæst. Han havde stadig armen i bind efter en uheldig episode. Kojic havde nok været lidt for hurtig til at vælge side, da han inviterede Karadizic til at bo på femte etage på sit hotel, der beklageligvis for øjeblikket har en meget dårlig belægning. Da han havde prøvet at signalere, at det ikke var sådan ment, og at han selvfølgelig var neutral i denne sag - business is business - havde ukendte unge mænd for en sikkerheds skyld brækket hans højre arm: Serbia is beautiful!

Den danske forbindelse

Livvagterne så nervøse ud, selvom deres mand var på hjemmebane. Det er ikke alle i Beograd, der har den store Karadzic på deres positivliste. Men pludselig havde psykiateren god tid. Det var længe side, han havde »talt med en dansker«, og er der noget, den bosniske psykiater, der er specialist i paranoia, mindes med glæde, så er det den måned, han opholdt sig på hospitalet i Næstved som udviklingsstudent. Det var i 1970, den 25-årige Radovan gik på Strøget i København og beundrede byens grønne tage: »Jeg var en lykkelig mand dengang. Jeg lærte at rafle og spise danablue - nu kan jeg kun få gorgonzola. Jeg drømmer stadig om Danmark og om de dejlige grønne tage.« Desværre må vi gør ham opmærksom på, at kærligheden for øjeblikket ikke ligefrem er gengældt: »Åh ja, nu hader danskerne, og alle andre, os, selvom jeg synes, jeg har hørt nogle mere positive signaler fra jeres udenrigsminister de sidste par dage. Han er ikke tilhænger af bomber, vel? Men når katastrofen sker - og jeg er 70 procent sikker på, at den sker - så vil verdensopinionen vende sig mod vore fjender. Hvis I bomber os, vil det blive en moralsk katastrofe for jer selv. Og folkene - og det danske folk - vil kaste deres ledere på porten. Jeg er parat. Vi er parate. Hele nationen er med mig!« Hele nationen? »Ja, der er måske nogle intellektuelle, som er imod mig. Men de betyder ingenting, for de forstår ingenting.«

Owen er min fjende

Karadizic sender en af livvagterne ud for at hente kortene til det store spil om krig eller fred på Balkan. Han breder dem ud og begynder at manuducere i serbiske og muslimske enklaver og regne i procenter. Så og så mange serbere, kroatere og muslimer på hver kvadratkilometer. Han kender hver eneste landsby på de kort. Han tegner korridorer på kludetæppet og hiver Lord Carringtons gamle fredsplan frem. Det er et kort, han synes meget bedre om, end det Lord Owen har tegnet. »Carrington var en meget klogere mand. Owen har valgt side. Han er min fjende. Og så siger amerikanerne, at JEG er en krigsforbryder. Jeg er dissident. Nej, USA er den skyldige i, at denne krig fortsætter - og EF ledet af Tyskland. Det er jeres ansvar. Jeg har ikke mødt præsident Clinton, men jeg vil sige til ham nu i denne time: Vær en lige så stor præsident som Abraham Lincoln. Han vidste, at freden efter en borgerkrig kun kan vindes med kløgt og klogskab, for i en borgerkig er der ingen, der er helt hvide eller helt sorte. En borgerkrig er grusom. Men i denne krig er muslimerne de grusomste. Vi har sendt billeder, dokumentation, ud af deres grusomheder, men I vil ikke bruge dem, for I //vil// ikke tro på os.«

Den store gambler

Det britiske TV-selskab BBC ringer for at få Karadzic i studiet - live, før han skal mødes med Lord Owen: »Men de kender min position. Jeg og mit parlament (de bosniske serberes selvudråbte parlament) vil aldrig acceptere Owens forslag. Sommetider synes jeg, at jeg arbejder for BBC. Jeg må snart bede om at komme på lønningslisten.« Radovan Karadzic smiler. Han smiler i det hele taget meget. »Men ikke når jeg forhandler, så er jeg ikke venlig. Åh ja, barnet i mig kan blive vred og ophidset, men jeg viser aldrig mine følelser. Jeg bruger heller ikke min viden om psykiatrien, når jeg befinder mig i en situation, hvor begge parter er under pres. Psykologien er ikke en god allieret i politiske forhandlinger. I en krise er det koldt og høfligt.« Psykiateren Karadzic har tabt slaget om verdensopinionen, og det ved han, men han har ikke tabt selvtilliden eller roen. Han er en mand, der har en skæbnesvanger deadline. I dag skal han tale til parlamentet i Novi Grad, hvor hans serbiske militser skal sige ja eller nej til Lord Owens sidste tilbud om en demilitariseret korridor tværs gennem Bosnien, før FNs skærpede sanktioner ved midnat rammer det ulydige Serbien. Det er sandhedens time. Men Radovan Karadzic ligner ikke en mand, man kan skræmme til noget som helst. Eller også er han en mesterlig gambler, der ved, at nok sidder han med taberkortene, men man kan altid forsøge at bluffe. Hvem får det sidste stik? Karadzic smiler.