24. låge: Hvem skal med på rumskibet, når hele lortet går ned?

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge vender af A Tribe Called Quest tilbage med et drøn af en sang.

Foto: Nitin Vadukul
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så er vi nået til sidste låge i årets musikalske julekalender. Det har været en intens rejse, og vi slutter selvfølgelig med et monster af en sang, der på mange måder rummer en opsummering af det det hele: Protest, håb, kompleksitet, død og den vildeste musikalske optur.

Vi snakker naturligvis om »The Space Program«, åbningsnummeret fra A Tribe Called Quests comeback-album, »We got it from Here… Thank You 4 Your service«. Albummet var den legendariske hiphop-gruppes første i 18 år, men formåede utroligt nok både at genoplive den gamle ånd og samtidig føre den lige lukt ind i nutiden. En musikalsk boblende og rap-teknisk magtdemonstration, der var så langt fra et nostalgisk money grab, som man kan komme.

A Tribe Called Quest er blandt den socialt bevidste hiphops gudfædre, og på »The Space Program« slår de fast, at indignationen ikke er blevet mindre med årene. Tværtimod brænder den måske stærkere end nogensinde. Det første, vi hører, er et opråb til deres afroamerikanske brødre og søstre om at stå sammen. For at modarbejde tidens højredrejning. For at gøre noget.

»It’s time to move left not right
Gotta get it together forever
Gotta get it together for brothers
Gotta get it together for sisters
For mothers and fathers and dead niggas«

Budskabet understreges kun yderligere af, at linjerne bliver rappet unisont af gruppens frontduo, Q-Tip og Phife Dawg. Efter 18 år har de to barndomsvenner omsider fundet sammen om igen at lave noget nyt. »Gotta get it together to make something happen,« lyder det. For fans af 90er-hiphop er det massive sager at høre de to stemmer sammen igen.

Men også vemodigt. For Phife Dawg er nu også en af de døde »niggas«. The Funky Diabetic, som han yndede at kalde sig, døde pludseligt under indspilningerne af albummet af den sukkersyge, som havde plaget ham i store dele af hans liv. Her går kunstnerisk triumf og personlig tragedie desværre hånd i hånd.

Nummeret er et vildt funky og musikalsk ridt, hvor Q-Tip, Phife Dawg og tredjemanden Jarobi skiftes til at sætte boblende kreative ord på, hvordan USAs afroamerikanske befolkning systematisk undertrykkes, sættes i fængsel, gentrificeres ud af deres boliger og helt bogstaveligt kvæles af den hvide mand.

Den bærende metafor er virkelig stærk: »There ain’t a space program for niggas / yeah, you stuck here, nigga,« lyder det i omkvædet. Den kan læses på flere måder. Hvis Jorden går under, og menneskeheden er tvunget til at flytte til en anden planet, er de fattige sorte ikke velkommen ombord på rumskibet. De vil blive efterladt, mens de rige redder deres egen (hvide) røv først.

Men som det lyder et andet sted: »Imagine if this shit was really talkin’ about space, dude.« Det handler ikke om rummet. Det handler om et USA, hvor den sorte befolkning systematisk efterlades i stikken. Netop derfor er det på høje tide at stå sammen og gøre oprør, lyder budskabet fra A Tribe Called Quest: »Hvis vi kan, kan I også!«

Og nej, som blond dansker er det er ikke mit oprør. Men det betyder ikke, at du og jeg ikke kan værdsætte budskabet. Eller bare lade os rive med af den overvældende musikalitet, som lægges for dagen.

Det er jo det, der er så smukt ved musik. Når den er bedst, kan den ramme os på tværs af alle vore forskelligheder - geografiske, kulturelle, økonomiske, racemæssige, kunstige, reelle. Heri ligger musikkens styrke, dens magi, dens potentialer. Og det er »The Space Program« om noget en kærkommen påmindelse om.

Tak fordi du læste og lyttede med. Og rigtig glædelig jul til dig og dine.

Lyt til en spilleliste med alle sangene fra årets julekalender her: