23. låge: "Åh nej! Jeg kan ikke holde det ud. De, der har været så smuk"

Tilværelsen bød Anna Borg, Poul Reumerts hustru, flere sorger og fortrædeligheder. Men hun håndterede dem med ophøjet fatalisme.

Billed-Bladet tog i slutningen af juli 1951 rundt i landet for at vise, hvordan de populære kunstnere tilbragte sommerferien. Her Poul Reumert, sønnen Torsten samt Anna Borg, der tændet pertroleumsovnen i familiens hus ved Kandestederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Gottschalch
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anna Borgs mor var Islands store skuespillerinde og teaterchef, Stefania Gudmundsdòttir, der i de første årtier efter år 1900 spillede en vigtig rolle for det professionelle teaters opståen i Island. Datteren var med med i moderens forestillinger, og da den danske skuespiller Adam Poulsen gæstespillede i Island, fik han øje på den smukke pige, der spillede prinsessen i »Der var engang«  og på hendes følsomme talent. Hun skulle til København og på Det Kongelige Teaters elevskole. Og det kom hun.

Det blev en svær tid. Moderen, der var dødssyg af en galdestenslidelse, fulgte med for at blive behandlet,  men kom aldrig tilbage til hjemlandet. Hun døde på Finseninstituttet i 1926, mens datteren gik på elevskolen. »Det skulle have været mor,« skulle Anna siden sige om den ære, der var overgået hende. Hun kæmpede tillige med sproget, og samtidig var hun præget af en medfødt skyhed, hun bar med sig gennem livet, og af en dybt forankret følelse af at være en fremmed i et fremmed land.

»I to år talte jeg ikke til nogen, jeg lyttede kun - jeg lyttede til det danske sprog og den danske mentalitet.«

Den lette danske tone med den skarpe ironi forstod hun ikke. Og i et sjældent interview med Søndags B.T. foralte hun langt senere, at hun havde svært ved at komme ind i kammeraternes kreds. Når de lo, troede hun det var hende, de gjorde grin med.

»Vi har jo gæsten«, sagde en af lærerne på elevskolen, Poul Reumert. Han mente det vel, men sådan opfattede Anna Borg det ikke. Det lykkedes hende alligevel at fange sprogtonen. Hun blev engageret til Det Kongelige Teater med debut som »sjette dame« i Ibsens »Kærlighedens komedie.« Her medvirkede både Bodil Ipsen og Poul Reumert. I stykket diskuteredes det, hvilken blomst kærligheden egentlig er.

»Nej, den er islandsk mos i godvejr høstet, den læger frøkner mod ondt for brystet,« lød Reumerts replik. Hver gang, han sagde den, så han hen på den unge skuespillerinde. De forelskede sig og blev gift i 1932.

Det store gennembrud fik hun ved siden af Reumert i det finske skuespil »Galgemanden«, og rollen som den renfærdige Gretchen i »Faust« bekræftede talentet - hun havde bedt sig fritaget for opgaven, da hun ikke mente, hun var klar, men det skulle blive en af de tidlige års fineste præstationer. I de følgende sæsoner kom hun, ordene er hendes egne, »ind i båsen«. Hun spillede den ene efter den anden af »disse søde, uskyldige unge piger, som altid græder og er ulykkelige«, herunder Agnete i »Elverhøj«, Anne Boleyn i Kaj Munks Henrik VIII-drama, »Cant«, og indtil flere af de poetiske jomfruer hos Oehlenschläger, hvis vers, hun med sin islandske baggrund havde en ganske særlig evne for at gøre levende. Først i 1947, da hun var ud over den første ungdom, slap hun ud af folden som den usympatiske Regina Giddens - en rolle, Bette Davis spillede på film - i sydtstatsdramaet »De små ræve«:

»Jeg var en modbydelig, ondskabsfuld pige - og rigtig nød det.«

Fortvivlet skrig

Kort efter blev Anna Borg ramt af en stofskiftesygdom, der tvang hende væk fra scenen i flere sæsoner. Den forandrede hendes udseende markant. Øjnene blev en anelse udstående, de fulde kinder svandt ind. Da hun vendte tilbage til livet, stod sygdommen stadig at læse i hendes hærgede ansigt. Hun fortalte selv, hvordan hun var på traditionel julevisit hos den aldrende kollega Anna Bloch, som var over 80 år gammel. Den ældre skuespillerinde var i højt humør og glad for at modtage sine gæster, men da hun så Anna Blochs ansigt, kunne hun ikke lade være med at udbryde et lille, fortvivlet skrig:

»Åh nej! Jeg kan ikke holde det ud. De, der har været så smuk - kom vil De ikke ha’ en kage?«

Det sidste kunne Anna Borg trods alt ikke lade være med at grine af, og tænkte, mens hun forsøgte at holde masken, at latteren »egentlig var en forfriskende kur«.

Kun en enkelt gang gav hun udtryk for bitterhed over sin skæbne. Da lægen ville trøste hende med, at hun jo havde så meget andet at leve for, svarede hun barsk:
»Ja. Og hvis De mister Deres højre hånd og ikke mere kan operere, så har de vel også en masse andet at leve for?«
Hun var tillige en støtte for sin mand Poul Reumert hjemme i herskabslejligheden i Lundsgade:

»Tit har man talt om, hvor udmærket og fremmende det må have været for hende at have mig ved sin side,« skulle Reumert siden anføre.

»Sandheden er lige den omvendte. Det var altid mig, der søgte hjælp hos hende, og jeg fik den bestandigt klogt og klart.«

Hun vendte tilbage til teatret, og udnyttede sit nye udseende på næsten chokerende vis som den forgræmmede dronning Elisabeth 1. i Schillers »Maria Stuart«. Kun lejlighedsvist viste hun sig i det løbende repertoire. Til gengæld blev hun en skattet iscenesætter. Hendes sidste præstation blev den stejle dronning Bera i endnu et Oehlenschläger-drama, »Hagbart og Signe«,  spillet med en behersket lidenskab, der gjorde indtryk.

Budskabet om Anna Borgs død påskedag, 15. april 1963, kom som et chok. Hun var ombord på et Vickers Viscount 759D fly fra Icelandair sammen med syv andre passagerer og fire besætningsmedlemmer. Flyet fra Kastrup skulle mellemlande i både Oslo og Bergen på vej til Island, og ulykken indtraf på den lille ø Nesøy under indflyvningen til Fornebu. Kl. 13.18 ramte det jorden. Flyet fulgte de sædvanlige procedurer, men styrtede næsten lodret ned ved siden af en gård. Havarikommissionen kunne efterfølgende ikke fastslå årsagen til ulykken. Måske havde der dannet sig is på maskinens stabilisatorer, men eksperterne hældte en lille smule mere til, at det var propellen, der var indstillet på laveste stigningsvinkel, som piloten ikke kunne nå at korrigere.

Efter Anna Borgs død udkom en lille bog, »Anna Borgs erindringer«, stykket sammen af interviews og personlige breve. Poul Reumert, forestod udgivelsen, som gav et fint billede af hustruens sjældne personlighed. En lidt selvudslettende, beskeden kvinde, blid og sart. Men også målbevidst og et usædvanligt tappert menneske, der tog livets udfordringer med beundringsværdig ligevægt. En fatalisme, som hun selv formulerede i et af sine efterladte breve:
»Ingen ved, hvad der sker i livet, før det er sket.«