22. låge: Tilskuernes ondskabsfulde tilråb: »Er det kinesisk, hun synger?«

Da publikum udeblev, gik revydivaen Liva Weel ned for åbent tæppe. Syg, alkoholiseret, bange. Hun blev aldrig den samme igen.

Live Weel var slank og flot på publicitybillederne forud for premieren på den store revy i Tivoli i 1946. Siden skulle det gå så grueligt galt. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Hartmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Seks glas kirsebærvin med snaps oveni må den 16-årige påklæderske hente ovre i baren hver aften for at dulme Liva Weels nerver. Liva har aldrig selv spiritus med i garderoben, til trods for, at det unægteligt ville være billigere, for hun er jo ikke alkoholiker. Og når de er hældt ned, er det endnu sværere for dansk revys store dame at huske sine tekster i Stig Lommers stort anlagte teltrevy i Tivoli i maj 1946.
»Er det kinesisk, hun synger?« råber en tilskuer i den halvtomme sal, mens Liva snøvler sig gennem versene.

Når aftenens forestilling er slut, kommanderer skuespillerinden, nu ond i sulet, den skræmte pige til at bestille en taxa. »Det har jeg jo gjort,« jamrer hun. »Gør som jeg siger!« råber Liva. »Ring!«
Med det resultat, at en hel stribe taxaer holder og venter på stjernen uden for Tivolis hovedindgang med skiltet slukket.

»Hun var ond mod de yngre på teatret den sommer - som hun jo kunne være,« skrev hendes mangeårige ven og tekstleverandør, Poul Henningsen i bogen »Livas regeringstid«, som udkom efter hendes død.
»Hvæsede af dem og skældte dem højlydt ud for åbent tæppe. Hun forlangte sin garderobe flyttet og kom på kant med alle, flyttede den tilbage igen og blev god. Dybere og dybere ensomhed sænkede sig over hende, til forestillingen var spillet ud,« skriver han og tilføjer:
»Vi vidste, at slaget var tabt, men blev ved med at håbe, at et næste kunne vindes«.

Optimistisk

Det hele var ellers begyndt så godt. Liva havde ikke rørt de våde varer længe. Og premieren blev et triumftog, hvor hun havde måttet afsynge sine vers flere gange. Premierefesten i cafeen på Glyptoteket var  en fantastisk aften, hvor Liva i den grad var optimistisk. Hun havde klaret den. Hun kunne huske. Alt tegnede til en en sommer i triumf. Men kort før premieren var der udbrudt typografstrejke, anmeldelserne udeblev. Og det gjorde publikum også. »På andendags aftnen dryssede Tivolis tilfældige publikum enkeltvis ind i teltet. De hade vel talt på knapperne, om de skulle høre Liva eller ta tre ture med rutschebanen,« skrev PH med sin selvbestaltede retstavning. Uden det nødvendige samspil med publikum gik Liva ned for åbent tæppe.
»Og så skulle vi på få måneder opleve Liva fra højeste potens til dybeste fornedrelse. Som et snit igennem hendes lange kunstnerliv - det mindede om en film kørt i rasende tempo.«

Kun i glimt skulle hendes fordums glans siden dukke op. Den evne til at foredrage en vise, så hele salen tav og hver enkelt tilskuer troede, Liva kun sang for ham eller hende. Hendes storhedstid var forbi. Kræfterne var ved at forsvinde, og hun blev opereret for den medfødte brok, som sad og klemte på spiserøret, og som i årevis havde gjort det vanskelig for hende at få en bid ned - hendes diæt var som regel bouillon med rå æggeblomme, efterhånden også flydende kost med promiller. Hun klagede sjældent over sin sygdom, men mens andre fortærede smørrebrødet, holdt hun sig til snapsen, og hendes afhængighed af alkohol - parret med et overforbrug af medicin for den sygdom, der plagede hende - gav hende store indlæringsvanskeligheder i forbindelse med de forestillinger, hun stadig spillede.

Da teaterchefen Meïr Feigenberg i 1948 havde fundet på at genoplive hendes gamle succesforestilling »Lysistrate«« med nye sangtekster, var den timelange, kaotiske generalprøve så katastrofal, at forestillingens forfatter og komponist tryglede ledelsen om at aflyse forestillingen og sende Liva hjem i seng med en sygemelding. Til trods for, at hun havde skåret så meget i teksten undervejs, at der næsten ikke var noget tilbage af anden afdeling, kunne hun ikke huske meget af det, hun skulle sige eller synge. Direktionen besluttede sig for alligevel at gennemføre. Pressen var nådig og skældte ud på andre end Liva, der til gengæld mødte folkets kærlighed i Nørrebrorevyen samme år og ikke mindst, da Ib Schønberg lokkede hende til Cirkusrevyen i 1950. Men hun var en skygge af sit gamle, frodige og robuste jeg, også selv om man hjerteskærende lagde hende en rigtig Liva-vise i munden - dog fjernt fra de dybsindige tekster, PH havde givet hende i årtierne inden:

Ser I, hvem der kommer her
gæt en gang, åh nej, la’ vær.
Gåden den er ikke svær
og jeg sgu heller ikke.
det er Liva rent ud sagt
uforskammet veloplagt,
fro og fræk og fuglefri,
og det er fordi
det er mit come back.
Jeg kan slå en flot flik flak
Jeg kan gå på hænder og danse som kosak.

Det skulle blive hendes sidste revy. Kræfterne rakte ikke til mere. Blanket helt af var hun også, for de mange penge, hun havde tjent gennem årene, var brugt. Megen økonomisk sans havde hun aldrig haft, og hun insisterede på at hjælpe mennesker, der havde det hårdere end hende selv. Hendes hjem, lejligheden på adressen Nørre Farimagsgade 87, var efterhånden ribbet for flygelet og andre kostbare møbler. Mellemlægsservietter var sat fast med knappenåle på stolenes slidte steder. Gode venner stablede en benficeforestilling på benene for hendes skyld, uden at nævne hendes navn, skønt hele København vidste, det var Liva, der var genstand for velgørenheden. 25.000 kr. indbragte den, men hun fik pengene udbetalt i rater. Hun blev også installeret i en af Skuespillerforeningens små æresboliger på Bispebjerg, men nåede kun at bo der i få uger.

Den 7. maj 1952 blev hun indlagt. Hun vidste, at hendes sidste tid var kommet, men hun tog det uden bitterhed. Hendes liv havde jo i forvejen været en uendelig række af op - og nedture.
»Hvor er det dejligt, at man ikke skal stavle sig op til primadonna igen«, sagde hun i et af sine klare øjeblikke. Hun sov stille ind om natten den 22. maj 1952. Slidt op. Kort før sin død kom det hende for øren, at en avis allerede havde skrevet hendes nekrolog. Hun fik overtalt en ung journalist, der var på besøg, til at tage den med til sig. Hun læste den. Var så tavs en stund. Så sagde hun stille: »Var jeg virkelig så god?«