21. låge: Den populære stjernes dødsulykke er stadig en uløst gåde

Preben Uglebjerg var en stor succes som entertainer og i gang med en spændende udvikling som skuespiller, da han forlulykkede en tåget majaften.

Helt uforglemmelig var Preben Uglebjergs optræden på Rådhuspladsen ved Københavns 800 års jubilæum, da han improviserede på scenen, mens alle ventede på fyrværkeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne LŸthcke

Den 15. juni 1967. Dagen er begyndt med verdens længste kaffebord ned gennem Strøget og 80.000 kopper kaffe. Og nu er tusindvis af københavnere stimlet sammen på Rådhuspladsen i den dejlige sommeraften for at overvære det store jubilæumsshow i anledning af byens 800 års dag. Efter at Københavns Sporvejsorkester har spillet den festlige »Københavnermarch«, takker aftenens konferencier, skuespilleren Preben Uglebjerg af, for at overlade nattehimlen til det festfyrværkeri, som på stikord skal starte fra Tivoli.

Men raketterne lader vente på sig. Og da Danmarks Radio transmitterer direkte fra begivenhederne, må Uglebjerg træde vande. I noget nær 10 minutter improviserer han og får hele Rådhuspladsen til at synge med på sin egen lynhurtigt forfattede tekst til et af årets store hits, The Beatles’ »Yellow Submarine«: »Vi venter stadig på fyrværkeri«.

Den djævleblændt dygtig entertainers popularitet kulminerer lige der på Rådhuspladsen, mens hele Danmark kigger med. Han står på toppen af sin professionelle karriere - og samme sommer hitter han stort med sangen om »Gyngerne og karussellerne« i Glassalen i Tivoli, den mest solgte plade i 1967.

Et år senere er han død.

Uglebjerg, dagens hovedperson i »Den nostalgiske julekalender«, var debuteret i en alder af blot 15 år som nazi-yngel, der bliver adopteret af en amerikansk familie i »Drengen Fritz« på Allé-Scenen i 1946. En opsigtsvækkende entré, for her var et talent, som syntes fuldt flyvefærdigt fra første færd.
Han kom på Det Kongelige Teaters elevskole, men det store teater havde ikke meget at bruge ham til. Det havde derimod resten af teaterlivet, hvor han med sit gøglersind, sin kølige scenecharme og blændende teknik - en næsten virtuos, elastisk replikkunst - hurtigt arbejdede sig frem i første række i lystspil, revyer og musicals. Om det så var på plade, fik han succes. Hele Danmark kunne synge med på »Texas’ gule rose«, »Pigen fra Fyn« og »Bare det var mig«.

Lisbet Dahl fortæller i erindringsbogen »Undskyld, jeg blander mig«, hvordan hun som ung skuespiller beundrede Preben Uglebjerg, der var gæst på Aalborg Teater:
»Jeg stod i kulissen og så ham gå ind på scenen en formiddag for at spille hovedrollen som tjeneren Truffaldino i Goldonis »En tjener og to herrer«, der blev givet som forestilling for de arbejdsløse. Der var godt nok ikke meget stemning i den sal. Han sled i det. Han arbejdede og arbejdede. Og så kom han ud og sagde: ’Nu skal du se. Når jeg siger den replik der, så ligger de der.’
Han spændte den op, gearede lige lidt ned, spændte den op igen, og da han nåede frem til den replik, han havde nævnt, lå de der. Den sad lige i skabet. Sådan noget er skønt. Det var en fornøjelse at se ham på scenen. Han var topprofessionel. Der var ingen slendrian. Og det lærer man også noget af.«

Netop gennem en række tjenerfigurer i klassiske komedier arbejdede han sig i de senere år hårdt ind på skyggesiderne af talentet, og han forvandlede den brillante sikkerhed til fascinerende, iskold farlighed, ikke mindst som Molières »Don Juan«, først på Aalborg Teater, siden på Folketeatret.
Kvik, fræk, alsidig. Og perfektionistisk. Flere gange var han i offentligheden ude efter kollegernes manglende evner, og nogle gange blændede han på bekostning af omgivelserne. Karen Marie Løwert, teaterchef på netop Aalborg Teater, skrev for eksempel om ham efter hans død:

»Den Preben Uglebjerg, vi lærte at kende den nat, var såvidt forskellig fra skuespilleren og entertaineren, som i sit arbejde kæmpede for at opnå førstepladsen og stundom gik fremad med skyklapper på, tromlede alle ned, der ikke kunne følge med i hans kunstneriske race.« Og også teaterchefen i Odense, Kai Wilton huskede, hvordan Uglebjerg under den første publikumsprøve på »En tjener og to herrer« pludselig smed alle aftaler over bord: »Entertaineren lyste. Forestillingen døde«. Bagefter sagde Uglebjerg:

»Kai, jeg ved det - jeg var et svin - jeg ved ikke, hvad der skete, det var jo ikke meningen. Tilgiv.«

Populær konferencier

»Han var så ærgerrig og så intelligent, at han var sig faren bevidst,« skrev Jens Kistrup om ham. »Det bevidste i hans kunst kunne dræbe spontaniteten og den umiddelbare charme. Men at Preben Uglebjerg vidste så meget om sig selv og sine egne virkemidler, bevirkede også, at han aldrig blev tilfreds med den nemme succes, der for en skuespiller af hans type hele tiden lå inden for rækkevidde, og som den han heller ikke sagde nej til, når den tilbød sig.«

Han brugte sin musikalitet og elegance i TV-shows og som populær konferencier i Tivoli Varieteen, der bød på et blandet program af danske og internationale stjerner og artister - fra Marlene Dietrich over Sammy Davis Jr. til Eartha Kitt. Det var faktisk den danske konferenciers adrætte, let dæmoniske væsen, der inspirerede de amerikanske musicalmagere John Kander og Fred Ebb til at placere handlingen for deres musical over britiske Christopher Isherwoods roman »Goodbye til Berlin« i en lurvet kabaret med en androgyn konferencier som vært. Resten er teaterhistorie: I 1966 havde musical-klassikeren »Cabaret« premiere på Broadway. Rollen skulle han faktisk have spillet på Ungdommens Teater, da døden satte et brutalt og alt for tidligt punktum.

Et biluheld med dødelig udgang ud for Isterød i Nordsjælland satte en stopper for 37-årige Preben Uglebjergs entertainersucces og den spændende udvikling som skuespiller, som først lige var begyndt. Den sidste aften i maj 1968 var han på vej hjem fra Tivoli Varieteen, da han forulykkede i sin hvide Austin 1100 i tågen. Politiet henlagde sine undersøgelser fire måneder senere efter at have fået ca. 300 rapporter med oplysninger om røde folkevogne og deres ejere i området Helsinge-Gilleleje. Man havde fået information om en mulig spørgselsesbilist, der kunne have været årsagen til, at Uglebjerg foretog en undvigemanøvre, hvorved vognen endte mod en fire meter skrænt, hvor den lå væltet rundt på taget.

Preben Uglebjerg efterlod sig sin unge samlever, kollegaen Puk Schaufuss. Kun de nærmeste deltog i begravelsen fra Hornbæk Kirke. Samtidig blev hans lille søn døbt ved faderens kiste.