21. låge: Årets vildeste musikvideo krævede over 2.000 statister

Frem til jul kigger vi tilbage på de største og mest mindeværdige musikalske øjeblikke og tendenser fra det forgangne år.

Still-billede fra musikvideoen til OK Go's »I Won't Let You Down«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det amerikanske band OK Go er en sær størrelse. De spiller egentlig en ret generisk omgang indierock. Men målt i antal af Youtube-visninger er det vel et af verdens største bands. Og hvorfor så det? Jo, af den simple grund, at de gang på gang producerer de mest spektakulære musikvideoer, som man ganske enkelt bare må dele med vennerne på de sociale medier.

Med dette års »I Won’t Let You Down« fik de igen kæber til at falde til jorden og fingre til instinktivt at søge mod delingsknappen.

Musikvideoen blev udviklet og optaget over en hel måned i Japan. Og når man ser den, forstår man så udmærket hvorfor. Først og fremmest er den filmet i et one-take med kameraet fastgjort til en fjernstyret helikopter. Og koreografien er sammensat af svimlende mange enkeltdele.

De små toilet-lignende køretøjer er prototyper på Hondas såkaldte UNI-CUB, som styres ved ganske enkelt at læne kroppen i den retning, man ønsker at køre i. Det må mildt sagt have krævet en del øvelse at få koreografien til at lykkes.

Men det vildeste er alligevel det afsluttende stunt, hvor dronekameraet flyver 700 meter op i luften, mens ikke mindre end 2.300 statister med farvede paraplyer udgør hver deres levende lysdiode i et enormt blinkende dot matrix display.

For at få videoen i kassen måtte de optage i halvt tempo og så speede filmen op bagefter. Det tog efter sigende hele 44 takes, før de havde det, de skulle bruge.

Hvordan OK Go nogensinde skal overgå den her, må guderne vide. Men kender man dem ret, kommer de helt sikkert til at gøre forsøget.

Her til sidst en lille video, der går bag om tilblivelsen: