20. låge: »Det endte med, at han tog kvælertag på ham. Sin egen far«

Faders vilje: Hele Danmark var på fornavn med den joviale revystjerne. Men bag facaden led hans kone og søn under Osvald Helmuths tyranni.

Facaden udadtil: Sønnen Frits og fru Sylvia (Søster) lykønsker faderen og ægtemanden, Osvald Helmuth, i forbindelse med hans 40-års skuespillerjubilæum i 1953. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olaf Ibsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hele Danmark var på fornavn med revykunstneren Osvald Helmuth. Elsket for sin sublime visekunst, hvor han oftest optrådte som den lille mands inkarnation og forsvarer. I vise efter vise - »Ølhunden glammer«, »Dit hjerte er i fare, Andresen«, »Henne om hjørnet«, »Havnen« - levendegjorde han i omhyggelige og humoristiske karakterstudier afarter af den lille mand af folket, manden på gulvet. Han kendte alle livets jævneste udtryk og gengav dem »med så ren en naturlighed, at man kommer til at elske ham,« som tidens store kritiker Frederiks Schyberg skrev.

Konstant overrumplede han sine mange tilhørere med sin personlige stil, som han havde udviklet i 1920erne efter at have gjort sig fri af forbilledet og lærermesteren Frederik Jensens måde at gøre tingene på.  Det var en stil, der var præget af forskudte betoninger, der frækt legede kispus med melodien, ordene, rytmen. Og med sit runde og røde, skinnende ansigt var han sådan en mand, man kunne drikke en bajer med. Jovialiteten selv. Eller sådan var billedet af ham i hvert fald.

En anden af Osvald Helmuths store viser hed »Faders vilje«. Og den herskede i den grad hjemme bag den lukkede fordør på Søbakken 5 i Skovshoved, hvor den store Osvald regerede. Hans hustru, Søster, og sønnen Frits henslæbte en tilværelse i skyggen af den store, urimelige Osvald, hvis luner og eksplosive temperamentsudfald prægede det liv, der ellers tog sig så idyllisk ud i ugebladene.
Osvald var en drukmås, som ikke bare forsvandt henne om hjørnet i dagevis, men som også var nede i kælderen. For eksempel skrev Søster i sin dagbog 30. maj 1936: »Osvald har igen ikke været hjemme i nat. Han kom i morges klokken seks og var så ond og uartig mod mig. Jeg lever mit liv på en vulkan. Jeg må være indstillet på, at vulkanen kan gå i udbrud.«

Osvald Helmuth var biseksuel, en kendsgerning, der nu er blevet bekræftet af familien, og havde affærer både med kvinder og unge mænd, som han slæbte hjem på adressen i de tidlige morgentimer, mens hans kone, Søster, lå søvnløs og nedfældede sine bitre dagbogsnotater.
»Osvald bestiller ikke andet end at solde og så komme hjem for at sove ud, » skrev hun i et ikke dateret notat. »I nat kom han hjem med en ung mand, som han havde mødt ude i byen. De hentede morgenmad klokken syv, og så gik han. Jeg har ikke sovet hele natten. Kan snart ikke holde til mere«. »Hvis du anede, hvad disse hænder har måttet gøre for Frederik Jensen,« sagde han på et tidspunkt til sin søn, ligesom det er kommet frem, at Osvald tillige havde en årelang affære med den franske filmstjerne Maurice Chevalier, som han mødtes med, når lejligheden gav sig.

Barnebarnet Mikael Helmuth mener, farfarens biseksualitet og et stort arbejdspres var med til at at forklare de ægteskabelige problemer. Det fortæller han i Anders Fugl Thøgersens biografi om Frits Helmuth, hvor han også videregiver en ubehagelig episode. En januardag i 1954 kom¨det til et korporligt opgør mellem far og den søn, han har et mærkeligt distanceret forhold til:
»Osvald var kommet meget fuld hjem og havde opført sig ubehageligt, som han så ofte gjorde, når alkoholen tog over. Han råbte og var nedrig, kaldte sin søn, min far, en svækling og sagde, at han var mislykket. Han stak også min farmor, sin kone, en lussing. Det fik min far til at kaste sig over ham, og det endte med, at han tog kvælertag på ham. På sin egen far. Slåskampen blev til sidst afbrudt, far og farfar gik op på hver deres værelse, og næste dag talte ingen om, hvad der var sket. Overhovedet. Farfar havde antydninger af fingermærker på halsen, som han diskret dækkede til med en halsklud.«

Perverteret grusomhed

Osvald Helmuth opførte sig i det hele taget som en gemen tyran over for konen, kællingen, madammen, der omtrent var reduceret til opvarterske, men som alligevel ikke kunne forlade det dumme svin – til trods for en mangeårig forelskelse i en gift, norsk faldskærmssoldat, hun plejede under krigen. Manden, der var læge og allerede havde hustru og børn, ønskede at gifte sig med hende, men efter på afstand at have betragtet hans familie i en park i Oslo, valgte Søster Helmuth martyriet - hun blev i sit ulykkelige ægteskab. Osvald ville gå til grunde uden hende, og samtidig kunne hun ikke tage Osvald fra danskerne.
Vidunder- og præmiebarnet Frits, der allerede som barn fik mavesår, led under et ødelæggende had-kærlighedsforhold til det beundrede familieoverhoved.

Tidligt fik Frits at vide af moderen, at han ikke burde gå skuespillervejen, fordi han aldrig vil kunne måle sig med sin far. Alligevel gjorde  han det. Som ung var hans naturlige replik farvet af renhed og naivitet, men med tiden blev han en fremragende  karakterskuespiller. Han havde stadig en umiddelbar forbindelse til det rørende og det resignerende– tænk på »Dansen med Regitze«, men smerten kunne også være satanisk og livsfarlig, intelligent og drilagtigt snu - tænk på lektor Blomme i »Det forsømte forår.« Han voksede ud af sin fars skygge i danskernes bevidsthed. Men gjorde han det nogensinde i sin egen?

Mere og mere kom Frits til at ligne Osvald med årene. Og der er en nærmest brutalt ironisk, halvt perverteret grusomhed i, at den første rolle, drengeskuespilleren Frits overhovedet spillede, var som faren – eller i hvert fald drengeversionen af den rolle, Osvald spillede – i filmen »Blaavand melder storm« i 1938. Og at hans sidste optræden på en scene var som den far, der havde været død i 37 år, i et stykke, »Osvald & søn«, skrevet af Klaus Rifbjerg. Her sang han i 2003 -  efter at have holdt sig fra det livet igennem – endelig sin fars berømte viser. Som et sidste ønske om forsoning, et desperat forsøg på at få liv og kunst til at gå op. Symbolikken var næsten uhyggelig.