2) Om begrebet »ironi«

Duplik til Mette Strømfeldt.

Kollega Strømfeldt føler sig stødt på skåneærmerne over min anmeldelse af Liza Marklunds seneste bog Livstid. Strømfeldt har godt nok ikke – efter eget udsagn – læst bogen endnu, og vil derfor (i første omgang) heller ikke diskutere min vurdering af Marklunds makvæk. Nej, Strømfeldt finder, at jeg i min anmeldelse gør mig skyldig i den samme kønslige stereotypisering, som jeg klandrer Marklund for.

Dertil er der egentlig kun én ting at sige: Korrekt observeret, Strømfeldt, men galt forstået! Som læseren af anmeldelsen vil have bemærket, er den skrevet på en god portion irritation over Marklunds overfladiskheder og vrangforestillinger, og denne irritation sætter sig som en meget åbenlys ironi. Således var også den spydige bemærkning om, at skildringerne af Annikas emotionelle rystelser og nedture, måske er noget af det, man skal være kvinde for at kunne forstå, et forsøg på ironisk at reproducere den naive kønslige polarisering, Marklund udtrykker. Men ironi er en farlig strategi. Ironikeren risikerer at blive tage på ordet og ikke på den underliggende betydning. Således også hér.

Her kunne diskussionen så stoppe. Men jeg får alligevel lyst til at fortsætte den lidt, og det på to punkter, det ene i forlængelse af ovenstående, det andet vedrørende Strømfeldts savnede diskussion af Marklunds værd som krimiforfatter. Det første først:

Strømfeldt forstår bemærkningen om, at ’dette skal man nok være kvinde for at kunne forstå’, som om den tilhører mandens register af kvindeudgrænsende og –nedgørende bemærkninger. Men lige nøjagtig dér, går hun fejl. Bemærkningen bliver nemlig langt oftere brugt af kvinder selv end af mænd. Tillader man sig som mand at undre sig over, at en person finder værdi eller blot underholdning i f.eks. det fænomen, man gerne kalder ’dameblade’, og er denne person kvinde, da er svaret som regel ikke en lødig argumentation for den af tvivleren endnu uopdagede værdi, men hellere en henvisning til, at tvivleren simpelthen ikke vil kunne forstå den slags på grund af sit køn. ’Det er sådan noget, man skal være kvinde for at forstå’. Bevares, bemærkningen kan meget vel være tænkt som et modsvar på den gamle (men vel næppe af nogen i dag opretholdte) forestilling om, at der er ting kvinder ikke forstår sig på (det skulle da lige være ’mandeblade’ og macho-litteratur), men den opretholder i bund og grund blot den polarisering, som langt de fleste anser for overstået. Ligeledes med afvæbnende begreber som ’kvindelig intuition’, ’søsterskab’, etc. Og med gamle feministiske travere som Strømfeldts bemærkninger om at ”Mænd og atter mænd tegner litteraturhistorien”, og at der findes en stor, ”banebrydende litteratur og teori af kvinder, der stadigvæk ikke er indlemmet i kanon”. Hvorfor ikke fokusere på, at litteraturen generelt (og i større og større udstrækning) læses af kvinder – uden det store fokus på, om den er skrevet af mænd? Og er det ikke Strømfeldt, der opretholder en den kønspolarisering, som hun ellers vil til livs hér – skulle mænd ikke kunne skrive om kvinders erfaringsverden?

Og så til det andet punkt, den savnede diskussion af Marklunds værd som krimiforfatter. Denne diskussion vil unægtelig få bedre fundament, hvis Strømfeldt rent faktisk havde læst Marklunds seneste bog. Jeg kan nemlig dårligt forestille mig, at hun ikke vil komme til samme konklusion som undertegnede. Den eneste grund til overhovedet at bruge spalteplads på Marklunds bog er, at vi stadig er nogle stykker, der mener, at der er noget grundlæggende galt med forvekslingen af kvalitet og kvantitet. En million fluer KAN faktisk godt tage fejl, og det er vores pligt at oplyse læserne herom, så de ved, hvad det er, de smægter sig i.

At skulle gå Marklunds ”feministiske strategi som forfatter efter i sømmene” vil i den henseende simpelthen være ’overkill’: Der er nemlig for mig at se ingen feministisk strategi hos Marklund. Kun en forstemmende, unuanceret og utroværdig reproduktion af en stereotypi, som den fastholder mere end den angriber.

Men lad mig da hurtigst tilføje, at sådan er det heldigvis ikke over hele linjen, når vi ser på femi-krimien som sådan. Lad mig som afslutning citere en bid fra min egen anmeldelse af Sara Blædels seneste roman, Kun ét liv: ”Onde tunger vil at femi-krimien grundlæggende er en misforståelse. Hvorfor sovse en god og velfungerende genre ind i parforholdskriser, problemer med at være alenemor og kvinde i en mandsverden? Sligt kan udspille sig i dertil anlagte ugeblade, synes kritikkerne at mene.

Men Sara Blædel gør det nu meget godt i sin tredje roman om kriminalassistent Louise Rick. Måske fordi sidehistorierne om Louises og veninden Camillas genstridigheder med mænd fra både for- og nutid er nedtonet til fordel for hovedhistorien - politifolkenes opklaringsarbejde. Dette er dog ikke ensbetydende med at det femini(stisk)e er smidt ud med badevandet. Tværtimod behandler romanen ret konsekvent en række kvinderelaterede temaer såsom muslimske kvinders forhold, og den giver os en nuanceret diskussion af fænomenet æresdrab. Endvidere er det et gennemgående træk i Blædels roman, at det er kvinderne, der er problemløserne – på godt og ondt, og selvom man måske nok kunne ønske, at Blædel gjorde lidt mere ud af at få sin hovedpersons karakter, da er det åbenlyst, at hendes ’modus operandi’ er meget kvindelig i både forhørs- og efterforskningsarbejdet.”

Hvor Blædel formår at vende kønspolariseringen (forestillingen om, at kvinder hhv. mænd har særlige egenskaber) til noget positivt – hun lader de ’bløde’ værdier og fremgangsmåder, som vi kulturelt opfatter som kvindelige være grundlaget for opklaringsarbejdet – befinder Marklund sig udelukkende i ’damebladssegmentet’. Og jeg beklager: Mand eller ikke mand, så har jeg altså svært ved at forstå, hvorfor det er noget vi skal bruge særlig meget krudt på.