18 siders filosofi

Peter Zinkernagel er de senere år blevet en kultfigur i dansk filosofi, og i sin nye bog på blot 18 sider optræder han som filosofiens Don Quijote.

Filosoffen Peter Zinkernagel. Foto:<p>Scanpix/Nordfoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Peter Zinkernagels nye bog »Tilvante forestillingers magt«er en ganske lille sag på kun 18 sider. Omslaget er rendyrket reklameæstetik i sort og neongrønt, og på bogens ryg står der slet og ret Zinkernagel.

I den forstand fortæller bogens ydre en hel del om dens forfatter. Bogens omfang afspejler temmelig godt omfanget af Zinkernagels produktion. Tre bøger - inklusive den nye - er det blevet til i hans 80-årige liv.

Mest kendt er disputatsen »Omverdensproblemet« fra 1957. Her »løste« Zinkernagel omverdensproblemet ved at påvise, at det er selvmodsigende at hævde, at der ikke skulle være nogen omverden, eftersom vi i vores sprog forudsætter en omverden - også når vi hævder, den ikke er der.

Bogen vakte en vis opmærksomhed, der dog hurtigt døde ud igen. En senere bog, »Virkelighed«, hjalp ikke meget på sagen, og når Zinkernagel nogensinde blev kendt i en større offentlighed, skyldes det ikke mindst videnskabsjournalisten Tor Nørretranders, der siden bogen »Det udelelige« fra 1985 utrætteligt har fremhævet Zinkernagel som det oversete geni i dansk filosofi. Manden, der med få, men velrettede sætninger kan gøre kål på de problemer, andre kæmper med bog efter bog. At denne kampagne til overflod er lykkedes, er omslaget det bedste bevis på. Zinkernagel er blevet et filosofisk brand, et umiskendeligt filosofisk varemærke, der borger for løsninger på verdensgåden på få sætninger.

Denne rolle ønsker Zinkernagel angiveligt ikke, for som forlæggerens bemærkning til »Tilvante forestillingers magt« meddeler, så ville Zinkernagel have offentliggjort bogen under pseudonymet Sund Fornuft, fordi »persondyrkelse skjuler den værste sandhed af alle, nemlig at det er svært at tænke«.

Og således koketterende er der lagt yderligere alen til persondyrkelsen...

»Vores kultur hviler på et falsk grundlag, fordi Hume (britisk filosof 1711-1776, red.) tænkte forkert«.

Denne påstand, der står at læse i den nye bog, vil nok forekomme de fleste ikke-filosoffer (og for den sags skyld også de fleste filosoffer) absurd over det sædvanlige.

Det vil imidlertid være svært at finde nogen sætning, der er mere karakteristisk for bogen. Zinkernagel diskuterer og argumenterer ikke. Han fremsætter påstande og satser udelukkende på logikkens ubønhørlighed. Når det ifølge Zinkernagel er Humes fejl, at vores kultur hviler på et falsk grundlag, skyldes det, at Hume satte spørgsmålstegn ved eksistensen af logisk nødvendige relationer. Med en mine, som om Hume har stået fuldstændig uimodsagt indtil i dag, går Zinkernagel herefter i brechen for logisk nødvendige relationer. Hans anliggende er ikke så meget at bevise, at de eksisterer, men (med et greb, der minder om andre af hans bøger, f.eks. »Omverdensproblemet«) at vi ikke kan undgå at forudsætte dem, også når vi benægter dem, hvorfor det er selvmodsigende at benægte dem.

Denne pointe gennemspiller Zinkernagel over de første sider på forskellige måder. Logiske relationer er forudsætningen for sprog, og det er derfor umuligt at tale et sprog uden at respektere logiske relationer. Eller: når vi opgiver vores skelnen mellem rigtigt og forkert, bruger vi nødvendigvis denne skelnen - vi antager, at det er rigtigt at opgive denne skelnen. Og endelig: vi må nødvendigvis antage, at vi i det store hele fremsætter korrekte påstande. Hvis ikke vi antager det, afskærer vi nemlig os selv fra at tage fejl og lære af det.

Som Zinkernagel siger med en formulering, der ganske vist er et ekko af Wittgenstein, men ikke derfor mindre flot: »Muligheden for at tage fejl og lære af vores fejltagelser er det kosteligste, vi har, og må beskyttes for enhver pris. For at beskytte denne mulighed må vi se væk fra muligheden for at tage fejl«.

Pointen er klar og meget zinkernagelsk. Vi behøver ikke (og kan slet ikke få) en erkendelsesteori, der kan lægge grundlaget for en sand og sikker erkendelse. Der er ikke noget mere grundliggende end det, vi ikke kan undgå at forudsætte, selv når vi forsøger at sætte spørgsmålstegn ved det. Dette er ifølge Zinkernagel logiske relationer.

Men dermed er vi ikke kommet kulturens misere nærmere. For det første forekommer det stadig ikke det mindste overbevisende, at vi virkelig skulle leve i en kultur baseret på »Humes dictum«. Dvs. en kultur der antager, at der »ud over kendsgerninger kun findes meninger og subjektive vurderinger«. Denne anmelder kender i hvert fald ikke nogen, der er medlem af en sådan kultur - undtagen, måske til nød, en filosof eller to. For det andet forekommer det ikke indlysende, hvorfor Humes dictum skulle være ikke blot en fejltagelse, men noget nær en kulturel katastrofe.

Det bliver imidlertid klart på de sidste sider. Her viser det sig nemlig, at »politiske normer er de vigtigste logiske relationer«. På grund af Humes indflydelse betragter vi imidlertid politik som noget, der er uafhængigt af logiske relationer, hvilket har ført til allehånde katastrofer fra Pol Pot til Ruslands kaotiske liberalisering i 1990erne.

Det kan være mere end vanskeligt at se, hvad Pol Pots folkemord har med Hume eller manglende respekt for logiske relationer at gøre. Men pointen er vist i al sin enkelthed, at for at bedrive politik på en rationel måde må vi have universelle politiske normer. Det lyder jo tillokkende, men problemerne dukker op, så snart Zinkernagel skal give et konkret eksempel.

For at demonstrere menneskerettighedernes universalitet påpeger Zinkernagel, at det logisk set vil være vrøvl at hævde, at politik ikke bør respektere personers rettigheder. Det er sandt, men det er jo kun fordi den, der hævder dette, allerede har anerkendt disse begreber og ikke mindst deres indbyrdes sammenhæng.

Man kan ikke hævde, at der eksisterer personer, der har rettigheder, og at politik ikke bør respektere disse rettigheder. Men man kan f.eks. sagtens hævde, at personbegrebet ikke implicerer rettighedsbegrebet, og at der derfor ikke er nogen rettigheder at respektere. Her hjælper logiske relationer ingenting.

Et personbegreb, der implicerer et rettighedsbegreb, er noget, der er fremkommet i den vestlige kulturhistorie. Det kan man politisk kæmpe for at gøre til alles personbegreb, men at gøre det til alles ved at hæve det op i logikkens universelle rige er en fuldstændig tom gestus, der ikke - som det ellers er bogens hensigt - kommer til at ændre verden, ikke så meget som en tøddel.

Zinkernagels politiske påstande er én stor opvisning i, hvor lidt logikken har at sige politikken. I den forstand er bogen en skuffelse. Det bedste i den er sagt før, både af ham selv og af andre. Det nye - de politiske påstande - er derimod nærmest en parodi på filosofi. Det er filosofi, når den er mest tragisk selvovervurderende: filosoffen der tror, at verdens problem består i, at den tænker forkert, og som derfor vil redde verden med logiske ræsonnementer.

Som Zinkernagel selv skriver, vil hans idé om, »at verden måske kan reddes ved at bruge nogle få ord på en lidt anden måde« nok forekomme de fleste urealistisk, ja latterlig. Så han er fuldkommen forberedt på at tage Don Quijote-rollen på sig. I det hele taget vil bogen kun konsolidere Zinkernagel-myten. Selv om det ikke er stor filosofi og den med garanti ikke vil ændre verden, så er den aldrig uinteressant.

Zinkernagels kaskade af banale, absurde og indimellem gnistrende filosofiske fyndord skal nok sikre den et lille, men fascineret publikum. Så om ikke andet er i hvert fald ryet som »genstridig person« intakt.