17. låge: Beck er igen klar til at sprede det gode budskab

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge siger en gammel kending »Wow« til verden.

Beck på dette års Northside Festival. Fold sammen
Læs mere
Foto: Helle Arensbak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Findes der en musikgenre, som Beck ikke mestrer? Siden den lille amerikaner med det dansk-klingende efternavn Hansen debuterede tilbage i 1993 har han frygtløst kastet sig over lofi-folk, hiphop, electro, funk, lounge-pop, punk, soul, overdådigt orkestreret balladesang og alt derimellem.

Som et postmoderne 90er-barn er han en collagens og pastichens mester. Men man sidder sjældent med følelsen af, at holder genrerne ud i strakt arm. Selv hans stiløvelser lyder som om, at de vokser ud af en oprigtig nysgerrighed og kærlighed til udtrykket.

Sidst vi hørte fra ham var han i det melankolske og skønhedssøgende hjørne på albummet »Morning Phase« fra 2014. Og nu virker pendulet til at svinge tilbage igen. Ved dette års koncert på Northside Festival var Beck i det legesyge lune og fræsede begejstret rundt på scenen.

Samme fornemmelse stråler ud af singlen »Wow«, der landede i sommers. Beck er igen tilbage i cool-dad-territoriet med en sang, der emmer af uforpligtende sjov og ballade. Her er både en massiv 808-stortromme, knastør lilletromme, kæmpe feel-good-kor og legesyge rap-vers, der trækker tråde tilbage til »Odelay«-dagene:

»Standing on your lawn doing jiu jitsu / girl in a bikini with the lamborghini shih tzu.«

Det er noget værre sludder. Men man bliver glad i låget af det. Og det har bestemt også sin berettigelse i et år præget af alvor og seriøse miner.