16. låge: »Helle, tænkte jeg med bankende hjerte. Ham der skal du holde dig fra. Han er vist mere, end du kan klare«

16. låge i Den nostalgiske julekalender: Smukke Helle Virkner og flotte Ebbe Rode var 1950ernes drømmepar. Men troskab var der ikke meget af i rækkehuset på Egernvej.

»En aften, inden jeg skulle på teatret, bad jeg min husbestyrerinde, for sådan en havde jeg nemlig også fået, om at pakke det mest nødvendige tøj i en kuffert til Ebbe og stille den på trappen inde i huset. Jeg skrev et pænt brev og lagde det ved, men jeg sluttede med at skrive, at jeg gik ud fra, at både Ebbe og kufferten var væk, når jeg kom hjem. Det var de også.«

Sådan skriver skuespillerinden Helle Virkner i sin selvbiografi. Hun har endegyldigt sat kollegaen og ægtemanden, Ebbe Rode, stolen for døren.