13. låge: Paul Simon sætter smukke ord på den menneskelige tilstand

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge synger Paul Simon en forunderlig sang om to af de største ting her i livet.

U.S. musician Paul Simon performs at the Bilbao Exhibition Center in Barakaldo, northern Spain, November 17, 2016. REUTERS/Vincent West Fold sammen
Læs mere
Foto: VINCENT WEST
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I et stort musikår præget af mange ambitiøse, seriøse og frem for alt alvorlige plader (David Bowie, Nick Cave og Leonard Cohen, jeg kigger på jer!) kan man let komme til at glemme Paul Simon.

Men det ville være en kæmpe fejl. Bare fordi han ikke skriver om døden, er hans kunst bestemt ikke mindre vægtig. Paul Simon skriver sange om livet. Om miraklet, musikken, kærligheden, sjælens anliggender. Og på dette års smukke »Stranger To Stranger«-album - hans 13. i eget navn - gjorde han det igen på et niveau, hvor få andre sangskrivere kan være med.

Særligt titelnummeret rammer mig hårdt hver eneste gang:

Sangen åbner et vidunderligt intimt rum omkring lytteren. Instrumenterne spiller med tilbageholdt åndedræt: Det harmoniske fundament vibrerer i uldne akkorder, dæmpede guitarstrenge cirkler i rytmiske arabesker, mens valserytmens kantslag holder tilbage frem for at skubbe frem. Det giver en mere afmålt og undrende måde at bevæge sig gennem verden på.

Over dette sælsomme arrangement går Paul Simons stemme, tekst og melodi i smuk symbiose. Sangen er en meditation over både kærligheden og musikken, der synes at glide ind og ud af hinanden og overlappe for fortælleren.

»Words and melody / easy harmony,« synger han. Tingene skal passe sammen. Og når de gør, føles det helt rigtigt. Men det kan også være hårdt arbejde - »The same piece of clay / Day after day / Year after year« - og nogen gange går det galt: »Certain melodies tear your heart apart / reconstruction is a lonesome art«.

På den måde er det både en dyb kærlighedserklæring til en elsker og til musikken som sådan. Fra en stor sangskriver, der i en moden alder af 75 år stadig kan sætte nye, overraskende og rammende ord på den menneskelige tilstand.

»I’m just jittery / It’s just a way of dealing with my joy,« lyder det. Paradoksalt nok. Fordi lykke og glæde og harmoni også kan gøre nervøs. Måske fordi man ved, at den kun viser sig i glimt. Og at intet varer evigt.