13. låge: Enmandsprojektet Mount Eerie sang om døden, så man fik en gigantisk klump i halsen og tårevædede øjne

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2017. Bag dagens låge synger Phil Elverum om det sværeste her i livet – når døden tager den man elsker alt for tidligt.

Phil Elverum fra Mount Eerie begik med albummet »A Crow Looked At Me« en mesterligt musikalsk afsked til sin afdøde kone. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Death is real / Someone’s there and then they’re not / And it’s not for singing about / It’s not for making into art / When real death enters the house, all poetry is dumb«.

Sådan lyder de afmagtstyngede ord i første vers på »Death Is Real« - åbningsnummeret på enmandsprojektet Mount Eeries 2017-album »A Crow Looked At Me«.

Her er døden konkret. Intervenerende. Obstruerende. Altfortærende. Den er ikke en ting man bør synge sange om eller skabe kunst på baggrund af. Døden får alt til at forstumme. Gør alt overflødigt. Også kunsten og poesien.

Phil Elverum. Manden bag det musikalske alias Mount Eerie taler af bitter erfaring. I 2015 fik hans kone konstateret kræft i bugspytkirtlen. Diagnosen kom få måneder efter, at hun havde født parrets lille datter. Sygdommen var særdeles aggressiv og i sommeren 2016 døde hun. 35 år gammel. Hun efterlod Phil tilbage med deres kun halvandet år gamle datter. Dybt tragisk.

Hendes død er omdrejningspunktet på albummet »A Crow Looked At Me«, som er Phil Elverums musikalske afskedsbrev til sin livsledsager. Moderen til hans datter. Hans elskede, som alt for pludseligt og nådesløst blev revet fra ham. Pladens intime og minimalistiske lo-fi-sange, spillet på konens instrumenter, tematiserer død, sorg og tab. Den er ingen munter lytteoplevelse. Lytteren efterlades med en gigantisk klump i halsen og med tårevædede øjne.

Udspillet er ubarmhjertigt i sin bramfri konfrontation med disse svære og tabuiserede emner. Men samtidig er det en virkelig smuk meditation over kærligheden til en afdød elsket. Et album som det er umuligt at forblive upåvirket af. Elverum gør på mesterlig vis sin egen tragedie til noget universelt. Hans sorganalyse er en vi andre kan spejle os i.

Det er et meget helstøbt album. Et nøgent sorgværk, hvor det er lidt mærkeligt at fremhæve et nummer frem for andre. Og så alligevel. Åbneren »Real Death« slår virkningsfuldt den alvorsfulde tone an på dette års mest gribende udspil.

I  andet vers på den skrøbelige og kulslåede komposition synger Elverum om en hjerteskærende situation, hvor han en uge efter konens død modtager en pakke med posten. Pakken indeholder en gave fra moderen til datteren. En skoletaske, som pigen kan bruge, når hun om nogle år skal starte i skole. Gaven er et vidnesbyrd om, at den dødsyge mor tænkte på familiens fremtid. Den fremtid, som hun må have været smertelig bevidst om ikke ville inkludere hende selv. Efter at han har åbnet pakken kollapser Phil Elverum på trappestenen i sorg.

»A week after you died/a package with your name on it came/And inside was a gift for our daughter/ you had ordered in secret/And collapsed there on the front steps I wailed/A backpack for when she goes to school a couple years from now/You were thinking ahead/to a future you must have known deep down would not include you«.

Det er virkelig hård kost. Men intet andet værk har rørt mig dybere i år. Phil Elverum har skabt poesi og stor kunst ud af døden. Selvom han måske selv mener noget andet.

Samtlige sange i årets musikalske julekalender bliver løbende samlet her: