Man tager: En flot fyldt koncertsal. To håndfulde unge talenter på scenen. Og syv kendisdommere ved det lange bord ude i siden.
Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence sluttede i Tivoli tirsdag aften. Konkurrencen hører til Europas ældste i sin genre og er vokset med årene. Opskriften på en vellykket finalekoncert har faktisk været brugt hele 44 gange efterhånden!
Aftenen blev åbnet med en analyse ved Berlingskes kulturredaktør, Lars Rix:
»Ingen kommer langt med talent og musikalitet alene,« sagde kulturredaktøren.
»Der er mange omkostninger både personligt og økonomisk forbundet med at skabe sig en karriere inden for musikken. Hvis man vil drive sit talent videre, koster det blod, sved og tårer.«
Modtagerne af de forskellige præmier blev præsenteret af formanden for dommerpanelet, fløjtenisten Toke Lund Christiansen.
To fra gruppen af tredjepræmier gav eksempler på deres kunnen: Lucia Luo på ni år lagde ud med et nyere klaverstykke fra Litauen. Harmonierne blev hængende som små skyer i rummet. En klassisk finalekoncert begyndte med avantgarde!
Da charmerende Malte Brix Frandsen på otte tog over, var det med pædagogisk musik for cello. En gnistrende tarantel for et instrument, alle elsker - og som flere unge gerne måtte få ørerne op for.
Og aftenen fortsatte så med andenpræmierne. Igen repræsenteret ved to af de dygtige modtagere: Signe Østlund Jacobsen på 15 år og Marel Beelen på 13. Begge med evner på klaver - og begge med musik fra Østeuropa.
Også årets førstepræmier gik til alles hjerter: Noa Gudiksen Ehde på 12 år spillede et af Chopins kendteste stykker på marimba og vibrafon. Og fløjtenisten Lea Friis Strømning på 16 havde operakomponisten Donizetti på programmet.
Fem har fået den eftertragtede guldmedalje i år: Stefan Burchardt på 12 takkede med Wieniawskis anden violinkoncert. En stor mundfuld for alle i faget.
»Selv professionelle går uden om den udfordring,« sagde dommeren bagefter.
Hvorpå fire virtuoser in spe rundede koncerten af: Clara May Teahan på 15 år i Cimarosas legendariske obokoncert. Esben Stig Rasmussen på 16 i to stykker for valdhorn, det ene helt og aldeles solo. Freja Sofia Novkovic på 15 i første sats af Jean Sibelius' violinkoncert - intet mindre! Og til sidst Og Dina Elena Draugsvoll på 15 i et russisk og meget velspillet stykke af de stormfulde.
Berlingske uddeler også en særlig talentpris på 10.000 kr. Hæderen blev ikke fordelt ved selve konkurrencen i april måned. Talenterne konkurrerer altså om æren og de vigtige penge på selve finaleaftnen.
Talentprisen i år gik til den 12-årige Stefan Burchardt på violin - formentlig som den yngste nogensinde.
Drengen er en af herboende Alexandre Zapolskis lovende elever og fingerfærdig som få i hans alder.
Han har også et godt hoved: Berlingske klassiske musikredaktør spurgte ham, hvad musikere egentlig tænker på under en koncert? Han føler sig som i en kuppel, fortalte det unge talent. Man er til stede, men i sit eget rum.
Hold øje med konkurrencen næste år. Få din datter eller søn meldt til god tid.
Eller trop op i Tivoli og hør næste generation gøre alle fornemmelser af mismod og forfald til skamme.
