112 minutter og 16 sekunder

Det tager nøjagtigt to timer at læse Mette Moestrups nye digtsamling. Her er, hvad lyrikeren selv kan fortælle på den samme tid - bl.a. om at opstille regler for sine tekster, om at være en outsider i Nordjylland og om at finde grønlænderen i sig selv.

112 minutter og 16 sekunder - 1
Mette Moestrups nye digtsamling hedder »kingsize«, med vilje stavet med lille k, for »bogen er lidt selvkritisk over sin titel,« som hun siger. Berlingske Tidendes anmelder, Jørgen <br>Johansen, giver fire <br>stjerner her på siden og byder »velkommen til forundring, forvildelse og fascination.«<br>Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

»Jeg er rimelig nørdet med regler,« siger Mette Moestrup.

»Det kan være alfabetisk ordning af linjer. Eller at alle sætninger slutter med et tal. I digtet »Primitiv/privat« måtte jeg ikke lave en masse litterære referencer. Sådan er det. Hvis et digt spænder ben, så spinder jeg det ind i regler.«

Mette Moestrup kigger ud ad vinduet, mens hun piller en krøllet »Rocky Mountain« ud af sin pakke.

Klokken er 10.45. Vi har snakket sammen en halv time, og er nået til strukturen i Moestrups aktuelle digtsamling »kingsize«. Med vilje stavet med lille k, for »bogen er lidt selvkritisk over sin titel,« som dens mor siger det.

Men lad os spole lidt tilbage. Hen over snakken om turen til Grønland og de sindrige regler, der har gjort den danske digter i stand til at skrive 36 nye digte. Lad os begynde med Mette Moestrup.

Hun er født i 1969 og opvokset i den nordjyske landsby Sdr. Harridslev, hvor hun skrev digte og historier med rød farve i den gamle skrivemaskine.

»Jeg skulle helt hen i puberteten, før det gik op for mig, at det ikke var alle, der gik og skrev. Jeg troede, at det var helt normalt, og at man bare ikke rigtig talte om sine skriverier. På den måde var jeg meget anderledes,« husker Mette Moestrup og understreger, at hun blev godt socialiseret af sine klassekammerater.

»Jeg kunne nemt blive lidt for meget. Den dag i dag er jeg vældigt rastløs, jeg har så meget energi, der skal fyres af. Nu har jeg fundet ud af, at skrivningen er det bedste match til den rastløshed.«

Altid fremmed
Den følelse af fremmedgjorthed, der forplantede sig i den skrivegale teenager, sidder der stadig.

Selv om hun troede, at den ville forsvinde, da hun flyttede til Århus og senere kom til København, gik det lige modsat. I de danske storbyer fik Mette Moestrups accent folk til at forvente en særlig jordbundethed fra hendes side.

Som om hendes oprindelsessted havde støbt hende ind i en særlig form af sindig ro og sløvsind.

Følelsen af fremmedgjorthed blev kun endnu større, da hun som 19-årig rejste til Afrika.

»Det påvirker mig ufatteligt meget. Altså denne opdagelse af, at jeg var hvid. Det er der mange, der aldrig finder ud af. Hvis du bare bor på Amager og tager på charterrejse en gang imellem, så får du aldrig denne fornemmelse af at se forkert ud. Du får ikke et uskyldstab i forhold til din egen race,« siger Mette Moestrup, der stadig er meget optaget af etnicitet og tilhørsforhold.

»Bag alle de andre spørgsmål i det jeg skriver, ligger der et tema om sammenhæng og oprindelse. Når du træder ind i et rum og møder mig, så udgør vi en sammenhæng, som havde set helt anderledes ud, hvis du havde været en muslimsk mand eller en gammel dame. Derfor kan man ikke tale om oprindelse som en konstant. Det er en foranderlig størrelse.«

Mette Moestrup nævner et eksempel. Sidste efterår blev hun inviteret til lyrikfestival i Grønland. Her blev hun for anden gang slået af sin races historie.

»Ens krop og etnicitet betyder pludselig en hel masse, når man står der med en hue, der står Grønland på. Koloniseringen er jo ikke kun en del af deres historie. Det er også en del af mig. Vi taler altid om, at grønlænderne skal finde det danske i sig selv, men vores historie går vel begge veje. Der må også være noget grønlænder i mig,« fortæller Mette Moestrup, som sagtens kunne forstå øboernes dilemma og følelse af at blive revet op med rode.

»I og med at jeg kommer fra landet, så kunne jeg sagtens genkende hele bevægelsen fra det rurale til det urbane, som vi har kastet grønlænderne ud i. Nogen har sagt, at hvor der er krise, er der historie. Jeg ved sgu ikke om det passer, men der opstod i hvert fald en meget direkte skriveproces. Allerede to måneder efter at jeg kom hjem, sad jeg og skrev på mit grønlandsophold.«

Sådan er det med Mette Moestup. Hun skriver på det, hun oplever.

På sine egne tanker og erfaringer. Hendes tekster nævner både Yoko Ono og Sapho. De er opflasket af lige dele popkunst og litteraturforskning.

Mette Moestrup fortæller om det lyriske jeg. Hun sætter ord på den person, hun mener, at jeg'et afspejler. To minutter senere tænder hun en smøg og fastslår, at hun altså heller ikke er bange for at skrive om menstruationsblod.

»Da jeg var lille, læste jeg både tegneserier og digte. Og i dag kan jeg virkelig godt lide at se en dårlig TV-serie. Eller »Extreme Makeover« på TV3. Og så læser jeg en svensk digtsamling bagefter. Os, der er opvokset i 70erne, har fået den blanding ind med modermælken. Det er der ikke noget mærkeligt i,« siger hun og kigger på uret.

Klokken er 11.55.

Endnu en samling
Mette Moestrups nye digte i »kingsize« handler ikke kun om oprindelse. I virkeligheden er teksterne begyndt et helt andet sted.

»Nogle af de første ting, jeg begyndte at interessere mig for, var farverne pink og rød. De signalerer både kærlighed, stop og red light-district. De er forbundet med kærlighed, sex og noget farligt. Det interessante er jo blandt andet, at du aldrig vil kunne forklare en farve for en anden person. På den måde kan man komme tæt på hinanden med sproget, men der vil altid være en afstand,« forklarer Mette Moestrup, der i virkeligheden var i gang med en ph.d.-grad, da hun fandt ud af, at hun ville satse på skriveriet.

»Jeg er et meget stort æggehoved. Jeg har læst og læst. Jeg ved en hel masse om det lyriske jegs historie,« som hun fortæller.

Alligevel vil hun ikke kaldes systemdigter. Hendes viden om litteratur, og hendes mange regler bygger på følelser. Det er derfor, hun nørder med reglerne. Det er nogle bløde systemer, der puffer arbejdet i gang.

Først når hun synes, at digtene lever et eget liv, får de lov at komme med i en samling.

»Naia Marie Aidt har engang sagt, at et godt digt skal være ligesom at få en lussing, men jeg synes også godt, at det kan være ligesom at sidde meget, meget lang tid i en båd, der vugger. Men hvis du spørger, hvad et godt digt kan, må jeg svare, at det må de selv fortælle mig, når de er klar. Når de er kommet gennem reglerne og ud på den anden side.«