11 klassikere af Woody Allen

I denne uge havde Woody Allens film nummer 47, Café Society, dansk premiere. Vi har udvalgt 11 klassikere.

Foto: Julien Warnand. Instruktøren Woody Allens ankomst til Cannes Film Festival 2016.
Læs mere
Fold sammen

Blue Jasmine (2013)

Cate Blanchett indkasserede en Oscar for sin rolle som jetset-overklassefruen, der falder fra tinderne, da hendes mand ryger i fængsel for økonomisk kriminalitet, og hun må søge tilflugt hos sin søster. Filmen har elementer af Allensk humor med vittige dialoger og morsomme udbrud af akutte overklasse-traumer, men tragedien i det hele gør den til en mørk affære, der kalder på eftertænksomhed.

Midnight in Paris (2011)

Et kommende ægtepar er på ferie i Paris, hun bruger dagene på shopping med sine forældre, mens han trasker gaderne tynde efter inspiration til sin roman. Og bliver en nat hvirvlet tilbage til 1920ernes Paris, komplet med jazz, inspirerende kunstnere og en berusende forelskelse. Nutid og drømme om fortid pakket ind i magisk pariserstemning.

Vicky Cristina Barcelona (2008)

Filmen om to unge amerikanske kvinder, der på en ferie til Barcelona forelsker sig i en lidenskabelig kunstner, betød en Oscar til Penélope Cruz for sin kvindelige hovedrolle og en Golden Globe for bedste film til Woody Allen. Fortjent, for filmen er spot-on personportrætter og – ikke mindst – humor med dybde om konceptet ferieflirt.

Match Point (2005)

En tidligere professionel tennisspiller, der nu fungerer som tennislærer i en eksklusiv klub, skal giftes med søsteren til ejeren af klubben – men indleder samtidig en hed affære med ejerens kone, spillet af Scarlett Johansson. Filmen foregår meget atypisk Woody Allen i London og er en thriller – men også en underholdende sag om det mørke i mennesket, der kan opstå, når man bliver for opslugt af sine forbudte lyster.

Alle siger I Love You (1996)

En musical-komedie spækket med stjerneskuespillere – og Allen selv – om en klan af velhavende (og mere eller mindre neurotiske) Manhattan-borgere med konflikter og koks i livet og kærligheden. Ingen af de medvirkende, og Allen mindst af alle, er store sangtalenter (helt bevidst), men underholdningsværdien er stor.

Radio Days (1987)

Et nostalgisk tilbageblik til gamle dage, nærmere bestemt til radioens storhedstid, hvor man med den som omdrejningspunkt følger en jødisk dreng i Rockaway Beach i Queens, New York anno 1942. Historien er en mosaik af humoristiske anekdoter om hverdagslivet mikset med ditto om de legender, radioen bragte ind i arbejderhjemmene – krydret med udødelige radioklassikere.

Hannah og hendes søstre (1986)

Woody Allen mestrer i filmen om tre søstre og deres midtvejs-kriser den svære kunst at begå en film, der er skarp uden at være ond, varm uden at være kvalmende, og ærlig uden at være skinhellig. Og ikke mindst sjov uden at være plat. Lidt af en bedrift i en film om tre kvinder, der på kryds og tværs er romantisk involveret med hinandens mænd og eksmænd – og det hele afsløres under en Thanksgiving-middag.

Manhattan (1979)

En desillusioneret forfatter i 40erne har en affære med en 17-årig og forelsker sig samtidig i sin vens elskerinde. Et forholdsvist ordinært plot til en komedie - men filmen er alligevel en ener på grund af cinematografien. Den er filmet i sort-hvid og med en unik brug af lys og skygge i optagelserne af New York, der gør det næsten umuligt ikke at blive smittet bare en lille smule af Woody Allens dybe kærlighed til byen.

Mig og Annie (1977)

Da Woody Allen vandt en Oscar for komedien Annie Hall, som originaltitlen er, blev det reelt startskuddet til hans karriere. Filmen er spækket med intellektuel vid, genial dialog og kulturelle referencer til 70erne. Og så er der en smittende kemi mellem de to hovedpersoner – Allen selv i rollen som den neurotiske jødiske komedieforfatter fra New York og Diane Keaton som den boblende sangerinde fra Wisconsin.

Mig og Bogart (1972)

Humprey Bogart har en væsentlig birolle i denne komedie om en mand, der, da hans kone vil skilles, søger hjælp hos sit store idol Bogart, som jævnligt materialiserer sig for at råde ham om livet. Der er mange referencer til Casablanca, så en god idé at have set den for nylig.

Mig og moneterne (1969)

En af de første film fra Woody Allens hånd er en parodi i dokumentarisk form om vaneforbryderen Virgil Starkwell (spillet af Allen), fra hans traumatiske barndom til de evindelige ture i fængsel. Vær forberedt på en skøn blanding af action, filmdialog, en alvidende fortællerstemme og interviews med Starkwells omgangskreds.