11 inspirationer til Trentemøllers nye album

Sangskriver, musiker og producer Anders Trentemøller er tilbage med sit fjerde album »Fixion«. Læs her, hvad der har inspireret ham.

Anders Trentemøller fortæller om, hvor han har fundet inspiration til sit nye album. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

01 Mit klaver

»Det er der, jeg skriver mine sange, inden jeg tager dem i studiet. Akkorder, melodier, basgange. Før i tiden optog jeg altid mine små idéer på en båndoptager eller iPhone, men nu har jeg fundet ud af, at hvis jeg kan huske melodien og akkorderne næste morgen, så har jeg fat i noget, der er værd at arbejde videre med.«

02 Ensomheden

»Jeg kan rigtig godt lide at arbejde alene og have ro omkring mig. Men denne gang har det været ret ekstremt, fordi min kæreste er flyttet til Brooklyn for at arbejde som arkitekt. Jeg elsker ensomheden, men den kan også være en udfordring og trække tænder ud, når man ikke har nogen at sparre med.«

03 New York

»Jeg har lavet tre-fire af numrene i New York, hvor min kæreste bor, og vi har en lejlighed. Når jeg tager derover, er mit setup meget nedbarberet i forhold til mit rigtige studie – en laptop, et par keyboards og nogle effektpedaler – og de begrænsninger tvinger mig til at tage nogle andre valg. Som en slags kreativt benspænd. Det har fungeret godt.«

04 Analoge synthesizere

»Lige da jeg gik i gang med den nye plade, købte jeg to gamle analoge stringer-synthesizere fra 70erne: Roland RS 202 og Hohner String Melody. Det var dem, Joy Division brugte på »Love Will Tear Us Apart« – de kan kun dén lyd, men det er virkelig en lyd, jeg elsker. Jeg har været nødt til at holde lidt igen for ikke at plastre pladen helt til.«

05 Gåture ved strande

»Mit hus og studie ligger fem minutter fra Amager Strand. Jeg har startet mange morgener med at gå en tur derude og opleve den tomhed og stilhed, der kan være især om vinteren. Og så er det jo enormt dramatisk med den store åbne himmel. Den følelse tog jeg med mig i studiet.«

 

06 Marie Fisker

»Marie Fisker tegner pladen ret meget. Hun er med på fire numre og har haft et nummer med på de sidste to plader og synger også med mig live. Vi arbejder virkelig godt sammen og jeg kan bare godt lide hendes stemme mixet med min musik. På den forrige plade var der mange forskellige sangere – denne gang ville jeg forsøge at holde det til en enkelt stemme. Jeg endte dog med tre.«

07 Jehnny Beth

»Da jeg undervejs fik tilbudt at mixe Savages’ nye plade, havde jeg en skitse til et uptempo nummer, som jeg kunne høre ville passe vildt godt til Jehnny Beth (forsanger i Savages, red.) »River And Me« hedder nummeret. Jehnny besøgte mig to dage i studiet, hvor vi både lavede det nummer færdigt og skrev et helt nyt – »Complicated« – som også er med på pladen.«

08 Mit hus

»Jeg har boet lige overfor Mændenes Hjem på Vesterbro i flere år, men nu bor jeg i hus med 800 meter til vandet. Her kan jeg slappe af og være mig selv. Jeg har en have, jeg kan gå ud i, og sidste år slæbte jeg faktisk alt mit gear ud på terrassen. Det kom der to numre ud af.«

09 Konstruktiv aggressivitet

»Jeg kan hurtigt komme til at producere det hele ihjel, gøre alting snorlige og indstille alt helt perfekt. Når det er ved at ske, kan jeg godt lide at lægge noget ind, der river eller kradser lidt i den pæne overflade. Andre gange har jeg været frustreret over, at noget ikke har fungeret, og så brugt den energi til at lave et nyt nummer, hvor jeg virkelig giver los.«

10 Efteråret

»Er den årstid, jeg elsker allermest. Jeg har et stort træ udenfor vinduet i mit studie, og jeg elsker det bare. Farverne, duftene. Der er noget melankolsk over det, men det er ikke trist på nogen måde. Lyset sætter mig i en helt bestemt stemning. Og det er kun blevet endnu tydeligere, nu hvor jeg er flyttet ud på Amager.«

11 At skære ind til benet

»Jeg sætter normalt ikke dogmer op for mig selv. Jeg kan bedst lide at holde alt åbent, når jeg går i gang. Det skal nok komme til at lyde som mig, ligemeget hvad jeg gør. Den eneste regel, jeg satte op for mig selv denne gang, var at skære mere ind til benet i sangskrivningen og produktionerne. Jeg har skåret rigtig meget væk i mange af numrene og forsøgt at give vokalerne mere plads.«

Sangskriver, musiker og producer Anders Trentemøller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.