100 unge til musikkonkurrence

Ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence konkurrerer man ikke mod hinanden, men først og fremmest med sig selv. 100 unge talenter mødes i denne weekend til fredelig kappestrid. Se denne longread fra dagens konkurrence.

Peter Martin Kappel på 16 år har spillet klarinet i seks et halvt år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var både tradition og fornyelse på førstedagen af Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, som i denne weekend afvikles for 43. gang.

Traditionen, der ikke bliver rørt ved, er konkurrencens særlige koncept, hvor det ikke gælder om at vinde over de andre, men først og fremmest om at vinde over sig selv. Det er den enkelte unge musikers egen tekniske og kunstneriske udvikling, de seks professionelle dommere især lægger vægt på, når der uddeles guldmedaljer, 1., 2., 3. præmier eller diplom til deltagerne.

Nyt er til gengæld stedet for konkurrencen, der efter 42 år på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium er flyttet til Københavns Musikskole i Den Brune Kødby. Et skifte, der generelt vakte tilfredshed – bortset fra, at en del havde haft svært ved at finde den nye adresse. De mindre rammer giver større intimitet og bedre mulighed for samvær med de øvrige deltagere.

Deltagere fra Færøerne

Konkurrencens førstedag var bl.a. præget af de mange tilrejsende fra Færøerne. Hele syv unge talenter havde i år gjort turen til København sammen med familie og musiklærere. Én af dem var 12-årige Var Iversen Lindeskog, der kom med sin mor, Eydna, og sin cello for at spille en sonate af Henry Eccles.

Var har spillet cello lige siden 1. klasse. Hendes folkeskole i Thorshavn har integreret det finske undervisningssystem »Colour of strings« i undervisningen, hvilket bl.a. betyder, at eleverne får musikundervisning i skoletiden fire ud af ugens fem skoledage.

»Jeg synes, det er dejligt at lave noget andet end almindelige skolefag ind imellem. Og det er rart at kunne spille tidligere på dagen, mens man er frisk, i stedet for at vente til efter skoletid,« siger hun.

Nu er hun også begyndt i musikskolen og spiller desuden både i kammerorkester og i ungdomssymfoniorkester. Men det er første gang, hun deltager i Berlingskes Musikkonkurrence.

»Jeg er da lidt spændt,« lød det, inden hun gik på scenen.

Dommer var selv deltager

Kim Bak Dinitzen var kun syv år, da han i 1970 for første gang deltog i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence på sin lillebitte cello. I dag er han solocellist i Det Kongelige Kapel og nyt medlem af musikkonkurrencens dommerpanel.

»Jeg var med i konkurrencen flere år i træk, det samme var mine søskende John og Pia, og i 1973 spillede vi sammen som en trio og fik talentprisen sammen,« mindes han.

»Så det er da rigtig sjovt at sidde her som dommer nu, og jeg synes, der er meget at glæde sig over, når man hører de unge spille. En konkurrence som Berlingskes er en vigtig del af udviklingen for unge, der spiller musik. Et pejlemærke, hvor man kan måle sig selv. Jeg husker, at vi dengang lagde meget vægt på at være med – og vi syntes også, det var enormt sjovt at deltage.«

Den flotte saxofon

Celloen er ét af de populære instrumenter blandt de unge musikere. Det samme gælder violin, klaver, tværfløjte, obo og klarinet, mens f.eks. basun, trompet og saxofon hører til de mere sjældne.

At 13-årige Morgan Højer i sin tid valgte altsaxofonen som sit foretrukne instrument, var da også lidt af et tilfælde.

»Det var i 2007, hvor jeg var med mine mine forældre i København for at købe et klaver. Og lige ved siden ved siden af klaveret stod der en altsaxofon, og den var bare så flot,« fortæller han.

Forældrene købte klaveret, og Morgan begyndte også at spille på det, men han kunne ikke glemme saxofonen.

»Så da jeg blev ni år og gammel nok, begyndte jeg på den også,« siger han.

I dag spiller Morgan både klassisk, jazz og rock på sin saxofonh. Han har spillet på Strøget og ved forskellige festivaler og andre arrangementer og på den måde tjent penge til det instrument, han har nu. Men op til konkurrencen har han først og fremmest øvet sig på det stykke af Alexander Glasonov, han deltager med. To timer hver dag i hele påskeferien.

»Men jeg synes faktisk også, det gik rigtig godt,« siger han efter at have spillet for de seks dommere.

92-årig grundlægger

Der er plads til 300 tilskuere i Københavns Musikskoles koncertsal, der med sin runde form og særprægede yderbeklædning har fået kælenavnet »Bæltedyret«. De fleste tilskuere er i sagens natur deltagernes familie, venner og musiklærere, men også andre musikinteresserede finder hvert år vej til arrangementet, som man kan overværes helt gratis.

Lørdagens yngste på tilskuerpladserne er kun fem uger gamle Solrun, hvis storesøster Jonhild deltager med sin cello. Blandt de ældste er 92-årige Werner Mårtensson, der som underdirektør i Det Berlingske Officin for 43 år siden var med til at grundlægge den klassiske musikkonkurrence. Og han følger stadig med stor interesse konkurrencen sammen med sin hustru, Ellen-Margrethe.

»Vi har bl.a. hørt nogle meget dygtige klarinettister i dag og ikke mindst en bare 11-årig violinist, som også var rigtig god. Det er jo netop de helt unge, som konkurrencen er grundlagt for og som den kan hjælpe på vej,« siger han.

»Så godt jeg kunne«

Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence henvender sig til børn og unge under 17 år. Derfor er det sidste gang, Peter Martin Kappel kan deltage. Han er 16 år og har spillet klarinet i seks et halvt.

Det er anden gang, han deltager. For to år siden fik han 2. præmie. Målet i år, hvor han spiller et stykke af den ret ukendte franske komponist, Joseph Edouard Barat, er helt klart en guldmedalje.

»Men det vigtigste for mig er, at jeg selv synes, jeg lykkes med at gøre musikken spændende og interessant at høre på. Så kan det godt være, der kom et par tekniske fejl – der var bl.a. et sted, hvor jeg pludselig glemte, at jeg skulle spille. Det kan godt ske, når man er lidt nervøs og adrenalinen pumper,« siger han.

»Men alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg gjorde det i hvert fald så godt, jeg kunne.«


Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence fortsætter i morgen, søndag, på Københavns Musikskole, Staldgade 29, fra kl. 9-ca. 17. Præmielisten offentliggøres på b.dk søndag aften, mens selve præmieoverrækkelsen finder sted ved finalekoncerten i Tivolis Koncertsal tirsdag den 20. maj.