100 års flersomhed

Christian Mørk Fold sammen
Læs mere

De for tiden så populære strømninger, hvor man ønsker at brænde kompromis-staten ned til grunden, er ikke nye. Drømmen om et myrde eliten og vende tilbage til bondepige-smil er ældre end Alfred Dreyfus’ knækkede sværd.

Mange har glemt, at Europa for 100 år siden stod i en krise, hvis højeste røster sagde det samme. Ja, man beskriver endda i store danske morgenaviser de mest ekstreme populisters ideer som værende »friske« og »nye.« Det gjorde pressen nu også dengang. De var så friske, at de førte til en ny verdenskrig.

Frankrig, der snart skal vælge mellem en vejrbidt veteran fra kulturkrigens skyttegrave og en mand så ung, at han ligner en flaskedreng i Netto, var slidt itu af Første Verdenskrig. Højrenationale organisationer såsom det antisemitiske og monarkistiske Action française havde allerede dengang i årtier sat deres version af fædrelandskærlighed i højsædet. De omtalte den uskyldigt spiondømte franske officer Alfred Dreyfus ikke blot som forræder, men som »jøden Dreyfus.« Og de omtalte enhver modstander som nogen, der ikke var patriotisk nok.

(Action française var i gang længe før en giftgasset korporal Hitler kuppede samme type parti i Tyskland og begyndte at ælte det igennem. Og dets indflydelse gjorde det lettere for den nazi-kollaborerende Vichy-regering senere at arrestere tusindvis af franske jøder i hele landet og sende dem til gaskamrene. Siger det bare.)

Deri ligger blandt andet kimen til Frankrigs vanskelige afmontering af en oldgammel kulturel antisemitisme, der med tiden også har bredt sig som en videre defineret afsmag for dem, der ikke er franske nok, som en afgrænsning af noget, der ses som udefrakommende. Og historien ligger stadig lunt i munden. En regionspræsident fra det nu så vingeskudte franske socialdemokrati, Georges Frêche, sagde i 2010 om et medlem af sit eget parti, Laurent Fabius, at »Hans tryne ser nu ikke særlig katolsk ud,« hvilket på klart fransk betyder: jøde. Outsider. Folk fra Languedoc-Roussillon-området trak på skuldrene og sagde, nå ja, pyt. Frêche er en af vore.

Og nu står så Frankrig, med os andre som glopublikum, ved en gammelkendt korsvej, der trods alt er til at føle på, og som betyder noget:

Vi kan enten få en tilsyneladende grønskolling, der som 1920’ernes politikere fortvivlet vil prøve at rimpe sammen på det europæiske kontinent, så vi igen kan få 100 års flersomhed i et system, der nok er gennemhullet og kompromitteret, men mindre skidt end at stå alene med elendigheden.

Eller også kan vi få en taktisk dreven Le Pen, der som i fortiden allerede nu angriber Machon for ikke at være, ja, De gættede rigtigt, patriotisk nok. De snart så lukkede grænser er ikke kun et muslimsk problem, må man forstå, men et spørgsmål om at sikre Frankrigs overlevelse og lukke sig inde. Og så kan man forøvrigt få en kylling i hver gryde. Som i gamle dage. Og krydre med 100 års ensomhed. Hvis altså man er katolsk nok.