100-året for henrettelsen af Joe Hill: Manden der aldrig døde

I dag er det 100 år siden, at sangskriveren og aktivisten Joe Hill blev henrettet i Salt Lake City. Forud var gået anklager om dobbeltmord og en skandaløs rettergang, som selv USAs præsident blandede sig i. Men allerede kort efter, kuglerne havde gennemhullet Hill, genopstod han. Som legende, arbejderklassehelgen og symbol på systemets kulde.

Hans egentlige navn var Joel Emmanuel Hägglund. Men for at amerikanerne ikke skulle få ham galt i halsen, kaldte han sig først Joseph Hillstrom og siden det endnu mere mundrette Joe Hill. Foto taget efter arrestationen i Salt Lake City i 1914. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er en overskyet morgen. Træerne har for længst tabt deres blade, og de sorte grene er som krakeleringer i den grå himmel. Det er vinter, det er koldt, men en flok mænd i sorte frakker har alligevel samlet sig og ser ind mod murene, der udgør Utah State Prison.

Om de hører skuddene fra henrettelsespelotonen, eller den dødsdømte, der som det sidste råber »Go on, fire!«, er ikke til at vide. Det røber fotografiet fra The Salt Lake Tribune ikke.

Men henrettelsen 19. november 1915 i Salt Lake City gjorde i hvert fald ikke Joe Hill tavs. Tværtimod.

Sangeren, sangskriveren og aktivistens budskaber blev blot endnu mere udtalte, og allerede dagen efter, de fire projektiler ramte hans bryst, skriver The New York Times profetisk, at hans død »vil gøre ham til en større trussel mod den sociale stabilitet, end hvis han var levende«.

Og videre, at »der vil vokse en revolutionær gruppe frem, der helt oprigtigt tror, at han døde som en helt og som en martyr.«

Sådan gik det. I USA kendes Joe Hill i dag som The man who never died og er et levende billede på det bløde menneske i det kolde system. Også kunstnere har siden henrettelsen set Joe Hill som en sådan metafor:

John Dos Passos og Kerstin Ekman har skrevet om ham, Bo Widerberg instruerede en film, og alle fra Bruce Springsteen over Billy Bragg til Woody Guthrie har sunget om ham eller fortolket hans sange.

Og måske er det særligt andre musikere, der har holdt ham levende. Ikke mindst Bob Dylan der i sine memoirer fortæller, hvordan han lod sig inspirere af Joe Hill, og mente, at han var uskyldig, at han »havde lyset i sine øjne« og derfor lever videre. Eller som Joan Baez så smukt synger det: »I dreamed I saw Joe Hill last night, alive as you or me«.

Rejsen til Amerika

Joe Hill bliver født i 1879 i Gävle i Gästrikland, 150 kilometer nord for Stockholm. Eller det hedder han ikke endnu. Han døbes Joel Emmanuel Hägglund og er det tredje barn i en flok på ni. Faren er billetkonduktør ved jernbanen, og hjemmet fattig og religiøst.

Når kirken ikke kalder, arbejder børnene også, og Joel skovler blandt andet kul og hjælper til på en rebfabrik. Men 12 år gammel får han tuberkulose i hud og knogleled, og lægerne forsøger at kurere ham med røntgenstråler. Det lykkes ikke i første omgang, og han modtager derfor flere voldsomme behandlinger, som efterlader ham med ardannelser i ansigtet og på halsen. Det skal siden føre ham ind foran henrettelsespelotonen på den anden side af Atlanten.

Men det er Joel endnu lykkeligt uvidende om hjemme i huset på Nedre Bergsgatan, hvor de synger og spiller, og hvor han har flair for begge dele. Det kan han også mærke på reaktionerne, da han optræder ved et arbejdermøde.

Men hvor Joel undgik døden, tager den tre af hans søskende og senere hans far og hans mor. Den decimerede søskendeflok må nu stå på egne ben, og sammen med en af sine brødre og mere end en million andre svenskere – sådan som Vilhelm Moberg har beskrevet det i romanklassikeren »Udvandrerne« – vælger Joel at søge et bedre liv i USA.

New York er intet paradis

På tredje klasse sejler de to brødre mod en fremtid, der umuligt kan være værre end den hjemme i det ludfattige Sverige, og i oktober 1902 ankommer de til New York. Det er ikke noget paradis.

Joel kan ikke meget andet end det rudimentære engelsk, han har lært i KFUM-huset i Gävle, og kan kun få job som spyttebakkerenser på beværtninger, ironisk når han nu selv var afholdsmand, og som resten af det pjalteproletariat, der vokser frem, rakker han rundt efter forefaldende arbejde.

Hvor Joel præcist rejste hen, er uklart. Dengang kunne man leve et liv fyldt med hvide pletter. Men det fremgår af postkort, han sender hjem til Sverige, at han har været overalt i USA og arbejdet som skovhugger, havnearbejder og landarbejder. Altid stenhårdt, fysisk arbejde og som del af den slavehær, arbejdsgiverne kunne presse langt ned i løn, fordi den var så stor.

Det er sandsynligvis også forarmelsen, der tænder Joels indignation og leder til de sange, han skriver i protest, og som beskriver kapitalismens grusomhed fra arbejderens synsvinkel.

Han melder sig også ind i Industrial Workers of the World og begynder at synge sine sange til deres strejker. Og pludselig kan han høre 40.000 af forskellig nationalitet synge hans ord på melodier, han ofte baserer på dem, Frelsens Hærs orkester spiller foran suppekøkkenerne.

Det betyder, at arbejderne begynder at synge hans sange i madkøerne, og hans budskaber spredes og gentages på den måde langt ud over hans egen rækkevidde. Ret genialt.

Og et sted i alt dette ændrer han sit navn. Først til Joseph Hillstrom og siden til Joe Hill. For at alle skal kunne udtale det, men måske også, det mener nogle biografister, for at undgå politiet, som ikke er glade for ham.

Ikke kun fordi han vækker proletariatets uretfærdighedsfølelse, men også fordi han måske, måske ikke, har begået småkriminalitet for at overleve.

»Nu har vi dig!«

Foreningen af Joe Hills indignation og sangskriverevner gør ham til en politisk magtfaktor, og han benytter sig ofte af svidende ironi. Som i »The Preacher and the Slave«, hvor han blandt andet synger »You’ll get pie in the sky when you die«, der stadig er en brugt talemåde i USA.

Andre sange, som synges til de store demonstrationer og i dag er klassikere, er »The Tramp«, »Workers of the World, Awaken!« og »Rebel Girl«. Og hvor der på beundreren Woody Guthries guitar står »This machine kills fascists«, kunne der have stået »This machine kills capitalists« på Joe Hills. Det er dem, han kæmper imod; det er mod dem, han retter sine sange og sin stemme.

Men om han også bruger rigtige våben, dét er det store tvivlspørgsmål. Eller rettere: Er han den ene af de to maskerede mænd, der 10. januar 1914 går ind i en slagterbutik, som ejes af en tidligere betjent? Han og hans ene søn bliver skudt, og den anden søn kan bagefter fortælle, at en af morderne råbte »We’ve got you now!« inden han skød. Det er en henrettelse, ikke et røveri, og kasseapparatet står urørt tilbage.

Politiet afhører fire mistænkte, men lader dem gå. I stedet får de en henvendelse fra en læge, der på mordaftenen har behandlet Joe Hill for et skudsår. Herefter er han hovedmistænkt for dobbeltmordet.

Indblandet i et opgør om en kvinde

Han erklærer sig uskyldig og siger igen og igen, at han har været indblandet i et opgør om en kvinde. Hans chauffør på hjemtransporten fra hospitalet fortæller dog, at Hill undervejs bad ham stoppe vognen, hvorefter han måske smed en pistol fra sig.

At Hills ven, Otto Appelquist, er forsvundet, forstærker kun mistanken: De to har skaffet politimændene af vejen.

Hvad motivet skulle være, er uklart, men et vidne mener at have set ar på den ene gerningsmands hals. Det er alt sammen letbenede indicier, men Hill vil ikke lade andre føre retssagen for sig og vil heller ikke fortælle, hvor han var på mordnatten. Eller med hvem. Han mener også, at retten skal bevise hans skyld og ikke, at han skal bevise sin uskyld.

Han bliver ikke desto mindre dømt til døden, og det er en sag, hele USA taler om. En slags amerikansk pendant til den franske Dreyfus-affære nogle år forinden. Selv præsident Woodrow Wilson blander sig i sagen.

Men hvor Alfred Dreyfus blev frikendt for usande anklager, bliver Hill henrettet på et spinkelt grundlag, og selv om ingen tekniske spor forbinder ham til gerningsstedet.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt det er systemet, arbejdsgiverne, der har lagt en fælde. Fordi Hill simpelthen var blevet for farlig. Men også om, hvorfor i alverden Hill ikke bare fortalte, hvem han var sammen med på mordnatten.

Han sagde selv, at han havde været del af et jalousidrama, hvor han ikke ville involvere de andre. På den tid var utroskab dødsensalvorligt. Men ligefrem værd at dø for?

Bøsse blandt arbejdere

Den nyeste teori i det aldrig hvilende spekulationsunivers fremlægger den svenske forfatter Göran Greider i den aktuelle bog »Städerna der mins Joe Hill«.

Han lancerer en idé om, at Hill måske ikke var sammen med en kvinde på mordnatten, men med vennen Otto Appelquist. Og at de ikke bare var venner, men også elskende. Dét ville Hill aldrig kunne fortælle i retten.

Det ville ikke bare sende ham i fængsel, men også opløse hans troværdighed, ikke mindst blandt medlemmerne af Industrial Workers Of the World, der nok elskede hans sange, men slet ikke var klar til homoseksualitet.

Valget stod altså mellem henrettelse eller et ødelagt ry blandt de mennesker, han levede for, mener Göran Greider. Det er en besnærende teori, men det er også, som Kerstin Ekman har formuleret det, »den slags afsløringer, vi gerne vil høre i vor tid.«

Sandt. Og på den måde spejler Hill hele tiden dem, der ser på ham.

Da Bob Dylan så »lyset i hans øjne«, var det ikke mindst, fordi han var optændt af sin tids arbejder- og protestbevægelse, hvor Hill blev et billede på den lille mand versus systemet, idealismen versus kapitalismen og andet i samme dur.

I dag kan man med god ret sige, at vi i højere grad orienterer os indad, mod private motiver og individuelle hældninger. Seksualitet, misbrug und so weiter. Og dét faktum, at ingen ved, om Hill begik mord, eller hvor han var på mordtidspunktet, holder mytologien i live og holder hele tiden et spejl op foran en ny tid. I det ser vi ham og os selv; vores egen tid og baggrund.

Trods alle de meddigtende uklarheder er det klart, at Hill først og fremmeste brændte for sagen. For de svage. For daglejerne. Og for alverdens fagbevægelser. Derfor blev hans aske også lagt i små kuverter og spredt over hele kloden.

Det var en global kamp, og i et brev, Hill skrev til lederen af Industrial Workers of the World lige inden sin henrettelse, stod der: »Spild ikke tid med at sørge. Organisér jer.«