100 år med den gode smag

Danmark var med til at inspirere, da Tyskland i begyndelsen af sidste århundrede ville udvikle sin formgivning. En stor jubilæumsudstilling i München viser resultatet - og lighederne over grænserne.

Arkitekterne Walter Gropius og Marcel Breuers lokale på Werkbunds udstilling i Paris i 1930. Foto fra udstillingen i München<br> Fold sammen
Læs mere

MÜNCHEN: En dag i 1911, mens det 20. århundrede endnu havde sin uskyldighed, kom en tysk fotograf til Danmark for at tage billeder af en række bygninger. Han var interesseret i nyere arkitektur af bl.a. Carl Brummer (villaer), Hack Kampmann (udvidelsen af Glyptoteket) og Martin Nyrop (Københavns Rådhus). I Berlin dannede billederne, med lignende motiver fra Tyskland, Østrig og Holland, grundlaget for et nyt arkiv, oprettet af det såkaldte Deutscher Werkbund. Formålet var at give tyske fagfolk mulighed for at blive inspirerede, hvilket der øjensynligt var brug for i en tid før internet, lavprisrejser og voldsomt internationalt samkvem.

Deutscher Werkbund er en sammenslutning af arkitekter, kunstnere og industrien, der har eksisteret i 100 år. Nu er der åbnet en meget stor, og meget smuk, jubilæumsudstilling i Münchens elegante designmuseum Pinakothek der Moderne. Her kan man se, hvor tæt forbundne netop tyskerne, østrigerne, hollænderne og danskerne er inden for formgivning. Tyskerne er mere strenge, østrigerne en smule pyntesyge, hollænderne temmelig rå og danskerne formentlig de mest organiske, men i det store hele bevæger man sig inden for samme ramme, i hvert fald fra et vist niveau.

Billigt bras
Sådan har det ikke altid været. Tyskland havde det problem, at man først blev en nation 1871. Indtil da var hver lille provinsfyrste mest optaget af sine egne besiddelser, og det var umuligt at udvikle en arkitektur, som var typisk for hele området. Sådan er det på en måde igen i dag, hvor Tyskland består af 16 forbundsstater, men globaliseringen har udvisket mange grænser, så de moderne fyrster har mindre at sige.

Deutscher Werkbund adskilte sig fra lignede bevægelser i andre lande, f.eks. det britiske Arts and Crafts, ved at anerkende industrialderen. Man var ikke maskinstormer, men kæmpede mod billigt bras. Man ønskede, hvad man kaldte den harmoniske kulturs genopstandelse. I dag ville man sige mere Illums Bolighus og færre tikronersbutikker. Det skulle omfatte alt fra sofapuder til byplanlægning. Det skulle også være eksportfremmende. Tyske produkter burde ikke kun være af fremragende kvalitet, men også se godt ud, mente man.

Fotoekspeditionen til det nære udland var et af de tidlige initiativer, og i 1914 var tre bygninger på en boligudstilling i Köln tegnet af foreningens medlemmer. Belgieren Henry van de Velde, der arbejdede meget i Tyskland, stod for et teater, Walter Gropius deltog med en administrationsbygning og Bruno Taut med et glashus. De to sidstnævnte gik ind for enkle linjer, van de Velde var tilhænger af jugendstil, og det udløste en vældig diskussion. Den viste, at det mere var en forening af indbyrdes modstandere end af ligesindede.

Der var dog ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, endsige det varme vand, én gang til. Udstillingen viser den inspiration, som kom fra udlandet omkring forrige århundredskifte, Charles Rennie Mackintosh fra Storbritannien og Joseph Olbrich fra Østrig er repræsenteret med smukke stole; tyskere som Richard Riemerschmid, der var med til at danne Werkbund, var også ferme. Kiksefabrikken Bahlsen havde allerede i 1904 en indpakning, som blev verdensberømt og stadig er i brug.

Kulturfremstød
Alligevel var der brug for en motor, der kunne udvikle og fremme godt design. Om det var Werkbunds skyld, eller om de enkelte formgivere ville have opnået samme resultater alene, ved man ikke, men det er tydeligt, at der skete noget efter 1907. Især emballager og møbler ændrede sig til det bedre, cigaretæsker og cigarkasser blev små kunstværker, der er intet at sige til, at folk røg som skorstene, når de havde noget smukt at kigge på, og foreningen blev til en slags æstetisk afdeling af det tyske udenrigsministerium. Efter Første Verdenskrig var Tyskland ikke voldsomt populært, men Werkbund-produkter tilstrækkelig upolitiske til, at man kunne sende dem på charmeture. I 1918 viste man dem i Den Frie Udstillingsbygning i København, entreen var 50 øre, men plakaten der er udstillet i München signalerer det modsatte af, hvad man ville: Bogstaverne er store, gotiske og gammeldags. Det svarer til at reklamere for Bang & Olufsen med gammel retskrivning. Det gik bedre året efter i Sverige, hvor plakaten er strømlinet og fremadrettet. I grunden beskriver de to eksempler kampen inden for organisationen nogle ville det traditionelle, andre sprænge rammer.

Da modernisterne havde vundet, og man var i fuld gang med at forenkle og minimere, kom først Adolf Hitler og så Anden Verdenskrig. Man nåede at markere sig på Verdensudstillingen i Paris i 1930 med møbler af stål og glas, der ser ud, som om de var udtænkt for et øjeblik siden. Nazisterne overtog, hvad de kunne bruge og smed resten herunder Bauhaus-bevægelsen, der var nært knyttet til Werkbund ud.

Den danske inspiration
Efter katastrofen, i slutningen af 1940rne, samledes man igen. Deutscher Werkbund blev en del af det nye Tyskland. Forbundsrepublikkens første ledere, præsident Theodor Heuss og kansler Konrad Adenauer, havde været knyttet til foreningen næsten fra begyndelsen og var med på budskabet om enkelthed og klædelig beskedenhed. Folk fra Werkbund tegnede den nye parlamentssal i Bonn og indrettede den tyske pavillon på verdensudstillingen i Bruxelles i 1958. Pavillonen var vanvittig elegant og lignede en million, men det var, fordi man holdt sig til rene linjer og tog afstand fra krummelurer.

Mantraet blev gentaget på en række boligudstillinger i Tyskland, hvor man gjorde en dyd ud af nødvendighed efterkrigstidens lejligheder var små, og der var ikke plads til store møbler. Her blev Danmark igen brugt som inspiration, ikke kun den allestedsnærværende Arne Jacobsen og hans stol 3107 fra 1951, men også den mindre kendte Jens Risom, der gjorde karriere i Amerika. På en stor udstilling i Berlin i 1957 havde Werkbund indrettet en lejlighed til »en udearbejdende dame«, der var en reolvæg med en chiantiflaske i bast og to Risom-lænestole med flettede gjorde midt på gulvet. Man var også optaget af Kristian Vedels sorte og hvide æggebægre af melaminplast.

Da tyskerne først kom i gang kunne de selvfølgelig sagtens selv. Wilhelm Wagenfeld, også aktiv før krigen, tegnede i 1955 et service til Lufthansa, der ligner business class-porcelænet hos SAS i dag. Dieter Rams udviklede alt fra barbermaskiner til musikanlæg for Braun, og Egon Eiermann byggede den nye fløj til den halvt udbombede Gedächtniskirche i Berlin. Man var endda så fremsynet, at man allerede i 1959, i Werkbunds regi, forsøgte at tale for miljø og økologi, fordi man var bange for, at det økonomiske opsving ville tage livet af naturen. Hvad nytter det, at man har gode drikkeglas, når vandet i dem er mere eller mindre giftigt, som den daværende formand sagde.

I dag er der langt mellem de gode arkitekter i Tyskland, og heller ikke inden for brugskunst er man førende. Der bygges hurtigt, effektivt og ikke særlig pænt. Blandt mindre designting er der en masse bras fra Østen. Werkbund burde altså igen have en mission, men måske er tiden løbet fra den slags sammenslutninger, om end den stadig eksisterer. I München kan man se, hvor meget godt det har ført til. Pinakothek der Moderne er et besøg værd.

100 Jahre Deutscher Werkbund. Pinakothek der Moderne, München. Til 26. august.