10. låge: Velkommen til verden, min søn. Kærligst, Sturgill

Hver dag frem til jul peger Berlingskes musikredaktion på de 24 sange, der har gjort størst indtryk i 2016. Bag dagens låge gemmer sig en countrysoul-sang om fædre, sønner og den store kærlighed.

Tønderfestival 2015. Amerikanske Sturgill Simpson på scenen under Tønder Festival torsdag 27. august Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dagens låge fortsætter lidt i samme spor som forleden. Det handler om de nære relationer, om fædre og sønner. Og ikke mindst, hvad det gør ved en, når man ikke kan være sammen med dem, man elsker.

Vi skal til åbningsnummeret fra den 38-årige amerikanske countrysanger Sturgill Simpsons 2016-plade, »A Sailor’s Guide To Earth«. Her sætter den tidligere sømand scenen for resten af pladen, der er en slags alt-hvad-du-behøver-at-vide-om-livet fra Sturgill til hans søn, som blev født nogenlunde samtidig med udgivelsen af gennembrudspladen »Metamodern Sounds in Country Music« (2014).

På »Welcome To Earth (Pollywog)«, som sangen hedder, crooner Sturgill direkte til sin nyfødte knægt:

»Hello, my son / Welcome to earth / You may not be my last / But you'll always be my first.«

Simple linjer. Og sådan fortsætter det faktisk hele teksten igennem. Sturgill er en tænkende countrysanger, men han forkynder også sine følelser og hårdt lærte visdom uden unødvendige svinkeærinder.

»I’ve been told you measure a man / by how much he loves,« synger og fortsætter så med sin uforbeholdne kærlighedserklæring til sønnen. Som samtidig fungerer som en klagesang over alt det, Sturgill går glip af, fordi han er en turnerende musiker.

»When I get home it breaks my heart / seeing how much you’ve grown on your own«.

Det er lyden af en moderne mand, der bruger - og bryder med - countryens traditioner og former for at finde sit eget spor. Det store savn og den blå følelse er klassisk country-repertoire og Sturgills stemmeføring og dialekt skylder en del til Merle Haggard.

Men den mest åbenlyse inspirationskilde her er alligevel nok Elvis Presley. Sydstats-soul-Elvis anno »From Elvis in Memphis«. Sturgill sigter efter samme patos, og transformationen er komplet i det magiske øjeblik, hvor sangen pludselig midtvejs løfter sig i et horn-struttende soul-coda med backing fra The Dap Kings.

Det er kæmpestort! Præcis som kærligheden. Og sangen er ikke bare en gave til Sturgill Simpsons søn. Den er det også til os andre.