1) Skal man være kvinde for at forstå det her?

Så skete det igen.

Jeg sidder med en anmeldelse af Liza Marklunds nye krimi, »Livstid«, som jeg endnu ikke har læst selv. »Mere Femina end feminisme« skriver min kollega Per Krogh Hansen, der har givet bogen to stjerner. Jeg er naturligvis spændt på at læse hvorfor, og der er ingen slinger i valsen, når han går til Marklund og kommer efter hendes skildringer af svenske mænd. Han finder dem stereotype og karikerede, er utilfreds med, at de køns- og magtstrukturer, Marklund langer ud efter, forbliver uanalyserede og på overfladen.

Er det først og fremmest tænkt som underholdning for svigtede kvinder, og kan mænd overhovedet være med her, spørger Per Krogh Hansen. Han føler sig tilovers og har svært ved »at mobilisere forståelse for Annikas store emotionelle rystelser og nedture.«

Og så kommer det: »Men måske er det noget af det, man skal være kvinde for at kunne forstå.«

Der går en ubeskrivelig gysen gennem mig, hver gang jeg læser de ord eller variationer af dem hos mandlige anmeldere. I dette tilfælde forstår jeg slet ikke, hvad det skal til for. Meget præcist giver Per Krogh Hansen udtryk for, at Marklund maler ham op i et firkantet, kønsmæssigt hjørne. Han bliver sat i skammekrogen, alene fordi han er mand. Og det er sgu da et regulært problem, endda et problem der utvivlsomt kan knyttes an til den kritik af »Livstid« som triviallitteratur, som jeg opdagede, anmeldelsen mundede ud i, da jeg var begyndt at kunne fokusere igen.

Men meget apropos køns- og magtstrukturer vælger Per Krogh Hansen ikke at komme ud af skammekrogen ved at tage Marklund på ordet. I stedet kvitterer han med de famøse ord om, at man skal være kvinde for at forstå det her. Og lige præcis den bemærkning kommer man langt med som mandlig anmelder.

Tænk over det. Bemærkningen er på én og samme tid galant og nedladende som i: »Kvinder kan noget særligt, jeg desværre ikke har forstand på,« eller »Kvinder kan godt lide det, men hold kæft, hvor er det dårligt.« Fra den ene yderlighed til den anden er problemet, at så er der ikke mere at diskutere. Vi står med et kvindeproblem, og manden bøjer sig i støvet eller vasker sine hænder. Vupti er Per Krogh Hansen ude af skammekrogen, paradoksalt nok fordi han spiller med på Marklunds stereotyper og lige frem forstærker dem.

For ja, det her er et helt specielt trick, der er forbeholdt mandlige anmeldere. Hvis en kvindelig anmelder skrev: »Man skal nok være mand for at kunne forstå det her,« ville det blot udløse latter eller mild overbærenhed. Latter kan selvfølgelig virke undergravende og afvæbnende, men ment som en spøg får udsagnet ikke den samme effekt. Desuden lurer det pigede, det let underdanige lige om hjørnet, så på ingen måde indtager kvinder noget, der tilnærmelsesvis ligner en magtfuld position ved at bruge tricket.

Tværtimod. Det kunne jo ende med, vi blev nødt til at levere vores eksamensbeviser tilbage. Mænd og atter mænd tegner litteraturhistorien, så hvordan skulle vi kvinder nogensinde kunne forstå den? Litteraturteorien er selvfølgelig også et decideret minefelt af misforståelser. Hvis kvinden vil vide sig sikker, må hun trippe rundt i perifere områder, hvor modeprægede, lyserøde bøger, der sælger ad H til, står side om side med banebrydende litteratur og teori af kvinder, der stadigvæk ikke er indlemmet i kanon.

Nu røber Per Krogh Hansen jo i sin anmeldelse, at han både er velbevandret i Femina og feminisme. Så hvorfor ty til tricket, når man har læst på lektien? Tag dog Marklund på ordet og gå hendes feministiske strategi som forfatter efter i sømmene. Det lader til, hun lever fedt og godt på de stereotyper og magtstrukturer, hun ellers proklamerer, hun vil til livs. Det behøver man vel ikke være kvinde for at kunne vurdere.

Og hvis vi fik gang i dén diskussion, kunne næste punkt på dagsordenen meget passende være den politiske korrekthed, som Marklund, men også en Jan Guillou gemmer sig bag, og som gør det så svært at diskutere deres værd som krimiforfattere.