007 fra A til Z

James Bond har fået sit eget leksikon. 1.728 sider fortæller næsten alt, der er værd at vide om verdens mest berømte agent - inklusive hans danske forbindelser, som præsenteres i tilfredsstillende, men ikke fuldstændigt omfang.

BERLIN: Det var James Bond, der i »Spionen der elskede mig« fra 1977 sagde et par sande og fornuftige ord til en kvindelig, sovjetisk agent af nydeligt udseende. Scenen udspiller sig i et sneklædt bjerglandskab. Russeren, som nærer romantiske følelser, vil ikke give slip på Bond.

»James, jeg har brug for dig,« siger hun. »Det har England også,« svarer 007.

Historien er værd at mindes i en stadigt skiftende verden, hvor alliancer ophører og nye indgås så hurtigt som det tager at læse en gratisavis. Der er noget, som aldrig ændrer sig. Bond. James Bond. Udsending i hendes majestæts tjeneste, en overlever, der slipper af sted med det utroligste, egenhændigt kæmper mod ondskaben og hen ad vejen nedlægger en række repræsentanter for det, der i gamle dage dristigt blev kaldt Det svage Køn.Bond er altså en trofast fætter, i hvert fald over for MI6, den britiske udlandsspionage, om end der med mellemrum indtræder kurrer på tråden, som det let kan ske med en medarbejder, som oftere er i Langtbortistan end i London. Netop disse hyppige rejser kan imidlertid gøre det svært for hans beundrere at følge med - og navnlig at huske detaljer fra hans ovenud dramatiske liv. Men nu er der kommet et godt middel mod uvidenhed og glemsomme hjerner. Et leksikon på 1.728 sider og således væsentlig større end Bibelen. Der er næsten 10.000 stikord. Værket er fordelt på to bind, og det hele er på tysk. Det bør hverken afskrække eller overraske. James Bond er, ud over at være brite, kosmopolit. Desuden har han i filmatiseringer fra 1995 jævnligt kørt en BMW. Alligevel er det overraskende, at det ikke er briter eller amerikanere, men to yngre tyskere, som har taget slæbet og på fem år skrevet den måske ultimative håndbog om en af de mest berømte udøvere af et hemmeligt håndværk. Oprindelig var der planlagt 500 sider. Inden man fik set sig om, var man oppe på 1.500, og da man fik registeret og det løse med, havde man en tryksag, som manden, det hele drejer sig om, med føje kan slynge en modstander i hovedet næste gang han er i knibe. Det vil mindst medføre en hjernerystelse.

Vi andre kan bruge produktet mere efter hensigten - til at dykke ned i det magiske univers, når man ikke lige sidder i biografen eller med en af eventyreren Ian Flemings romaner, der lagde grunden til det hele. Man bliver klogere, selv om man blot tænkte på at blive underholdt. Og man finder ud af, at selv Bond har lagt en udvikling bag sig og står midt i en frigørelsesproces.

Sande Bond-interesserede har allerede set, at der er noget i gang i den seneste film, »Casino Royale«, bygget over Flemings roman og et TV-drama fra 1950erne. Den nye 007, Daniel Craig, er måske ikke en blød mand, dertil er hans overarme for muskuløse, men han er en anden. Han er ikke parfumeret som Pierce Brosnan, væver som Timothy Dalton, morsom som Roger Moore, ligegyldig som George Lazenby eller original som Sean Connery. Han har givet Bond et ekstra lag, en eksistentiel sårbarhed, og han - eller drejebogsforfatteren - har gjort op med forestillingen om, at det altid er en lykke at vinde. Bond ekspederer selvfølgelig De Onde hinsides, men han mister også sit livs kærlighed, og det er et spørgsmål, om verden er blevet væsentlig sikrere at leve i, skønt han med snilde afværger et terrorangreb i Miami.Det kan hævdes, at den nye Bond blev varslet allerede med »GoldenEye« 1995. Agentens chef, den i reglen tålmodige, piberygende M, en ældre herre omgivet af portvinsplettede chesterfieldsofaer, blev udskiftet med en kølig kvinde, der, så vidt man kan se, har møbleret sit kontor med Ilvas stålrørsdesign. Supermagtspillet, hvor man vidste, hvor man havde atomvåbnene, var forbi. Det hele blev mere uberegneligt, med undtagelse af Afrika, hvor vold og våben stadig udgør en del af fundamentet, som man kan se i Craig-filmen. 007 er også underlagt globaliseringens sparekniv. Moneypenny, den opofrende og forelskede sekretær i Ms forkontor, eksisterer ikke i den nye film. Heller ikke Q, spionagens svar på Georg Gearløs, er med. Og Bond fyrer ingen vittigheder af. Han er ligeglad med, om hans vodka-martini er rystet eller rørt. Han slår stadig en proper næve, men der er vigtigere ting på spil. Samvittigheden, for eksempel, og Den højere Retfærdighed, hvilket er kvaliteter, som ikke tidligere har vejet tungt hos Bond. Man fornemmer, at han i dag betragter MI6 som et nødvendigt onde på vej til et idealsamfund, som også den kortvarigt mægtige protestgruppe Attac ville værdsætte.

Læser man et repræsentativt udsnit af leksikonet ser man, at det næppe har været Ian Flemings hensigt at skabe en ikke-rygende humanist, der vil giftes med en tilsyneladende pæn engelsk pige uden overbevisende brystmål. Fleming, falleret Eton-student og succesrig efterretningsofficer under Anden Verdenskrig, var selv en skørtejæger, som heller ikke veg tilbage for andre af livets glæder.

I romanen »Diamanter varer evigt« fra 1956 afslører 007 de foretrukne feminine kvaliteter: »En kvinde, der kan tilberede en bearnaisesauce og elske lige så godt«. Hun må, tilføjes det, »naturligvis også have det, som man almindeligvis kan forlange af en kvinde... gyldent hår, grå øjne, en syndig mund, en fuldkommen figur. Og naturligvis må hun forstå en spøg og vide at klæde sig, hvordan man spiller kort og så videre - det sædvanlige, som sagt.«

Det er svært at være uenig, og det må være denne oprindelige kompromisløshed, samt Bonds skydefærdigheder og gode smag, som har tiltrukket kræfter, der egentlig kunne have beskæftiget sig med andre ting. Den første store Bond-bandit er således ikke canadieren Joseph Wiseman som Dr. No i filmen af samme navn fra 1962, men den tysk-ungarske karakterskuespiller Peter Lorre som Le Chiffre i TV-udgaven af »Casino Royale« otte år tidligere. Lotte Lenya, verdensberømt Brecht-fortolker og gift med Kurt Weill, komponisten til bl.a. »Laser og pjalter«, var en overbevisende sovjetisk oberst i »From Russia With Love« 1963. Det var Lenya, alias Rosa Klebb, der forsøgte at myrde Bond med en giftsprøjte i sin sko.Også den britiske litterat Kingsley Amis, modtager af Booker-prisen, var fascineret af den elegante spion. Amis skrev en større analyse om Bond 1965 og omtrent samtidig - under dæknavnet Robert Markham - sin egen 007-roman, »Colonel Sun«. En anden bondist er Steven Spielberg, der gerne selv ville instruere en 007-film, men foreløbig må nøjes med Rolls-Royce-limousinen fra »Goldfinger« 1964, købt på en auktion for en snes år siden.

Der har altså været rigeligt for leksikonforfatterne at gå i lag med, og resultatet er overordentligt hæderligt, skønt de - som en del andre tyskere - ikke er ferme til engelsk, der trods synkroniseringer er Bonds hovedsprog. Bond-verdenens danske forbindelser præsenteres tilfredsstillende, men ikke fuldkomment. Mads Mikkelsen, Le Chiffre i den aktuelle »Casino Royale«, tildeles et længere kapitel, hans indsats på scener og lærreder i Danmark gennemgås præcist, og det forties ikke, at et dameblad har kåret ham som verdens mest sexede mand. Hans fortolkning af Le Chiffre sammenlignes med den udstråling, tyskeren Andreas Wiesniewski gav sin rolle som KGB-morder i »Spioner dør ved daggry« 1987.

Heller ikke Ulrich Thomsen, sikkerhedschef i »The World Is Not Enough« fra 1999, er glemt. Bond-eksperter sammenligner Thomsens filmdød med briten Anthony Dawsons som professor Dent i »Dr. No«, hedder det. Derimod nævnes Cecilie Thomsens korte, men smukke optræden som dansk sprogprofessor i »Tomorrow Never Dies« 1997 ikke ved navn. »Det er kun betinget rigtigt at betegne figuren som en filmkarakter,« skriver man, noget respektløst. Jesper Christensen, som trods alt ses i den indledende og afsluttende scene af »Casino Royale«, optræder kun i forbifarten.

Det monumentale værk er ikke desto mindre obligatorisk på enhver Bond-entusiasts boghylde. Og 007s visdom gennem tiderne vil leve for evigt. Eksempelvis hans udsagn om skurken i »Spionen der elskede mig«: »Måske har jeg fejlvurderet Stromberg,« siger den daværende livsnyder. »En mand, der drikker Dom Perignon '52, kan ikke være så slem.« Han havde, det er uomtvisteligt, fat i noget væsentligt.»James Bond XXL« af Danny Morgen-stern og Manfred Hobsch. To bind, 1.728 sider. Forlaget Schwarzkopf & Schwarz- kopf, Berlin. 29,90 euro.