TV 2s dokumentarserie »Moskeerne bag sløret« har aktualiseret et klassisk dilemma: I hvilket omfang kan et frit samfund begrænse borgernes frihedsrettigheder for at beskytte den demokratiske orden? I udsendelsen siger imamer bl.a., at shariaens straf for frafald og kvinders utroskab er død og stening.

Debatten rejser principielle spørgsmål. Hvad er forbindelsen mellem ytringsfrihed og religionsfrihed? Bør man skelne mellem ord og handling?

Historisk var udviklingen af først religiøs tolerance og dernæst religionsfrihed forudsætningen for den senere ytringsfrihed. Forfølgelse af anderledes troende var i Europa styret af forestillingen om, at religiøse afvigere udgjorde en fysisk trussel mod samfundet. Tro og ytringer kunne ikke adskilles fra handlinger. Gradvis overtog en ny forestilling om, at religiøs overbevisning snarere var udtryk for tanker end handlinger, og at det enkelte menneskes samvittighed her måtte stå frit.

Debatten om Grimhøj-moskéen har derfor genoplivet et gammelt skisma mellem dem, der mener, at ytringsfriheden skal beskytte enhver meningstilkendegivelse, og dem, der mener, at visse holdninger bør forbydes. Førstnævnte ser ytringsfriheden som en del af tankefriheden, mens sidstnævnte i højere grad ser ytringer som handlinger.

Netop dette skel ses i den aktuelle debat, hvor nogle af dem, som de seneste ti år har agiteret stærkest for ytringsfriheden, når det gælder islam-kritik, nu kræver »ytringsfrihedsrealisme« og forbud mod Grimhøj-moskéen. Det gælder Katrine Winkel Holm – se Berlingske 12. marts – Naser Khader fra Konservative og Dansk Folkeparti.

Skellet har en lang europæisk historie. I Danmark viste det sig i 1849 i en debat i den grundlovsstiftende forsamling mellem Grundtvig og kultusminister Madvig om trosfrihed. Grundtvig protesterede mod, at Grundlovens beskyttelse af religioners »lære« kunne begrænses med henvisning til »sædelighed og den offentlige orden« – selvsamme formulering i Grundlovens §67, som fortalere for en lukning af Grimhøj-moskéen henviser til.

Grundtvig sagde: »Jeg mener, at det er klart, at hvad enten man i den såkaldte statskirke eller uden for denne vil binde lærefriheden dertil, hvorvidt man finder, at læren stemmer overens med sædelighed og den offentlige orden, at da lader man en dør åben til, hvilket øjeblik man vil, at afbryde friheden.«

Grundtvig henviste til Frankrig, »hvor de havde lukket et bedehuus, nu under dette, nu under et andet påskud«.

Madvig afviste Grundtvig:

»Staten kan ikke fordømme og forbyde visse handlinger, dersom den ikke forbyder og fordømmer den lære, overensstemmende med hvilken visse mennesker tillader sig disse handlinger; den kan ikke forbyde, at ægteskabet profaneres, når den ikke kan forbyde den lære, hvorved der siges, at ægteskabet er en vanhellig indretning. (…) Der gives ikke en sådan adskillelse mellem lære og handlinger.«

Den Kolde Krig rejste også spørgsmål om ytringsfrihedens grænser. I 1952 vedtog Folketinget den såkaldte »femtekolonnelov«. Det oprindelige lovforslag indeholdt begrænsninger af foreningsfriheden og forbød indhold, der på usandfærdigt grundlag tillagde regeringen visse synspunkter eller handlinger. Disse forbud blev dog droppet eller modereret, og Knud Thestrup (K) kommenterede:

»I udvalget er vi enige om, at pressefriheden på en gang er et af demokratiets bedste værn og største goder, og at man sjældent gør noget godt ved at forsøge på at indskrænke ytringsfriheden«.

Dermed var etableret en juridisk ramme, der tillod Moskva-tro kommunister at sidde i Folketinget, have højskoler, en avis, forlag og fagforeninger. Det er denne demokratiforståelse, som Rigsadvokatens og Justitsministeriets afvisning af et forbud mod Hizb ut-Tahrir og Grimhøj-moskéen bygger på, da det, »I almindelighed (ikke er) op til retssystemet, men til den frie debat og meningsdannelse at modarbejde og bekæmpe synspunkter til støtte for opgør med samfundets grundlæggende normer og værdier«. En slående modsætning til Tysklands militante demokrati, hvor både nazister, kommunister og Hizb ut-Tahrir har været eller er forbudt.

Et populært retorisk greb mod dem, der lægger afstand til »ytringsfrihed-men«-positionen, går ud på at karakterisere os som naive. »Ytringsfrihedsrealisterne« mener således, at vi undervurderer truslen fra islamister og tror, at frihed er løsningen på alle problemer.

Det er forkert. Ja, vores forsvar for ytringsfriheden bunder i en tro på frihedens potentiale, men også i en erkendelse af, at forbud mod holdninger sjældent er en effektiv måde at bekæmpe dem på. Begrænsning af udvalgte ytringer med ét formål ender ofte med at blive brugt mod en lang række andre ytringer. Eksempelvis racismeparagraffens nylige udvidelse til at omfatte islamkritik og krænkelseslove i autoritære lande som Rusland og Tyrkiet. Der findes også love mod dem, der aktivt bekæmper demokratiet. Folketinget har vedtaget et forbud mod at tilskynde andre til at tilslutte sig væbnede styrker, som kæmper mod den danske stat (læs: IS), det er også forbudt at tilskynde, fremme og (ganske problematisk) billige terror.

»Realisternes« ønske om at forbyde Grimhøj-moskéen lider desuden af manglende konsistens. Katrine Winkel Holm – samt Dansk Folkeparti og Konservative – ønsker at ophæve blasfemi- og racismeparagrafferne. Men hvordan kan man på den ene side ville afskaffe blasfemiparagraffen, fordi religioner ikke skal nyde særlig beskyttelse mod kritik, og samtidig ønske særlige begrænsninger af religiøse ytringer, der ikke gælder for sekulære ideologier?

En af grundene til, at blasfemi- og racismeparagrafferne kritiseres er deres uklarhed. Hvornår er ytringer »forhånende«? Det er der forskellige opfattelser af. Nu vil »realisterne« forbyde ytringer, der krænker »sædeligheden og den offentlige orden« Ikke ligefrem objektive begreber. For kultusminister Madvig omfattede det »profanering af ægteskabet«, andre af Grundlovens fædre trak grænsen ved katolske processioner og »vilde Sværmere, ’Materialister’ og ’andre Secterere’«.

Man må også spørge, om realisterne forventer at blive taget seriøst næste gang, de protesterer over en dom ifølge racismeparagraffen? Mange racismesager omhandler rabiate synspunkter. I 2003 blev en mand dømt for at sige om muslimer, at man skulle »fordrive alle« eller »udrydde de fanatiske muhamedanere«. Vil man forsvare retten til at ytre den slags holdninger, må man også forsvare Grimhøj-moskéens totalitære imamer.

Vi mener heller ikke, at en stram udlændingepolitik er i strid med ytringsfriheden. Hvis Danmark skulle modtage flere hundredtusinde mennesker, der er imod ytringsfriheden, ville den utvivlsomt komme under yderligere pres. Men bredt at forbyde indrejsetilladelse til anti-demokrater, der inviteres til at tale i Danmark, er et problematisk indgreb i ytringsfriheden. Det så vi i 1930erne, hvor regeringen forbød udenlandske kommunister at tale offentligt af frygt for at provokere Nazi-Tyskland. Det var også hensynet til ytringsfriheden, der fik et britisk tribunal til at ophæve et indrejseforbud til den hollandske politiker Geert Wilders i 2009.

Når det gælder mennesker, der allerede er i landet, anerkender vi Folketingets grundlovsgivne ret til suverænt at afgøre, hvem der skal have indfødsret. Men en ordning, hvor lovlige ytringer på sociale medier fører til afvisning af personer, der i øvrigt opfylder betingelserne, udgør sindelagskontrol. I dag rammer det islamister, i morgen islamkritikere. Folketinget bør enes om en aftale der opstiller – snævre – kriterier for, hvilke ytringer der diskvalificerer fra indfødsret.

Den aktuelle debat har netop vist, at naiviteten i forhold til islamismen er på tilbagetog. Det skyldes, at medier og civilsamfund har brugt deres frihedsrettigheder til at afdække stærkt kritisable forhold. Netop ytringsfriheden har rustet Danmark bedre til at håndtere de udfordringer, vi står over for end vores nabolande Sverige og Tyskland, hvor der findes flere begrænsninger på friheden til at ytre sig. Vores tolerance indebærer derfor ikke, at man stiltiende skal acceptere imamers rabiate prædikener. Tværtimod fordrer tolerancen, at man aktivt tager til genmæle.