Ytringsfriheden er ikke ukrænkelig

Det er blevet en fælles slagsang, at ytringsfriheden er og skal være ukrænkelig. Det lyder smukt og godt, men det er ideologisk gardinsvingeri. Nede på jorden ved vi jo godt, at ord kan såre dybt og skabe voldelige reaktioner. Så for fredens skyld og den offentlige debats skyld – ikke alt skal siges.

Foto: ORLANDO SIERRA

Ytringsfriheden er ukrænkelig. Den påstand har jeg fået smidt i hovedet et utal af gange de sidste mange år. Jeg er godt træt af både påstanden og argumenterne for den. Og af debattørerne. De er altid oppe i det røde felt, og de er MEGET principielle og alvorlige. Den diskussion skal ned på jorden, og vi skal forholde os lige så frit til fænomenet ytringsfrihed som til vejret eller prisen på tyggegummi. Det vil jeg gøre.

Er ytringsfriheden ukrænkelig? Mit svar er nej. Og mit argument er, at ingen værdi er ukrænkelig. Uanset hvor væsentlig den er. Enhver værdi, der får lov til at herske uindskrænket, ender med at ødelægge sig selv. Det gælder tolerance, demokrati, retssikkerhed, faglighed osv. Det ser vi, så snart vi bevæger os væk fra de abstrakte diskussioner og fokuserer på det praktiske liv. Tag demokrati. På det abstrakte plan er det så nemt at hylde demokratiet, og det gør vi gerne og ofte. Der er i hvert fald ikke mange, der tør sige: Jeg går ikke ind for demokrati. Men på det praktiske plan ved alle alligevel, at demokrati har en række begrænsninger. Personalet på en hospitalsafdeling stemmer ikke om, hvilken behandling en patient skal udsættes for. Det er heller ikke en demokratisk beslutning, hvordan scenografien skal se ud i en teaterforestilling. Og de demokratisk valgte politikere skal ikke blande sig i konkrete sager, f.eks. skattesager. Fagligheden sætter grænser for demokratiet.

Selv hvis vi holder os til det etablerede politiske demokrati, er der en række begrænsninger. Hvor langt ned skal valgalderen? Skal tre-årige kunne stemme? Absurd, selvfølgelig ikke. Hvad med 13-årige? Ja, så går der pubertet i politik. Ellers tak. Retten til at stemme må med andre ord afhænge af en formodet aldersbetinget personlig udvikling. Hvad med ufødte generationer? De kan af praktiske grunde selvfølgelig ikke have valgret. Alligevel træffer vi demokratiske beslutninger, der er dybt præget af en kort valgperiode. Dette er i øvrigt en selvstændig grund til, at vi har institutioner – fx kultur-, rets- og uddannelsesinstitutioner – der ikke uden videre lader sig påvirke af kortsigtede politiske beslutninger. Ret udemokratisk, men sundt. De står for samfundsmæssig hukommelse og lægger linjer ind i fremtiden.

Og sådan kan vi blive ved. Demokratiet er ikke og bør ikke være ukrænkeligt. Det skal balanceres af andre hensyn. Ellers udarter det og undergraver sig selv. Udgøres det sande og ultimative demokrati måske af et flertal, der kan bestemme alt? Nej, det ville være flertalstyranni, og flertalstyranni kan sætte demokratiet ud af spil, jf. debatten om ændringerne i Ungarns forfatning.

Det samme gælder retssikkerhed. Kan vi få for meget af det? Tilsyneladende ikke på det abstrakte plan. Det er svært at være imod retssikkerhed. I hvert fald i Danmark, hvor vi naturligvis jubler, hver gang vi kommer ud med en flot scoring i Transparency International’s korruptionsindeks. Men på det jordnære plan: Hvis regler og den upersonlige brug heraf er kernen i retssikkerhed, kan vi så ikke få for meget af det? Jo, selvfølgelig. Alt skal ikke være reguleret af regler. Ellers bliver livet til upersonlig mekanik. Paragrafferne kan heller ikke tage hensyn til alle mulige konkrete omstændigheder. Usmidig brug af regler fører ikke nødvendigvis til retfærdighed. men til skrankepaveri. »Med lov skal land bygges«. Javel, men Jyske Lov udtrykker her en systemtankegang. Over hovedindgangen på Maribos gamle rådhus står der noget helt andet: »Retfærdighed ophøjer et folk« (Ordsprogenes Bog). Retfærdighed er i centrum, ikke loven, ikke retssikkerhed. Loven og retssikkerheden kan være retfærdighedens instrument og skal bedømmes derefter.

Ligesom demokrati kan retssikkerhed ikke være og bør ikke være en ukrænkelig værdi. Retssikkerheden har en mørk side ligesom demokrati. Så er der i øvrigt en tredje værdi, som sætter grænser for både demokrati og retssikkerhed, nemlig den personlige frihed. Politikere og regler skal ikke bestemme alt i mit liv. Den uafhængige faglighed er en anerkendt værdi. Beslutninger skal være saglige. Politisk loyale læger og dommere giver mindelser om nazitidens Tyskland. Vi ønsker beslutninger, der er baseret på sund fornuft, reel viden og saglige hensyn – ikke klamphuggeri og løsninger baseret på vom Hörensagen eller politiske vinde. Faktisk viser flere undersøgelser, at professionalitet – den uafhængige faglighed – betragtes som en af de vigtigste værdier i den offentlige sektor – vigtigere end politisk loyalitet. Den moderne stat er en professionaliseret og evidensbaseret stat. Det lyder betryggende.

Men hvad sker der, hvis fagligheden får frit løb? Sandsynligvis bliver resultatet teknokrati, besserwissen og alt for megen magt til professionerne – lægerne, advokaterne, skolelærerne – der ender med at forveksle almeninteresse med egeninteresse. Derfor er der ind imellem oprør mod smagsdommere, dannelse af brugerorganisationer, skrappere politisk styring og indsættelse af administrative ledere, der kan målrette og sætte rammer for den uforståelige og selvhøjtidelige faglighed.

Hvad så med det pt. mest hellige af alt: ytringsfriheden? Svaret er det samme. På det abstrakte plan kan vi sagtens hylde den ukrænkelige ytringsfrihed. Det ser endda så flot og modigt ud, når vi med stålsat blik løfter armen og hilser ukrænkeligheden. Men det nytter ikke at blive hængende oppe i de ideologiske gardiner. Nede på jorden ved vi, at ord kan såre dybt. Det kender vi udmærket fra personlige relationer. Og vi ved her, at de dybt sårende ord kan udløse vold. Hvor mange film, bøger og operaer har ikke handlet om netop dette? Nok er der fuldstændig ytringsfrihed i privatsfæren, men det er for fredens skyld en god idé at anerkende eksisterende årsags-virkningsforhold.Det samme gælder samfundslivet.

Ytringsfriheden må heller ikke føre til, at den offentlige debat overbelastes. En af teserne i Habermas’ nu klassiske afhandling om den borgerlige offentlighed var netop, at offentligheden har begrænset kapacitet. Den kan ikke rumme alt, og bør derfor så vidt muligt befries for f.eks. ondskabsfuldheder, usandheder og særinteresser, fordi disse elementer kan afføde mangfoldige og ofte dybt uinteressante reaktioner. Derimod kan en offentlighed hjælpes af et velfungerende marked og gode forhandlingstraditioner, fordi en række samfundsmæssige problemer så løses andetsteds.

Man kan naturligvis mene, at netop i en fri offentlig debat kan ondskabsfuldheder, usandheder og særinteresser imødegås. Det er i teorien en smuk tanke, men i praksis betyder det, at den offentlige debat forsumper til fakta-tjek af ligegyldigheder, og at den belastes af mistænkeliggørelser af alt, hvad der bliver sagt. Det er misbrug af den begrænsede kapacitet. Ytringsfriheden forudsætter, at en vis mængde problemer løses i andre institutioner, og at der er normer for, hvad jeg kan belaste den offentlige debat med. Ukrænkelig ytringsfrihed æder sig selv op indefra. Ytringsfriheden skal som andre værdier balanceres.

Men hvad med glidebanen? Hvis vi siger: »ytringsfrihed er godt, men …«? Ja, så er standardargumentet, at vi er ude på en glidebane, hvor vi er parat til at sælge ud af arvesølvet, og at vi ikke aner, hvor vi havner. Derfor er der netop basale værdier, som skal være ukrænkelige. Hertil og ikke længere. Det lyder sødt, men det er et bedrøveligt argument, som fornægter en af livets centrale udfordringer.

Livet består nu engang af vanskelige passager på og mellem glidebaner. Her er udfordringen især at undgå ukrænkelighedens lethed. Ukrænkelighedens plads er stedet, hvor de nemme intellektuelle og moralske løsninger samles. At balancere konflikterende værdier er den svære løsning. Den fordrer rimelighed og pragmatisme og en stærk aversion mod fundamentalisme.