Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vor tids stalinister

Man er som læser vidne til, at muslimske- eller mellemøstlige indvandreres racisme mod ikke-muslimer – andre indvandrere og danskere generelt eller seksuelle mindretal – promoveres af medierne derved, at den med forsæt skjules.

Gellerupparken ved Aarhus. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Dette her handler om to historier, der ikke må fortælles.

Da forfatteren Jess Ørnsbos stykke »Serbskij instituttet« skulle have premiere på Aarhus Teater i 1974, førte det til protest fra de medvirkende skuespillere. De ønskede ikke at medvirke og protesterede til teatrets ledelse over, at stykket var sat på repertoiret og skrev tillige en protest til offentligheden vendt mod Jess Ørnsbo og hans stykke om instituttet i Moskva. Det handler om politiske afvigere, der bliver interneret og torteret med tvangsmedicinering i det sovjetiske system, der diagnosticerede dissidenter som psykisk syge for at legitimere overgrebene mod dem.

Skuespillerne beklagede, at de kontraktligt var forpligtet til at medvirke i et stykke, hvis kritik var vendt mod Sovjetunionen, idet fremstillingen af de »ulykkelige forhold« ensidigt var med til at bortlede opmærksomheden fra lignende forhold andre steder i verden. De blev bakket op af det kommunistiske dagblad Land og Folk, der ikke kun gav dem ret i deres begrundelse for boykot af stykket, men også mente, at det var mere påkrævet at fortælle historier om rædsler i den såkaldte »fri« verden – Chile, Grækenland, Spanien, Portugal, USA og andre steder.

De første fire af disse lande var som bekendt diktaturer på daværende tidspunkt. Psykiateren Erik Strömgren fra Statshospitalet i Risskov mente også, at kritikken i Jess Ørnsbos stykke var uden hold i virkeligheden. Folk blev ifølge ham ikke bare spærret inde efter politisk forgodtbefindende.

Med til historien hører dog, at stykket trods protester alligevel blev opført. Men i en beskåret udgave, som forfatteren argumenterede for var vidnesbyrd om et kompromis med dem, der i første omgang helt ville have det bortcensureret pga. dets kritik af forholdene for politiske afvigere i Sovjetunionen.

Disse bemærkelsesværdige begivenheder om forsøget på at kvæle en historie handler ganske vist om dramaer, vi ikke længere kan forbinde noget odiøst ved at fremstille.

Derfor kan skuespillernes passionerede protest også forekomme sært naiv i dag, men deres engagement var en alvorlig ting dengang i 1974. For man behøvede ikke at være organiseret tilhænger i DKP af det sovjetiske kalifat for at erkende, at alle historier med politiske implikationer var en del af det strategiske spin mellem højre og venstre under Den Kolde Krig.

Når noget fortælles om den psykiatriske tortur i Sovjetunionen, som nok er grusom, eller bare »ulykkelig«, som skuespillerne skriver, så dækker denne fortælling for andre og mere påtrængende begivenheder, som man hellere vil fremstille på scenen. Og der er ingen grund til at være naiv, for man må hærde sig mod sandheden med midlertidige fortielser for at kunne kæmpe for den gode sag. Det er logikken, som man på en måde godt kan begribe, selv om den fører ud i en relativisme og løgnagtighed, hvor dømmekraften helt suspenderes.

Denne form for politisk hypnose, hvor filantropi suspenderer sandhedskriteriet, er et mere alvorligt problem i dag. Nu er det så andre forhold, der bliver dramatiseret i det politiske spin. Det kan ske til en grad, hvor det rent faktisk lykkes at mørklægge en historie, der af forskellige grunde ikke må fortælles.

Hvad sker der når en lokal, men rædselsvækkende og potentiel europæisk nyhedshistorie ikke når længere end til den lokale avis i provinsen og kun nævnes i en mindre landsdækkende avis som Kristeligt Dagblad og en enkelt gang i BT og Ekstra Bladet i en note?

I 2008 kulminerede den såkaldte »Grønlænderjagt« i Gellerupparken ved Aarhus med, at ti grønlandske familier i al hast måtte hjælpes ud fra området af politiet efter i årevis at have været forfulgt af muslimske unge.

De grønlandske beboere blev bogstaveligt overdænget med stenkast, tæsket og mobbet ud af deres hjem. Denne chikane blev klart deklareret som racisme med opfordringer om at flytte og rejse hjem til Grønland. Det grønlandske fodboldhold blev overdænget med stenkast, når man spillede om søndagen, mindre børn blev overdænget med stenkast på legepladsen, når forældre var der med dem. Og den grønlandske nationalfest 21. juni blev overdænget med sten flere gange.

Dertil kom, at også enkelte grønlændere blev overfaldet uden grund og uden varsel i området. Det kunne ske hvor som helst, på en af stierne eller på vej til bussen fra Gellerup, eller ved de enkeltes hjem, hvor man formente dem adgang ved at afspærre opgangen. Denne racistiske voldschikane stod på i tre år, inden grønlænderne gav op og blev evakueret.

Men hvad sker der, når en sådan historie, der under andre omstændigheder, f.eks. med etnisk danske voldsmænd, ville vække et ramaskrig i ikke blot Danmark, men også Europa, bliver ignoreret af mainstreammedierne?

Så forsvinder historien, hvis fortielse og mørklægning ingen kan holdes ansvarlig for. I betragtning af, at uddrivelsen og voldskampagnen mod grønlænderne i Gellerup kun kan defineres som entydig etnisk udrensning, og på mange måder er meget sammenlignelig med fortilfælde fra Balkan i begyndelsen af 1990erne, så er det måske ikke for meget at karakterisere denne kulmination på filtreringen i medierne som en journalistisk skandale.

Man har på indenrigsredaktionerne naturligvis været vidende om det, der foregik i Gellerup i de tre år, hvor voldschikanerne stod på, og alligevel har man formået at udholde sin egen fortielse om det.

Vi kan kun gisne om motiverne for denne fortielse, der i sig selv er en del af forbrydelsen mod de etnisk udrensede grønlændere i Gellerup. For tavsheden om forbrydelsen er selve forbrydelsens sidste stadium.

Men alt tyder på, at fortielsen er en del af det større mønster i medierne med moralistisk og filantropisk filtrering og mørklægning. Det er et fænomen, der som sådan først er dukket op som et emne i sig selv, der nu åbent drøftes i medierne efter begivenhederne i Köln nytårsnat, hvor man først mørklagde begivenhederne, siden præsenterede dem filtreret for til sidst at give helt op og fortælle sandheden. Omdrejningspunktet er naturligvis muslimske og mellemøstlige indvandrerkulturers voldelige racisme.

For man er som læser vidne til, at muslimske- eller mellemøstlige indvandreres racisme mod ikke-muslimer – andre indvandrere og danskere generelt eller seksuelle mindretal – promoveres af medierne derved, at den med forsæt skjules og dermed unddrages kritik og fordømmelse. Det bibringer den opfattelse, at racisme kun for alvor er et samfundsmæssigt og kulturelt problem, når den går ud over kårede ofre i dette ideologske skema, og når gerningsmændene er etnisk danske.

Rammer racismen derimod ofre for muslimske gerningsmænd – etniske danskere som grønlændere eller andre – er det begivenheder, der ligger under mainstreammediernes horisont, og så er det ikke et fænomen, som man overhovedet kan sanse og tænke som et racistisk problem. Det hverken observeres eller analyseres derfor som sådan og kan følgelig derfor heller ikke gøres til genstand for nogen samfundsmæssig diskussion i dette perspektiv.

Uden for denne forståelsesramme, der generaliserer den enkelte handling og dermed giver adgang til at begribe dens almene karakter, kan racisme ikke begrebsligt opfanges og følgelig heller ikke rapporteres, som vi så det i tilfældet med den etniske udrensning af grønlænderne i Gellerup ved Aarhus.

Men forekommer sådanne handlinger trods alt alligevel, hvor muslimske indvandrere står som aggressorer over for en hvilken som helst anden etnicitet, vil de enten blive ignoreret eller til nød finde vej i nyhedsrapporteringen som smuldrede, enkeltstående historier, der ikke er en del af nogen større helhed, som en begrebslig opsamling i en bredere racismekonception ville opfange.

De behjertede skuespillere ved Aarhus Teater ønskede kun det bedste og mente, at hvis de dækkede over sandheden ved at forhindre en historie i at blive fortalt, ville de tjene en endnu vigtigere sandhed på længere sigt. Som sådan var de instrumentaliseret af sovjetisk ideologi ligesom stalinisterne i årtierne før dem, der i det alleryderste vanvid var parat til at gå i døden på en løgn for at tjene den store sag. For man måtte ikke tage håbet fra arbejderklassen.

Vor tids mørklæggere i pressen, der er fyldt af entusiasme og filantropi, er på samme måde bestrålet af viljen til at forråde sandheden, og velvillige sendebude med filtrerede historier. De er vor tids stalinister.