Det diskuteres for tiden heftigt, hvordan forsvaret fremadrettet skal ledes og styres. Det danske forsvar har gennem de sidste 10-15 år udviklet sig til et sandt udenrigspolitisk værktøj - en fortsættelse af politik med tilføjelsen af yderligere midler, som krigsteoretikeren Clausewitz udtrykte det for knap 200 år siden. Men hvad siger teori og praksis egentlig om, hvordan man politisk effektivt leder et forsvar indsat i krig? Er der forskningsmæssig - det vil sige teoretisk og erfaringsmæssig - opbakning til ønsket om tættere politisk kontrol med forsvaret? Hvordan skal forholdet være mellem forsvarschef, minister og departementschef?

Forskere har debatteret dette, lige siden den bredt anerkendte amerikanske sociolog Samuel Huntington for 55 år siden skrev det nu klassiske værk »Soldaten og Staten«. Huntington argumenterede for, at det mest effektive forsvar og den største civile kontrol med forsvaret opnås ved at adskille det politiske fra det militære. Politikerne skal opstille mål og tildele ressourcer, mens militæret skal gives autonomi til at løse opgaven bedst muligt. En sådan arbejdsdeling vil ifølge Huntington tilsikre, at militæret løser opgaven fagligt og professionelt og samtidig undgår at blive politiseret.

Nyere forskning sætter dog kraftigt spørgsmålstegn ved Huntingtons teori. Således overser Huntington fuldstændig Clausewitzs konstatering af, at det ikke giver mening, at politikere beder om »ren militærfaglig rådgivning«, ej heller at militære ledere laver »rent militærfaglig planlægning« uden hensyntagen til de politiske faktorer. Krig er politik. Generalerne bør således have blik for den politiske situation - nationalt såvel som internationalt - mens den politiske leder bør have en vis forståelse for det militære håndværk, så der ikke stilles politiske krav, som er urealistiske og uopnåelige i praksis. Dette fordrer i praksis en tæt dialog og interaktion mellem den politiske og den militære ledelse - en dialog som den amerikanske forsker Elliott Cohen har kaldt »den ulige dialog«. Ulige fordi der aldrig er tvivl om, at den politiske leder har det afgørende ord. Cohens forskning viser, at succesfulde politiske ledere i krigstid er kendetegnet ved, at de aktivt engagerer sig i de militærfaglige detaljer. De stiller sig i spidsen for udarbejdelsen af sikkerhedspolitiske strategier, de stiller kritiske spørgsmål, de afdækker intern uenighed blandt generalerne. Så frem for blot at få forsvarschefens mening sikrer de sig flere vinkler og svar på strategiske spørgsmål. Sammenfattet kan man sige, at de succesfulde politiske ledere opfordrer og ansporer til at skabe en konstruktiv, kritisk dialog med generalerne, baseret på gensidig respekt og tillid - trods potentiel rygende uenighed.

Nogle af de største amerikanske sikkerhedspolitiske fiaskoer skyldes, at de politiske ledere og generalerne ikke fik skabt dette tillidsfulde forhold. Den amerikanske forsvarsminister McNamara og præsident Johnson øgede under Vietnam-krigen kraftigt kontrollen med forsvaret, men skabte samtidig en kløft mellem dem selv og den øverste militære ledelse. McNamara var blevet headhuntet fra en stilling som succesfuld koncerndirektør for Ford - og indførte en managementstil i Forsvarsministeriet, der intimiderede og distancerede de militære chefer. Generalerne var ikke tilstrækkeligt akademisk uddannet til at kunne give modspil til McNamaras såkaldte »Wiz Kids« (højtuddannede »regnedrenge«). Der blev således ikke skabt en konstruktiv, kritisk dialog, og derfor kom der aldrig alternative strategier for Vietnam-krigen på bordet.

Det kræver militære chefer, der forstår og accepterer det politiske spil, og politiske og civile ledere, der opmuntrer til forsvarspolitisk debat, diskussion og innovation.

Forsvarsminister Rumsfeld og præsident Bush fejlede på tilsvarende vis. Rumsfeld og Bush ønskede at ændre det amerikanske forsvar radikalt og »transformere« det til et mindre, højteknologisk, mobilt forsvar. Rumsfeld og hans nærmeste embedsmænd havde samtidig en agenda om at øge den civile kontrol med forsvaret, som de mente var eroderet i de forgangne ti år. Rumsfeld udnævnte en ny forsvarschef, der delte hans tanker om transformering, men som blev karakteriseret af den afgående forsvarschef som »føjelig« snarere end en, der kunne give kritisk modspil. Det lykkedes hurtigt Rumsfeld og hans nærmeste civile embedsmænd at få skabt en stemning af mistillid og »os vs. dem«, hvor kritiske røster blev marginaliseret og latterliggjort. Officerer lærte at give de ønskede svar eller holde mund. Konsekvensen blev, at Irak-krigen blev planlagt, uden at der blev lyttet til de generaler, der med erfaring fra Balkan påpegede, at der var alt for få soldater til at sikre freden efter en invasion.

Præsident Obama og hans forsvarsminister, Panetta, har øjensynligt lært lektien. De gennemførte i efteråret en strategiproces, der skulle tilpasse det amerikanske forsvar til nye sikkerhedspolitiske og økonomiske realiteter. Men i modsætning til Johnson, Bush og deres forsvarsministre satte Obama sig personligt for bordenden og inddrog de øverste militære chefer i processen. Alle synspunkter blev vendt og drejet, og der blev opfordret til konstruktiv kritik. Det var en langstrakt og hård proces, men resultatet blev en strategi, som en samlet militær top står bag, trods massive besparelser og nedskæringer.

Hvad kan Danmark lære af de amerikanske erfaringer? Det er essentielt, at den øverste ledelse af forsvaret - både politisk og militært - sammen får skabt en kultur, hvor der opfordres til konstruktiv kritik og dialog, og hvor der skabes tillid og respekt mellem de civile embedsmænd og officererne. Kun herved sikres, at de bedste ideer og løsninger finder vej til ministerens bord. Bestilt sagsbehandling i Forsvarskommandoen, hvor de politisk ønskede svar implicit eller eksplicit er bekendtgjort af ministerielle embedsmænd på forhånd, er muligvis en uundgåelig følge af, at forsvars- og sikkerhedspolitikken det seneste årti er blevet en politisk kampplads i Danmark, men det fjerner i hvert fald enhver illusion af, at Forsvarskommandoen kun leverer »ren militærfaglig rådgivning«. Men det kan også tolkes som et udtryk for, at man ikke føler sig sikker på, at ens argumenter er stærke nok til at tåle kritisk modspil.

Åbenhed i forsvaret starter ved formuleringen og diskussionen af forsvarspolitikken. Det kræver politisk og civil tillid til forsvarets chefer - officererne - og gensidig respekt og forståelse for hinandens roller. Det kræver militære chefer, der forstår og accepterer det politiske spil, og politiske og civile ledere, der opmuntrer til forsvarspolitisk debat, diskussion og innovation. Det kræver, at ministeren - som Obama gjorde det - sætter sig fysisk for bordenden og påtager sig det aktive lederskab. Ikke bare som den, der udstikker den politiske kurs, men også som den, der har fingeren nede i materien, stiller de kritiske spørgsmål, og opfordrer til konstruktiv kritik. Danmark har ikke tradition for, at ministre får beskidte fingre - men historiens lære er, at det netop er sådanne politiske ledere, der får succes som øverste civile chefer over militæret.

Hvis man mener, at generalerne mangler nogle civile kompetencer, må man løse dette på sigt ved officielt at opmuntre og belønne officerer, der tilegner sig de ønskede kompetencer, f.eks. civile universitetsgrader eller erhvervsledererfaring. Det har det amerikanske forsvar gjort med stor succes - foranlediget af de dårlige erfaringer fra McNamara-tiden i 60erne. Løsningen for Danmark er således næppe at hente en ny forsvarschef i erhvervslivet, men snarere at skabe et ledelsesteam af officerer og civile ledere, hvis kompetencer komplementerer hinanden, og med ministeren fysisk for bordenden som den overordnede leder. I den sammenhæng er det mindre afgørende, hvilken organisatorisk model man har - adskilt styrelse og ministerium eller sammenlægning - end at der skabes et stærkt ledelsesteam baseret på gensidig respekt og tillid.