Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vis børnene, at vi står sammen

»Vi voksne skal gøre os særligt umage i denne tid, hvor verden er uforståelig i børnehøjde, og hvor det at stå sammen er det eneste, der føles rart og trygt.«

»Når den opdragelse, vi voksne prædiker, ikke matcher det, vi gør eller siger, så gør vi vores børn utrygge. Derfor må vi voksne gøre os særligt umage i denne tid, hvor verden er uforståelig i børnehøjde.« På billedet er det børn fra Kennedygårdens vuggestue, der lægger tegninger og blomster ved Krudttønden, hvor terrorangrebet foregik i lørdags. Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den seneste tids forfærdelige begivenheder i København har naturligvis skærpet vores sanser. Vi er i en form for alarmberedskab. Det, der plejer at blive vist i fjernsynet, sker lige rundt om hjørnet. Vi bliver bekymrede og bange for fremtiden, men vi mærker også et stærkt fællesskab i sorgens stund. Det giver naturligvis også anledning til en masse spørgsmål fra vores børn og unge, som vi som forældre må forsøge at besvare så velovervejet som muligt. Bag vores svar og samtaler med vores børn og unge bør der være nogle gode overvejelser i forhold til, hvilke værdier vi gerne vil flaske næste generation op med. Der er mange måder at tænke fællesskab på, og jeg tror, at det er vigtigt, særligt i forhold til vores børn og unge, der også har brug for gode forklaringer på det, de ser, at vi er skarpe på at præsentere en fællesskabstanke, der er værd at bygge videre på.

Læs også: Kommune til skoler: Nævn ikke, at terrormistænkte Omar er muslim

Man kan have et fællesskab mod nogle andre. Det har man ofte af frygt for de andre eller for det ukendte, som fremtiden måske vil bringe. Danmark er i krig. Man forbereder sig, puster sig op, passer på sig selv, opruster og gør sig mentalt klar på i værste fald at skulle bekæmpe noget eller nogen.

Det kan være nødvendigt, men det siger sig selv, at særligt for børn og unge mennesker kan denne form for målrettet fællesskabsmodstand virke utrygt og give anledning til nye bekymringer. Hvis man er fælles om at være imod noget eller nogen, kræver det et fjendebillede, der er til at forstå, og da terror i sig selv er uforståeligt, giver det ikke mening for et barn at have terrorister som det fjendebillede, man er fælles med de voksne om at være imod. For hvem er de der terrorister egentlig? Hvordan ser de ud, og hvor bor de? Hvem er det, vi skal passe på?

Det er svært at give tilfredsstillende børnesvar på den slags spørgsmål, og måske er det derfor, at der er en tendens i Danmark til at putte muslimer og terrorister i samme kasse, så vi bedre kan forstå det og forklare det for hinanden og vores børn. Men det skal vi holde op med, for det fører ikke noget godt sted hen, og det bygger ikke bro mellem mennesker, der skal leve fredeligt sammen. Det skaber afstand, utryghed og opdeling af mennesker, og vi kan ikke bruge det til noget.

Læs også: Sådan taler du med dine børn om terroren

Vi skal i stedet være optaget af at bygge bro mellem forskellige mennesker i Danmark. Det kan bakkes op politisk, men det starter ved os selv. Måske er det menneskeligt naturligt at dyrke fjendebilleder. Vi har i hvert fald altid gjort det gennem historien. Bare tænk på vikingetiden, dengang hele Europa var grebet af angst alene ved tanken om, at »vikingerne kommer« eller senere i historien »tyskerne«. Måske finder vi tryghed i at være fælles om at være mod nogen, men det er selvsagt ikke et særligt positivt eller livsbekræftende fællesskab at være en del af. Det, tror jeg, kan selv vi danskere forstå, hvis vi giver os selv tid og ro til at sænke paraderne og overveje vores ståsted.

Man kan også have et fællesskab med nogle andre. Det har man for at stå sammen, fordi man gerne vil hinanden, fordi samværet med de andre har en grundlæggende stor værdi, og derfor er noget, vi gerne vil dyrke og investere i.

Sådan et fællesskab føles frit, livsbekræftende og trygt at være en del af, et børnevenligt fællesskab med de andre, og det er den slags fællesskab, som jeg mener, at vi som forældre bør italesætte i denne tid. Både for at skabe tryghed for vores børn og unge og i bestræbelserne på at italesætte et fællesskab med hinanden, som vi med fordel kan bygge vores samfund på.

Jævnfør filosoffen Ludwig Wittgensteins udsagn om, at »sproget skaber virkeligheden«, så er det vores pligt som forældre og medmennesker at tale om vores fællesskab på en måde, der peger i retning af det, vi gerne vil opnå. Et fællesskab med og ikke mod de andre. Medmindre vi i virkeligheden ønsker os et fællesskab mod de andre, men det kan jeg ikke forestille mig er tilfældet i dagens Danmark til trods for vores krigeriske gener og adfærd på den storpolitiske scene. Vi skal stå sammen og passe på hinanden alle sammen, fordi vi gerne vil hinanden, og fordi vi grundlæggende opfatter alle mennesker som ligeværdige uanset hudfarve, religion eller politisk overbevisning.

Det betyder ikke, at der er mennesker, som vi ikke vil have med i vores fællesskab, fordi de simpelthen ikke ønsker et fællesskab med, men derimod et fjendskab mod den vestlige verden. De få vanvittige må stå alene, mens vi andre tager hinanden i hånden og står sammen om de værdier, vi alle værdsætter og ønsker for de kommende generationer.

Vores ytringsfrihed er en væsentlig værdi, som vi alle gerne står på mål for, men ytringsfriheden giver os ikke ret til at træde andre mennesker over tæerne, bare fordi vi kan. Det er almindelig god opdragelse at lade være med at gøre andre mennesker kede af det.

Når jeg har talt med børn og unge mennesker om ytringsfrihed og Muhammedtegninger, så undrer de sig alle sammen over, hvorfor vi ikke bare lader være med at provokere og genere med vores tegninger. De forstår godt, at ytringsfriheden er vigtig, men de forstår ikke, hvorfor den rettighed retfærdiggør at træde andre mennesker over tæerne, mens vi vifter med vores grundlovssikrede frihedsbanner. De synes, at det er dumt og forkert, fordi vi har opdraget dem i den tro, at alle mennesker er lige meget værd, og derfor skal behandles ordentligt.

Læs også: K: Vanvittigt hemmelighedskræmmeri af Odense Kommune

De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado, forlanger, at borgmesteren i Odense trækker et brev tilbage, hvori kommunen anbefaler skoler ikke at omtale gerningsmanden bag terrorhandlingen i København som muslim.

At blive behandlet ordentligt er individuelt, og det er derfor, at det er så svært at finde rundt i – også for voksne. Det vigtigste er intentionen bag. At målet med det, vi gør, er positivt og konstruktivt og fremmer muligheden for fredelig sameksistens som mennesker.

Hvad var intentionen bag tegningerne af Muhammed som hund eller med en bombe i turbanen? Intentionen var (håber jeg) at være sjov, at få os til at grine og smile og derved nemmere bære lidt over med hinandens forskelligheder og særheder. Men tegningerne blev desværre ikke modtaget som forventet alle steder. De blev misforstået og i stedet for at skabe smil og glæde, skabte de vrede og forargelse.

Når vores børn gør andre kede af det eller vrede, lærer vi dem at sige undskyld. Vi lærer dem at genoprette det gode forhold, så vi kan fortsætte med at være fælles og leve fredeligt videre på blå stue. Derfor forstår børn og unge simpelthen ikke, når de voksne ikke formår at gøre det selv. Når vi beslutter at trykke tegningerne igen – og igen – så ryster de på hovedet af os og spørger naturligvis efter en god forklaring.

»Det er vores grundlovssikrede ret, for vi har ytringsfrihed her i landet,« forklarer vi. »Vi gør det, fordi vi må.« Det svar giver ingen mening for hverken børn eller voksne. Ytringsfrihed er en ret, der ikke behøver at kollidere med almen dannelse, empati og hensyn til andre mennesker. Men det kræver en hårfin balance og en villighed til at bede om forladelse, når vi dummer os og en parathed til efterfølgende at tilgive hinanden for vores klodsede opførsel.

Læs også: Odense Kommune udsender nyt brev om terrorangreb

Det er de voksne, der tydeligt skal vise børn og unge, hvordan vi bør opføre os, når målet er fællesskab med hinanden. Det væsentlige ved at være menneske er, at vi skal være det sammen. Når den opdragelse, vi voksne prædiker, ikke matcher det, vi gør eller siger, så gør vi vores børn utrygge. Derfor må vi voksne gøre os særligt umage i denne tid, hvor verden er uforståelig i børnehøjde, og hvor det at stå sammen er det eneste, der føles rart og trygt. Lad os invitere naboen på kaffe og vise vores børn, at fremmede mennesker er venner, vi ikke kender endnu.