Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vil Jelved nedlægge Kulturministeriet?

I sidste ende handler denne sag om, hvorvidt en stor og magtfuld medievirksomhed skal have lov til at drive sig selv helt uforstyrret af ejerkredsen: alle vi licensbetalende danskere og vores repræsentanter i folketing og kulturministerium.

Jens Christian Grøndahl, forfatter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har siden hendes indtog i Nybrogade været uklart, hvad kulturministeren Marianne Jelved ville blive husket for. Så diffust har offentlighedens indtryk af hendes eventuelle engagement været. Nu ved vi det, og der er noget ironisk – på den nedslående måde – ved, at en radikal kulturministers mest opsigtsvækkende bedrift blev at nedlægge en populær kulturinstitution i stedet for at værne om den. Gennem en menneskealder har DR UnderholdningsOrkestret ellers slået bro mellem den klassiske musik og den folkelige musikkultur og dermed været et hæderkronet eksempel på radikale plusord som »folkeoplysning« og »bredde«, endda på et tårnhøjt niveau.

Under debatten slog Jelved igen og igen på, at det ville være et brud på armslængdeprincippet, hvis politikerne blandede sig i DRs beslutning om at nedlægge UnderholdningsOrkestret som led i de besparelser, man blev pålagt i medieforliget. Forgæves om end krystalklart påpegede den konservative kulturordfører Lars Barfoed, at UnderholdningsOrkestret, ligesom DRs øvrige orkestre og kor er omfattet af public service-kontrakten, og at spørgsmålet om orkestrets eksistens derfor befinder sig på politikernes side af armslængden. Som et spørgsmål, de ikke bare har ret, men også pligt til at have en mening om – i modsætning til spørgsmålet om, hvad orkestret skal spille.

Miseren var, at orkestret allerede blev slettet i det udkast til en ny public service-kontrakt, som DR havde stilet til ministeren nogle måneder før. Dén tog hun uden videre til efterretning i stedet for at slå et slag for musikkulturen. Derfor var det allerede i udgangspunktet futilt at stille det principelle spørgsmål, om det ikke er DRs ansvar at få budget og public service-kontrakt til at stemme overens. De har trods alt 3,5 milliarder kr. om året. Det er knap ti millioner kr. om dagen. UnderholdningsOrkestret lagde med andre ord beslag på kun tre dages budget.

Men beslutningen var som sagt allerede truffet. Ikke af Jelved, der med sin opvisning i forhornet magtvilje blot ekspederede den, men af DRs ledelse. Bestyrelsesformanden viste sig endnu en gang som kulturlivets lille Napoleon, der med sin baggrund i embedsværkets top ved noget om, hvordan man kører rundt med en minister. Derfor er det også på tide, at Christiansborg spørger sig selv, om den strakte arm ikke knækker midt over, hvis den bliver for lang.

Lukningen af UnderholdningsOrkestret kan forekomme at være en perifer begivenhed, men den blotlægger noget grundlæggende i forholdet mellem folkestyre og institutioner. Sagen handler ikke bare om, at DR i sin iver efter at vise, hvor hårdt man sparer, valgte at slagte et musikkkulturelt aktiv frem for at skære bredt i organisationens fedtlag af administration. Det sidste ville formentlig kun de fyrede medarbejdere mærke, hvorimod vi nu alle har fået at se, hvor tappert man bløder.

Sagen handler i sin kerne heller ikke om det nærmest obskøne ved, at man ville have kunnet drive UnderholdningsOrkestret seks et halvt år for de knap 200 millioner kr., som DR brændte af på sin i øvrigt skandaløst inkompetente afvikling af det europæiske melodi grand prix. I sidste ende handler denne sag om, hvorvidt en stor og magtfuld medievirksomhed skal have lov til at drive sig selv helt uforstyrret af ejerkredsen: alle vi licensbetalende danskere og vores repræsentanter i folketing og kulturministerium.

Der er jo allerede noget forkvaklet ved, at ministeren modtager et udkast til public service-kontrakt fra DR og blot accepterer. Som om politikernes eneste opgave var at sende penge og blive indbyrdes enige om beløbets størrelse. I så fald kan man lige så godt nedlægge ministeriet og lade en styrelse stå for overførslerne. Finanslovens kulturmidler er for den altovervejende del båndlagt af de statslige kulturinstitutioner, og hvis institutionerne bare skal passe sig selv derude i armslængden – uden politisk overvågning eller engagement i, hvad kontrakterne indebærer – kan Assistenshuset i Nybrogade passende sættes til salg.

Mens vi venter på en interesseret køber, kan vi for historieskrivningens skyld overveje, hvad det var, der gik galt med den armslængde. Blev armen simpelthen for stiv af aldrig at blive bøjet? Og hvilke konsekvenser må det få for begrebet »public service«?

Som så meget andet i dansk kulturpolitik er armslængdeprincippet en arv efter Julius Bomholt (socialdemokratisk kulturminister i 1960erne, red.), som også gav os kunstfonden og balancen mellem bredde og elite som tværpolitisk arvesølv. Der har traditionelt været bred politisk enighed om kulturpolitikken, hvad der også kom til udtryk ved, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti kunne gøre fælles sag i forsøget på at bevare UnderholdningsOrkestret. Det var Jelved, der med sin magtfuldkommenhed brød den kulturpolitiske borgfred – og satte sig ud over den sædvane, at en minister ikke sidder et folketingsflertal overhørig, bare fordi hun kan.

Meningen med armslængdeprincippet er at garantere kulturlivet og dets institutioner imod, at politikerne føler sig fristet til at ville bestemme, hvad der skal spilles, bare fordi de betaler for musikken. Princippet blev indført for at forhindre censur og intimidering og er på den måde dybt demokratisk. Men ude på det modsatte overdrev lider demokratiet lige så meget under, at armslængden får lov at vokse ad absurdum. DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen er jo ikke på valg. Derfor skal han heller ikke selv bestemme, hvad der står i danskernes kontrakt med Danmarks Radio. Det skal selvfølgelig danskernes folkevalgte repræsentanter. Og hvis de vil have et underholdningsorkester, så må DR finde ud af at drive sådan et og måske i stedet spare på sine ambitioner om at konkurrere med private udbydere om at gøre sig gældende i de sociale medier.

En diskussion om armslængde undgår i DRs tilfælde ikke at komme ind på, hvad vi mener med »public service«. Betyder det, at DR skal kunne alt – også alt det, som private udbydere kan levere i form af internetbaserede kommunikationsformer eller den helt banale underholdning efter laveste intelligensmæssige fællesnævner? Eller bør DR i et stadigt mere nichepræget mediebillede snarere koncentrere sig om at levere det, der klarer sig dårligst på rent kommercielle betingelser? Sikre den demokratiske bredde, ikke ved at være så bred som muligt i prime time, men ved at drage omsorg for mangfoldigheden i medielandskabets accelererende strøm af kommercialiseret ensretning?

Det er der sikkert mange meninger om, men så lad os høre dem, Christiansborg, i stedet for at lade hunden gå tur med sin herre.

Tilbage står det uskønne indtryk af en kulturminister, der i sin magtbrynde har udstillet en tendens, som hendes parti under Margrethe Vestagers nedladende og iskolde ledelse blev den fremmeste eksponent for. Man kalder det »djøficering«, når stadigt mere overlades til embedsmændene i misforstået tillid til deres faglighed og angivelige objektivitet.

Et grelt eksempel er den nuværende regerings tilbagevendende tale om »den nødvendige politik«. Som om politik ikke handlede om at tackle samtidens nødvendigheder ud fra forskellige, indbyrdes modstridende værdier, prioriteringer og sociale erfaringer. Som om nogen lå inde med den ufejbarlige formel for alle problemers mest hensigtsmæssige løsning.

Det overstiger naturligvis, hvad man kan forvente selv af en radikal skolelærer, men i mangel af den ultimative visdom har et folketingsflertal gennem tiden vist sig at være det mindst ringe alternativ. Sådan er der hidtil blevet skabt konsensus om kulturpolitikken, og sådan ville UnderholdningsOrkestret være blevet bevaret. Hvis armslængdeprincippet altså ikke tillod Danmarks Radio at gebærde sig som en i praksis selvejende institution.