Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi skal redde EU fra sig selv

»EU skal være et samarbejde mellem suveræne stater, der særligt gavner de små. Vi ønsker et EU, der tager sit udgangspunkt i folkets interesser, og kun ved at respektere, at borgernes politiske udgangspunkt i dag stadig er staterne, kan vi også i fremtiden sikre, at folket bakker op om EU, og at EU rent faktisk er til for folket.«

Et banner på Europa-Kommissionens hovedsæde i Bruxelles markerer, at EU på lørdag kan fejre sin 60 års fødselsdag. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Var det ikke for EU, ville Danmark ikke være det stærke land, det er i dag. Vores velfungerende velfærdssystem og vores høje levestandarder har kun kunnet blive til virkelighed i kraft af fred, international sikkerhed og handelspartnere uden for landets grænser. Forudsætninger som den Europæiske Union har været garant for.

Når EU i denne uge fejrer sin 60 års fødselsdag, sker det midt i samarbejdets måske største krise nogensinde. Befolkningernes tillid til EU er i bund, og politiske bevægelser i flere lande flirter med tanken om at følge med briterne ud af unionen.

Svaret er ikke mere af det samme, hvis EU skal overleve denne krise. Vi skal redde EU fra sig selv. Overflødigt fedt skal skæres fra, EU skal være stærkere og mere fokuseret i forhold til at løse grænseoverskridende udfordringer, og vi skal fastholde EU som et samarbejde mellem suveræne stater.

EU har bidraget til at sikre Danmark de bedst mulige rammer for vækst, sikkerhed og fremgang. Unionen er ansvarlig for den længste sammenhængende periode med fred i Vesteuropa, der har gjort, at vores generation er vokset op uden at kende til krigens grusomheder på tæt hold. På samme tid har samhandlen i EU styrket alle samfund i Europa og skabt håndgribelige forbedringer for alle EUs borgere.

EUs største krise

På samme tid er Unionen i sit 60. år i sin største krise. I kølvandet på Brexit er den europæiske befolknings opbakning til projektet under pres.

Valgdeltagelsen til Europa-Parlamentet har været nedadgående i flere årtier, og indtrykket af et demokratisk underskud i EU-institutionerne vokser. Det seneste årti har den økonomiske krise ramt alle EUs medlemslande, og hverken Europa-Kommissionen eller medlemsstaterne har været i stand til at finde løsninger på mange af de problemer, som EU-borgerne til daglig slås med. Den høje ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa eller flygtningekrisen er blot et par af mange eksempler på missede chancer for at vise borgerne, at EU kan handle.

På samme måde har EU svigtet i flygtningekrisen. Det er rigtigt, at EU kun kan gøre det, som medlemslandene er parat til at gøre, men handlingslammelsen, der indtrådte efter at de første store flygtningebølger ramte Europa i sommeren 2015, er alt for typisk i forhold til, hvad borgerne efterhånden er vant til fra EU. Denne lammelse er samtidig et billede på den manglende solidaritet, der hersker mellem dele af EU-landene. Mens mange vestlige medlemslande bakkede op om ideen om en fælles fordeling af flygtninge – en politik der ville have betydet færre flygtninge for Danmark – var det særligt de østeuropæiske lande, der stak en kæp i hjulet. Går solidariteten kun til landenes egen næsetip, er EU selvfølgelig dømt til at fejle.

Når briterne i de kommende år forlader fællesskabet, kan det betyde et helt nyt EU. De frustrationer, som Brexit er et udtryk for, skal tages alvorligt, hvis EU i fremtiden skal forhindre, at flere befolkninger ønsker at forlade fællesskabet. Mens nogle mener, at det baner vejen for endnu mere integration i fremtiden, når de lunkne briter forlader det runde bord, mener vi, at det ville være en grundlæggende fejltolkning af, hvad befolkningerne giver udtryk for.

EUs fortid er dens fremtid

Trods EUs mange udfordringer i disse år mener vi, at Unionen har fremtiden med sig – hvis vi sammen kan reformere den til en bedre version af sig selv.

EU blev i efterkrigsårtierne til et fredens projekt. Mens vores generationer har svært ved at forholde sig til tanken om krig på det europæiske kontinent – netop pga. EUs succeshistorie – kan vi også have svært ved at forstå, at dette har en pris, og at denne pris er internationalt samarbejde, gensidig afhængighed og institutioner, der til tider er frustrerende langsommelige og upraktiske.

For at sikre EUs fremtid er det afgørende, at vi genopdager denne fortælling, nyfortolker og håndgribeliggør den over for de nye generationer af europæiske borgere. Det kan lyde makabert og forkert, men i tider, hvori intet er sikkert, og den internationale orden virker meget langt væk, er måske netop det, der skal til for at minde også yngre europæere om, at sammenhold og samarbejde bringer os bedst gennem usikkert farvand.

Vi anerkender, at EU bliver mindre og mindre i forhold til resten af verden. Vi har ganske små fødselsrater, vores økonomiske vækst er ikke noget særligt, og vi falder bagud, hvad angår innovation og vækst. Samtidig anerkender vi, at EU altid først og fremmest har været et økonomisk samarbejde. Hvis vi i fremtiden skal betyde noget på den internationale scene, skal vi styrke denne transnationale kernekompetence.

Derfor kræver vi stærkere fælleseuropæiske initiativer, der styrker det indre marked, men også medlemslandenes økonomier. Fælleseuropæiske investeringsplaner og pakker, der skubber gang i økonomien hos medlemmerne som f.eks. energiunionen, skal derfor styrkes i fremtiden og være EU- kernekompetence. Det skal føre til et tættere økonomisk samarbejde, der også eksternt skal styrkes. I fremtiden skal EU være bedre til at koordinere medlemmernes handelspolitiske interesser også uden for Unionens territorium. Det kan for eksempel gøres ved at etablere innovationscentre rundt omkring i verden, der promoverer europæiske teknologier, produkter og ydelser – ligesom Danmark allerede gør det i dag med innovationscentre over hele verden.

Et mere politisk EU

I disse tider er ingen sikker på, hvordan EU skal udvikle sig. Kommissionschef Juncker præsenterede for nogle uger siden forskellige mulige scenarier. Selv for jubeleuropæere som han ville det for tiden være verdensfjernt at advokere for »Europas Forenede Stater« efter amerikansk forbillede. EUs fremtid ser anderledes ud.

Vi mener, at EU skal være et samarbejde mellem suveræne stater, der særligt gavner de små. Vi ønsker et EU, der tager sit udgangspunkt i folkets interesser, og kun ved at respektere, at borgernes politiske udgangspunkt i dag stadig er staterne, kan vi også i fremtiden sikre, at folket bakker op om EU, og at EU rent faktisk er til for folket.

Vi vil kæmpe for et EU, der er mere politisk, en Union hvor politiske holdninger brydes, og hvor vi ikke blot forfalder til »nødvendighedens politik«. Vi, der skriver denne kronik, er uenige om mange grundlæggende spørgsmål, når det kommer til EU, men vi mener, at det ville styrke befolkningernes opbakning til Unionen, hvis vi lagde for- og imod-diskussionen i graven for i stedet at give plads til diskussionerne om, hvilken politik, EU skal føre.

Når fremtrædende stats- og regeringschefer i disse uger præsenterer ideen om et Europa i flere hastigheder, er det netop et udtryk for, at man har lyttet til befolkningerne, der ikke ønsker et mere og mere omfattende og meget ufleksibelt EU, men en union af frivillige medlemmer, hvor man kan opretholde nationale særegenheder og samtidig være en del af et større fællesskab.

Det nye EU-samarbejde, som vi nu ser konturerne af, er vejen frem. Men det nye samarbejde stiller os et konkret spørgsmål: Mens nogle EU-lande i det nye samarbejde vil vokse tættere sammen, vil andre fjerne sig fra denne kerne. Hvor skal vi stå?

Vi mener, at vi som danskere skal være så tæt på kernen som muligt. Danmark får mest mulig indflydelse ved at være med ved forhandlingsbordet. I praksis betyder det, at vi politisk støtter et stærkt, forpligtende og samarbejdende EU, selvom vi erkender, at Danmark i kraft af vores forbehold ikke er med i den absolutte indercirkel.

EU skal i fremtiden fokusere på emner, der virkelig har brug for grænseoverskridende svar og holde sig væk fra emner, der også kan løses tættere på borgerne. Junckers slogan, et EU der er »big on big and small on small things«, er en god start, men skal udvikles bedre. På den måde kan vi skabe et EU, der for alvor arbejder i borgernes interesse og ikke bidrager med unødvendig lovgivning, hvor stater eller regioner bedst kan selv.

Vi er parat til at arbejde for et sådant EU her fra Danmarks position. Vi vil redde EU, for vi vil utroligt gerne fejre mange flere jubilæer for samarbejdet.

Chris Holst Preuss er formand for Venstres Ungdom, Lasse Quvang Rasmussen er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og Lukas A. Lausen er formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35.