Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi skal ikke uddanne til arbejdsløshed

Den nuværende praksis med at uddanne nærmest i blinde er hverken til gavn for de studerende, for samfundsøkonomien eller for virksomhederne. Derfor er der god grund til, at regeringen vil dimensionere optaget på uddannelser, der i alt for høj grad fører til arbejdsløshed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Realistiske forventninger til fremtidens behov for arbejdskraft bør i langt højere grad end i dag styre optaget på universiteterne. Den nuværende praksis med at uddanne nærmest i blinde er hverken til gavn for de studerende, for samfundsøkonomien eller for virksomhederne. Derfor er der god grund til, at regeringen vil dimensionere optaget på uddannelser, der i alt for høj grad fører til arbejdsløshed.

Men at dømme ud fra debatten i Berlingske mener mange tilsyneladende, at en reduktion af optaget er synd for universiteterne, og at den almene dannelse er truet af dimensionering. Jeg synes, at langt vigtigere spørgsmål trænger sig på.

Bliver unge nyuddannede lykkelige, når de aldrig kommer til at bruge deres uddannelse og kommer ud til et arbejdsmarked, hvor ledigheden for deres uddannelse er tårnhøj? Og får Danmark flere innovative virksomheder, der kan øge væksten i Danmark, hvis de ikke kan finde medarbejdere med de kvalifikationer, de har behov for?

Der har været en stigning på knap 50 procent i optaget på de videregående uddannelser fra 2007 til 2013. Med det nuværende mønster forventes 62 procent af en ungdomsårgang at tage en videregående uddannelse - og 30 procent en kandidatuddannelse. Det er langt over regeringens målsætninger på området. Det ville være fint, hvis de flere studerende blev optaget på uddannelser, som efterspørges på arbejdsmarkedet. Det er desværre langtfra tilfældet. Rigtig mange studerende bliver optaget på uddannelser, der er rettet mod den offentlige sektor. Imidlertid estimerer regeringens kvalitetsudvalg, at tre ud af fire studerende i fremtiden skal finde arbejde i den private sektor.

Og det er desværre ikke et nyt problem. I årevis har mange - ikke mindst humanistiske og kunstneriske uddannelser som litteraturvidenskab og design - haft en arbejdsløshed, der lå langt over andre kandidater med en videregående uddannelse. Og mange har måttet se sig om efter job, der lå langt under eller helt uden for deres uddannelseskvalifikationer.

I DI har vi ofte - også i denne debat - peget på, at vi uddanner for mange på en række uddannelser. Og at vi derfor uddanner for mange til ledighed. Hvordan det kan føre til, at flere humanister nu anklager DI for slet ikke at ville humaniora, er svært at forstå. Vi har altid ment, at det er vigtigt, at vi får uddannet fagligt dygtige humanister og kunstneriske kandidater både til DI’s medlemsvirksomheder, til universiteterne og til den offentlige sektor. Samfundsmæssigt har vi behov for sprogkompetencer, forståelse af fremmede kulturer og kendskab til den kulturelle arv og digital kommunikation. For bare at nævne nogle få områder. Men selvfølgelig har vi ikke større behov for at uddanne flere til de områder, end vi kan finde job til.

Regeringens forsøg på at styre det vildtvoksende optag bare en lille smule får skyld for at være »planlægningsfanatisme« og en sejr til de »grå regneark«. Men hvordan kan det være, at man lige netop på uddannelsesområdet ikke må skue ud i fremtiden? Virksomheder forsøger at forudsige, hvor mange varer, de kan afsætte. På skole- og børnehaveområdet prøver det offentlige at forudsige, hvor mange pladser, der er behov for i institutionerne. Danskerne vil også gerne have, at vores offentlige sektor i tide laver planer for at udbygge veje og togdrift, så vi ikke holder i kø. Men ifølge kritikerne må vi ikke planlægge på de videregående uddannelser. Her skal alt styres af den enkelte unges lyst og af, hvad uddannelsesinstitutionerne vil udbyde.

I mange andre lande udarbejder man prognoser og planlægger på uddannelsesområdet. Selvfølgelig skal vi også gøre det i Danmark, så vi ikke er helt uvidende om, hvad vores uddannelsesmønster betyder for hvilke kompetencer, vi har på arbejdsmarkedet om 20 år.

DI har fået udarbejdet prognoser, der viser, at i forhold til den arbejdsstyrke, vi har i dag, vil en meget mindre andel af de højtuddannede have en teknisk uddannelse, mens en meget større andel vil have en humanistisk eller samfundsvidenskabelig uddannelse. Virksomhederne oplever allerede i dag problemer med at finde de ingeniører, de har behov for. Og når vi ser på arbejdsløshedstallene, springer den meget lave ledighed for læger også i øjnene.

Universiteterne har reageret på ønsket om at tilpasse optaget med at ville reducere optaget af udenlandske studerende og professionsbachelorer som sygeplejersker, lærere og pædagoger, der ønsker at læse på en kandidatuddannelse. Dermed vil de gribe ind på to områder, der særligt optager regeringen: Sammenhæng i uddannelsessystemet og internationalisering af de danske uddannelser. Det er svært at forstå.

Universiteterne skal selvfølgelig ikke optage færre talentfulde udenlandske studerende og ambitiøse professionsbachelorer, der gerne vil uddanne sig på områder, hvor der er gode muligheder for job. Det lægger dimensioneringen heller ikke op til, da der ikke er lagt loft på optaget på de uddannelser. Så sygeplejersken, der gerne vil videreuddanne sig på kandidatuddannelsen i sygepleje, eller den udenlandske studerende, der gerne vil uddanne sig til ingeniør, bliver ikke ramt. Men pædagogen, der gerne vil læse en overbygning i pædagogik, får sværere ved at blive optaget, for her er der dårlige udsigter til at få et job. Og med den justering, som ministeren netop har meldt ud, bliver det også sikret, at der er plads til internationale studerende og professionsbachelorer.

Universiteterne har i årevis vidst, at man på en række uddannelser uddannede mange kandidater direkte til ledighed. Alligevel er den praksis fortsat i årevis, så der er optaget langt flere, end arbejdsmarkedet kunne bruge. Universiteterne henholder sig i dag til, at skiftende regeringer har bedt universiteterne om at optage flere studerende. Det er helt korrekt. Men selvfølgelig er det sket ud fra en politisk forventning om, at det øgede optag skulle ske på uddannelser med gode udsigter til job.

Universiteterne har arbejdet på deres egen model for dimensionering. Det tjener dem bestemt til ære. Der er desværre bare ikke fremlagt nogen endelig model, som tyder på, at universiteterne kan løse udfordringerne i samme omfang som regeringen.

Med ministerens seneste udmelding kender universiteterne nu deres opgave med at dimensionere uddannelserne. Og de har stadig store frihedsgrader i forhold til at få optaget på de enkelte uddannelser til at passe med behovet for job både regionalt og nationalt. Men det er vigtigt, at dialogen fortsætter, så modellen bliver bedst mulig. DI har bl.a. påpeget et par skønhedsfejl i den fremlagte model. En del er imødekommet, men flere skæmmer fortsat. På sprogområdet med de meget små fag bør der f.eks. findes en særlig model, som tager hensyn til, at vi i Danmark har de sproglige kompetencer, vi skal bruge.

I DI kunne vi også drømme om, at modellen bliver suppleret med mere langsigtede prognoser for behovet for arbejdskraft og kompetencer. Uanset hvad, fortjener regeringen stor ros for at tage fat på opgaven med at dimensionere uddannelserne, så vi ikke uddanner til arbejdsløshed. Det gavner hverken de studerende eller samfundet.