Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi skal holde hovedet koldt

Indsatsen mod terrorisme kræver både handlekraft og omtanke. Handlekraft savnes ikke. Men det ville gavne med mere omtanke i forhold til, hvad vi ved og ikke ved om det problem, vi har med at gøre. Derfor har vi taget initiativ til tænketanken Ret og sikkerhed.

A sign reading »I am Brussels« (Je suis Bruxelles) is placed between candles and flowers at a makeshift memorial at Place de la Bourse (Beursplein) in Brussels on March 23, 2016. World leaders united in condemning the carnage in Brussels and vowed to combat terrorism, after Islamic State bombers killed around 35 people in a strike at the symbolic heart of the EU. / AFP PHOTO / PATRIK STOLLARZ Fold sammen
Læs mere

Terrorismen er designet til at ramme os på følelserne. Den rettes mod tilfældige, uskyldige medmennesker, og den rammer hyppigt steder, der indgår i de flestes hverdag. Dermed angriber den vores grundlæggende følelse af tryghed. Seneste eksempel er det ulykkelige terrorangreb i Bruxelles i den forgangne uge.

Når man bliver ramt på følelserne, gælder det om at holde hovedet koldt. Hurtige, omfattende og »stærke« reaktioner i kølvandet på terrorangreb udnyttes alt for let i voldelige, ekstremistiske gruppers propaganda og i deres fortælling om verden, hvor den gruppe, de hævder at repræsentere, bekriges og holdes nede af en repressiv stat og en intolerant majoritet.

Meget er gået godt i den danske indsats mod terrorisme. Radikaliseringsforløb er blevet afbrudt tidligt takket være gode, lokale kriminalpræventive indsatser. Trods fejl og mangler, der blandt andet blev eksponeret i forbindelse med myndighedernes evaluering af forløbet op til terrorhandlingerne i København sidste år, er danske myndigheder bedre end de fleste andre landes myndigheder til at udveksle oplysninger, der kan bidrage til at forebygge radikalisering eller forhindre terrorisme. Danmark er fortsat et af de sikreste og tryggeste steder i verden, og vi er som samfund præget af en høj grad af tillid til hinanden, skønt ekstremister søger at skabe splid mellem forskellige etniske og religiøse grupper. Ansvarsbevidste politikere, der har nægtet at lægge skylden for militante islamisters barbariske gerninger på dørtrinnet hos alle danske muslimer, og talspersoner for muslimske foreninger og samfund, der er begyndt at løfte stemmen og tale ekstremistiske udlægninger af islam imod, har en stor del af æren for det.

Men verden står ikke stille. Gruppen Islamisk Stat har med sin massive udnyttelse af de sociale medier og sin velsmurte propagandamaskine sikret et greb om en bredere gruppe danske unge end nogen tidligere militant islamistisk gruppe. Der er næppe tvivl om, at jo mere klemt gruppen bliver i Irak og Syrien, jo hårdere vil den forsøge at slå til i Europa for at vise, at den stadig er relevant. Historien viser, at terrorgrupper forsvinder over tid, men også at nye følger. Vi kommer ikke til at erklære endelig sejr i kampen mod terrorisme. Vi skal leve med den på en måde, så den kommer til at fylde mindst muligt i vores samfund og i vores liv.

I Danmark er der en tendens til, at antiterror-lovgivningen strammes ad hoc og typisk i kølvandet på terrorangreb eller andre terrorrelaterede hændelser i Danmark eller i udlandet. Det er skidt, for sat på spidsen indebærer det, at det er terroristerne og ikke os, der nyder initiativretten. Det indebærer også en risiko for en bagudrettet indsats, hvor vi lukker huller og søger at forsvare os mod en gentagelse af det, der allerede har fundet sted. Det kan være fornuftigt nok i den udstrækning, terrorister gentager sig selv. Men de udvikler sig også, og gruppen Islamisk Stats innovative rekrutteringsmetoder via de sociale medier er et eksempel herpå.

Hvordan får vi rettet blikket mere fremad, så vores modforanstaltninger ikke kommer på bagkant, herunder med den teknologiske udvikling, som udnyttes effektivt af en række terrorgrupper til at sprede deres fortælling om verden og planlægge og gennemføre terrorhandlinger?

Hvad er den samlede strategi for, hvordan vi bevarer sikkerheden og trygheden i Danmark? Og hvordan vægter vi forebyggelse af problemer mod inddæmmende foranstaltninger og beredskab mod personer, der er uden for rækkevidde? I kølvandet på terrorhandlingerne mod kulturhuset Krudttønden og den jødiske synagoge i Krystalgade i København i februar måned sidste år blev der bevilget knap en mia kr., hovedsageligt til at styrke politi- og efterretningstjenesternes »hårde« indsatser mod terrorisme. Til sammenligning er der bevilget beskedne 60 mio. kr. til »bløde« forebyggende indsatser i perioden 2014-2018. Er det den rigtige balance mellem at forebygge og udbedre skader?

Og hvad er målet med det hele? At forhindre enhver ideologisk inspireret voldshandling på dansk jord? Eller, som briterne anfører i deres samlede strategi til bekæmpelse af terrorisme, at sikre at borgerne er trygge nok til at leve deres liv, som de plejer til trods for, at der eksisterer en trussel?

Politisk handlekraft, udtrykt ved nye tiltag eller lovgivningsmæssige stramninger, giver eksponering. Det gør køligt overblik, refleksion og eftertanke desværre ikke i samme grad.

Der er mange ting, vi ikke ved om terrorisme og terrorbekæmpelse. Der findes ingen almene og videnskabeligt efterprøvede modeller, der kan forklare hvorfor nogen mennesker bliver så radikale, at de griber til vold mod civile medborgere. Der findes ingen klare måder at opgøre og sammenligne effekten af forskellige tiltag mod terrorisme, og der er meget lidt uafhængig forskning dedikeret dette spørgsmål. Samtidig er vi oppe mod en tænkende modstander, der tilpasser sig vores modforanstaltninger, og der er derfor ikke nogen endegyldig formel for, hvordan en god terrorbekæmpelsesstrategi skal skrues sammen.

Det ville være dejligt, hvis vi havde en stor pose penge, der kunne understøtte opbygningen af et solidt og uafhængigt forskningsmiljø på området. Gode, saglige, forskningsunderbyggede argumenter kan faktisk til tider rykke noget i dansk politik, hvis forskningen er anvendelsesorienteret og formidles, så den er forståelig. Men mere viden er ikke hele svaret. Terrorisme er ikke et teknisk problem, hvor en vedholdende videnskabelig undersøgelse med tiden vil kunne kaste lys over årsagssammenhængende og pege på den rigtige løsning. Terrorisme er et komplekst problem, hvor nationale og internationale politiske forhold, sociale, socioøkonomiske, organisatoriske, socialpsykologiske, psykologiske og teknologiske forhold spiller sammen.

Derfor må strategien mod terror også rumme et samspil mellem flere politikområder end det retspolitiske, derunder udenrigspolitik, socialpolitik, undervisnings- og uddannelsespolitik, samt måske kulturpolitikken.

Der er ikke noget institutionelt eller lovgivningsmæssigt »fix«. Til gengæld er en løbende dialog mellem fagkundskab og modsatrettede politiske synspunkter af helt afgørende betydning. Og vel at mærke en dialog, der udfolder sig i fredstid og ikke i et hektisk og medieeksponeret kølvand på en terrorhændelse et sted i verden. En dialog, hvor vi forhåbentlig kan kigge lidt længere frem, drøfte succeskriterier, se på hvilken videnskabelig evidens vi har for effekten af forskellige modtiltag, identificere huller i vores viden, belyse de demokratiske og retssikkerhedsmæssige omkostninger ved forskellige tiltag, og udfordre hurtige konklusioner og lette standpunkter.

Derfor har vi taget initiativ til en ikke-traditionel tænketank, Ret og sikkerhed, som vi håber kan bidrage til en sådan dialog og måske til at tø fastlåste og vanebestemte positioner op. Konkret vil vi invitere til en række seminarer, hvor forskere, politikere og andre interesserede kan mødes og drøfte, hvordan vi bedst tager vare på trygheden, sikkerheden og retssikkerheden i Danmark. Vi starter 6. april med et seminar i Landstingssalen på Christiansborg, hvor vi ser nærmere på, hvordan civilsamfund og lokalmiljøer, der har været berørt af voldelig ekstremisme, udviser modstandskraft mod den, og på hvad helt almindelige mennesker kan gøre for at forhindre, at unge tiltrækkes af ekstremistiske miljøer.

Vi håber, at mange har lyst til at deltage, til at blande sig i debatten, men frem for alt til at lytte til dem, der mener noget andet end én selv, og til at konfrontere egne overbevisninger med forskningsbaseret indsigt, der måske peger i en helt anden retning. Vi tror, at det er en vigtig ingrediens, når det handler om at bringe et trygt, sikkert og sammenhængende Danmark videre i indsatsen mod terrorisme og voldelig ekstremisme.