Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi skaber en demokratisk underklasse

Politikerne er ude af trit med størstedelen af befolkningen, når de endnu en gang strammer reglerne for statsborgerskab.

Portrætter af medarbejderne på den nye radiostation Radio 24/7. Aydin Soei. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min mor var nervøs forud for samtalen med betjenten på Gladsaxe Politistation. »Nu er vi statsborgere,« udbrød hun som det første, da hun igen trådte ind ad døren til lejligheden. Dengang i midten af 90erne var det den lokale panserbasse, der vurderede, hvorvidt man besad de sproglige kompetencer til at erhverve det rødbedefarvede pas. Jeg var 14 år gammel og havde sjældent set min mor så glad som den dag, hun fik at vide, at hendes ansøgning om statsborgerskab på vegne af sig selv og sine to sønner ville gå igennem. Jeg forstod umiddelbart ikke hendes glæde, men statsborgerskabet bidrog til en større følelsesmæssig tilknytning til det land, hvor min lillebror er født, og som har været hjem for mig og min mor, siden vi kom til Danmark i de store flygtninge-år i midten af 1980’erne.

Siden 90erne er der blevet skruet voldsomt op for kravene, før man kan få statsborgerskab. Konsekvensen er, at der i løbet af få år er opstået en ny og voksende demokratisk underklasse. Hvor blot to pct. af den voksne befolkning ikke havde ret til at stemme ved folketingsvalg i 90erne, er det tal næsten steget til det firedobbelte på grund af de forhøjede krav til sprogkurser og selvforsørgelse samt den indfødsretsprøve, som den daværende VK-regering indførte for ti år siden. Et flertal i Folketinget lægger nu op til yderligere stramninger af reglerne for indfødsret, der i forvejen hører til blandt de strengeste i den vestlige verden. Samtidig genindføres de historisk-kulturelle spørgsmål om Saxos Danmarkshistorie, hvornår vi vandt EM i fodbold, og hvem der har skrevet Matador, der ellers under den forrige regering var røget ud. De forhøjede krav vil få udviklingen af en voksende demokratisk underklasse til at eskalere, og fremskrivninger viser, at den allerede inden for en håndfuld år vil udgøre mere end en tiendedel af den danske befolkning.

Kravene til statsborgerskab og spørgsmålet om, hvor meget man skal vægte kultur og historie, indgår naturligvis i den pågående definitionskamp om nationens identitet, og hvem der skal have lov til at kunne kalde sig fuldgyldige medborgere i Danmark. Og heri ligger måske det største paradoks i de nye strengere regler: Kløften mellem Christiansborgs førte politik og befolkningen bliver stadigt dybere, når det handler om holdningen til, hvem der bør anerkendes fuldt ud som medborgere.

På trods af, at Danmark historisk har været en kulturel nation, hvor fælles etnicitet og kultur har afgrænset vores nationale identitet fra »de andre«, anvender danskere i dag i høj grad det politiske fællesskab og opbakning til demokratiet til at forme vores nationale fællesskab, mens opbakningen til en etnisk homogen nation bliver mindre. Når man spørger danskere, har »forestillingen om et politisk fællesskab bedre kår end forestillingen om ét samlende kulturelt fællesskab«, konkluderer politologen Christian Al-brekt Larsen, der har stået for den danske del af den hidtil største internationale undersøgelse af borgernes holdninger til nationen. Resultatet fremgår af bogen »Danskernes nationale forestillinger« og ligger i tråd med tidligere undersøgelser fra European Social Survey, som også viser, at danskerne mener, at arbejdstilknytning og politisk tilpasning og deltagelse bør være de vigtigste parametre for, hvem der anerkendes som medborgere.

Udlændingepolitik var det mest dagsordensættende emne ved valgene i nullerne, og spørgsmålet om statsborgerskab begyndte især at fylde på den politiske arena i 2005, da Dansk Folkeparti i forbindelse med forhandlinger om ny finanslov krævede strengere krav, og at ansøgere også skulle testes i deres kulturel-historiske viden.

Søren Krarup ledte an og plæderede for, at ansøgerne skulle skrive et essay, hvori de beviste deres loyalitet over for Danmark og forståelse for den nationale egenart og historie. Dette ønske faldt dog på, at det ville være omstændeligt og praktisk umuligt for embedsmandsværket at vurdere ansøgernes »danskhed« ud fra essays. I stedet blev der valgt en kompromisløsning, hvor man skelede til de amerikanske multiple choice-prøver, hvor ansøgere skal svare på spørgsmål vedrørende landets demokratiske spilleregler og politiske historie. I den danske variant blev der imidlertid også tilføjet historisk-kulturelle spørgsmål bl.a. om, hvornår de danske håndboldkvinder havde vundet VM i håndbold, og hvem Grundtvig var.

Søren Krarup forklarede baggrunden for den nye prøve under en folketingsdebat sådan her: »Hvis Vesten ikke ser folkevandringssituationen i øjnene og træffer sine forholdsregler til at kontrollere den, vil Europa også denne gang blive oversvømmet og gå under.

Indfødsretsaftalen af 8. december 2005 er et glædeligt fremskridt på denne vej til tryghed og frihed for vore efterkommere.« Det lykkedes Dansk Folkeparti at få institutionaliseret spørgsmålet om Danmark som et homogent kulturelt fællesskab, men et kendetegn for nationen er, at den er under evig forvandling og de »efterkommere«, som Krarup vil beskytte, ønsker formentlig ikke at leve i det still-billede af Danmark, som nogle nationalkonservative desperat forsøger at fastholde. Danskernes opbakning til et politisk fællesskab er allerede i dag større end til ideen om en kulturelt homogen nation. »Specielt hvis man ser på det på lang sigt, da yngre og bedre uddannede forholder sig langt mere kritisk til det kulturelle end det politiske fællesskab,« som det konkluderes i »Danskernes nationale forestillinger«.

Ved de seneste valg har det vakt politisk ramaskrig, når antidemokratiske salafister har stillet sig op og erklæret, at det er haram – forbudt ifølge islam – for danske muslimer at stemme. Politikere har stået i kø for at fordømme disse mennesker, mens de har lovprist demokratisk deltagelse – med rette – som en vigtig dansk værdi. De selvsamme politikere har imidlertid i mange tilfælde selv lagt stemmer til, at en stor og voksende del af befolkningen er udelukket fra at stemme ved folketingsvalg.

På den ene side prædiker vore politikere demokratisk deltagelse og betoner vigtigheden af at bekæmpe radikalisering og parallelsamfund, men med de nye og strengere indfødsretsregler bidrager de selv til et Danmark med flere politisk kasteløse, hvormed vore politikere forærer radikale kræfter bedre kår for rekruttering af unge, der har boet hele livet i Danmark, når de siger til dem: »Der kan du bare se – du vil altid være andenrangsborger i Danmark.«

Udviklingen risikerer at bidrage til den stærke fortælling om modborgerskab, som allerede gør sig gældende blandt en del etniske minoriteter, der ikke føler sig anerkendt som ligeværdige i Danmark, hvilket igen er en risikofaktor i forhold til at stille sig uden for det større fællesskab.

Salafister taler især til unge, der føler sig betragtet som modborgere i Danmark, og når det handler om at overtale dem til at afholde sig fra valg, får de fremover en hjælpende hånd fra et flertal på Christiansborg. De nye strammere regler for statsborgerskab betyder nemlig, at unge, der er født og opvokset her og har rene straffeattester, ikke længere automatisk tilbydes statsborgerskab den dag, de består folkeskolens afgangsprøve som en anerkendelse af deres tilhørsforhold og af de værdier og kundskaber, de har tilegnet sig. Nu skal de bestå de mange prøver på lige fod med mennesker, der er kommet til Danmark som voksne.

Det er to årtier siden, at min mor trådte ind ad døren og fortalte, at vi nu var statsborgere, og jeg er nu selv blevet forælder til en søn, der er født som dansk statsborger i et langt mere multietnisk Danmark end dengang. Alt tyder på, at min søn kommer til at vokse op i et Danmark, hvor han ikke skal bevise sin danskhed, men jeg frygter for de mange, der ikke er så privilegerede. Og for konsekvenserne, når et flertal på Christiansborg insisterer på at skabe en stadigt større gruppe politisk kasteløse, der går i skole, betaler deres skat, men som holdes uden for det politiske fællesskab.