Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi kommer aldrig infektioner, cancer og Alzheimers til livs med den måde, vi forsker på

I 150 år har vi forsket på samme måde uden at finde løsningen på f.eks. samspillet mellem bakterier og krop. For at komme videre er vi nødt til at træde et skridt tilbage og erkende, at vi ikke ved så meget, som vi tror.

Vi ved en masse om, hvordan bakterier reagerer i et reagensglas, men ikke noget om, hvordan de reagerer inde i den menneskelige krop, og vi oplever flere og flere antibiotikaresistente bakterier. Det kalder på en ny tilgang til forskningen. Arkivfoto: Lars Helsinghof Bæk/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er snart 250 år siden, at man i England vaccinerede for første gang. Ca.100 år senere opdagede Ilya Ilyich Mechnikov i 1882 vores hvide blodlegemers evne til at bekæmpe infektioner. Immunologer har siden forsket intenst i denne første bastion i immunforsvarets evne til at bekæmpe inficerende mikroorganismer som bakterier, vira, svampe og parasitter. Nogenlunde samtidig begyndte Robert Koch og Louis Pasteur for alvor at påvise bakteriers rolle i infektionssygdomme og lidt senere – for ca. 90 år siden – opdagede Alexander Fleming penicillinen ved et tilfældigt lykketræf.

Thomas Bjarnsholt Fold sammen
Læs mere

Vi er gennem ihærdighed og en god portion held nået langt de seneste 250 år, men der er stadig en lang række centrale spørgsmål, der står helt åbne. Vi aner f.eks. ikke, hvorfor bakterier undertiden er årsag til infektion, mens de samme bakterier ved andre lejligheder er harmløse. Desuden er det ofte en gåde, hvorfor nogle infektioner er akutte, mens andre udvikler sig til kroniske.

For hver menneskecelle, vi består af, er der ca. ti gange så mange bakterier, som lever i og på vores krop. De kaldes tilsammen for det humane mikrobiom. De fleste af bakterierne lever i symbiose med os, og mange synes ligefrem at beskytte os mod udefrakommende sygdomsfremkaldende bakterier. Vi bliver bombarderet med både vores egne bakterier og udefrakommende bakterier konstant og hele tiden. Oftest helt uden vores vidende, da vores immunforsvar giver de uindbudte gæster en ublid velkomst og dræber dem. Man kan sige, at vi får små akutte infektioner, som vi aldrig opdager.

Forskningen har givet os en række antibiotika, vi kan gøre brug af, når immunforsvaret ikke rækker. Desværre står vi i visse tilfælde magtesløse – bl.a. når vi står over for infektioner med antibiotikaresistente bakterier. Det sker oftere og oftere, og antallet af infektioner med antibiotikaresistente bakterier vil utvivlsomt stige yderligere i de kommende år.

Desuden har lægevidenskabens landvindinger og vores generelle viden om sundhed betydet, at vi i dag lever længere. Det har øget behovet for implantater som f.eks. kunstige hofter, knæ og hjerteklapper. Disse behandlinger er blevet trivielle, om end de i visse tilfælde er direkte livreddende (hjerteklapper, stenter ved blodpropper etc.)

Desværre kompliceres behandlingerne i op mod 20 procent af tilfældene af en efterfølgende infektion. De akutte kan som regel behandles med antibiotika, mens de en-to procent af patienterne, der rammes af kroniske infektioner, går en mere usikker fremtid i møde, for sandheden er, at vi ikke ved, hvordan vi skal behandle kroniske infektioner.

Reduktionisme som forskningsmæssig aflad

Vi har længe troet, at vi ved, hvordan bakterier opfører sig inde i kroppen, og vi har forsøgt at imitere adfærden i laboratoriet med stort set uændrede metoder siden Koch og Pasteur. Disse første pionerer inden for mikrobiologien isolerede bakterierne fra de syge patienter og dyrkede bakterierne i ren form i flydende medier eller på agarplader med stor succes. Det er stort set de samme metoder, som alle medicinalvirksomheder benytter til at udvikle nye antibiotika i dag.

Men kan man reducere en bakteriel infektion i et menneske til bakterier dyrket i reagensglas? Det svarer til at ville forstå fugletræk ved at studere fugle i bur. Mikromiljøet og dynamikken inde i kroppen er meget forskellig fra bakteriernes betingelser i laboratoriet. Alligevel har den form for reduktionisme karakteriseret forskningen de seneste 150 år. Den har gjort os klogere, men den har ikke ført os så langt, som den kunne.

Alle de lavthængende frugter er plukket, og vi må finde andre løsninger for at nå højere. Reduktionismen har for længe været en form for forskningsmæssigt aflad, og den slags har som bekendt gode intentioner, men ringe indflydelse på virkeligheden. Vil vi gøre en forskel, er vi nødt til at forstå bakterier i deres rette kontekst – ikke mindst dem, vi ønsker at bekæmpe. Det betyder, at vi skal undersøge dem, som de er inde i kroppen, både ved kolonisering ­– altså vores mikrobiom – og ved infektion.

Vi ved fra den seneste forskning, at bakterierne opfører sig markant anderledes i laboratoriet, end de gør i faktiske infektioner. Det er bl.a. derfor, at vi kan standse infektioner i laboratorier, men ikke i mennesker. Det entydige fokus på specifikke og isolerede elementer betyder, at vi ikke ved, hvad der sker, når bakterier kommer ind i kroppen – hvorfor de nogle gange forsvinder, mens de andre gange koloniserer, og hvorfor det nogle gange sker uden konsekvenser, mens det andre gange er årsag til akut eller kronisk infektion.

Vi kender ikke bakteriernes metabolisme og levevis inde i menneskekroppen, og derfor fejler så mange kliniske afprøvninger i mennesker. Et af de bedst kendte – og mest skræmmende – eksempler er kampen mod Alzheimers sygdom. Flere end 450 forskellige stoffer har været afprøvet i mennesker, men alle har fejlet i at kurere den forfærdelige sygdom. Grunden er, at vi endnu ikke ved, hvad der forårsager nedbrydningen af hjernecellerne hos patienterne. Uden at kende og forstå helheden – altså processerne inde i patienterne – kan vi ikke udvikle en effektiv medicin. Det skulle da lige være, hvis en forsker en dag var lige så heldig som Alexander Fleming i hans opdagelse af penicillin, men tør vi vente på det?

Bevillinger nytter ikke

Politikerne, lobbyisterne, medicinalindustrien og forskerne er bekendt med problemerne og taler for øgede bevillinger. Selv om der allerede er postet milliarder af kroner i forskning omkring infektioner, det humane mikrobiom, immunforsvaret og antibiotikaresistens, er vi ikke tættere på en løsning. Det er et tiltagende problem, da vi oplever en verdensomspændende stigning i smitsomme sygdomme (både akutte og kroniske), antibiotikaresistens og livsstilssygdomme.

Problemerne er sammensatte, og de bør tilgås som sådan. Vi skal derfor kombinere vores indsigt fra immunologien og mikrobiologien med fokus på infektionsprocesserne. Vi skal undersøge og forstå, hvordan vores krop identificerer de forskellige bakterier og gennem immunforsvaret reagerer i henhold hertil. Hvordan opstår og bevares den balance, der holder os raske, både mentalt og fysisk?

Hvis 150 års målrettet immunologisk forskning har efterladt os med en manglende forståelse for samspillet mellem bakterier og krop, hvad nytter det da at poste flere penge i samme forskning? Sandsynligvis ikke det store. Skal vi videre – og det skal vi – bør vi anskue problemerne i et tværfagligt perspektiv. Formår vi det, er det min tese, at vi ikke længere bare kan sige, hvornår vi skal antibiotikabehandle, men rent faktisk besvare de altafgørende spørgsmål: hvordan og hvorfor. For at komme videre er vi nødt til at træde et skridt tilbage og erkende, at vi ikke ved så meget, som vi tror.

Paradigmeskift

Som jeg ser det, skal der et paradigmeskift til, for at vi kan løse de voksende problemer med infektioner, antibiotikaresistens, lidelser som Alzheimers og flere former for cancer, hudlidelser og livsstilssygdomme. Vi forskere, universiteterne, de offentlige og private fonde samt politikerne skal turde gøre op med reduktionismen og begynde at anlægge et holistisk syn på sundhedsvidenskaben.

Der er efterhånden akkumuleret så meget viden om problemernes enkelte bestanddele, at vi kan begynde at kombinere dem i vores forsøg på at forstå infektionernes og sygdommenes biologi. Når alt kommer til alt, vil de fleste af os hellere helbrede mennesker, end vi vil helbrede reagensglas.