Vi har ret til at begrænse indvandringen

Men vi har samtidig en etisk forpligtelse til at hjælpe fattige lande og folk med at udvikle deres eget samfund. For et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller.

»Jo større diaspora, desto hurtigere vil indvandringstakten vokse.« Tusindvis af mennesker har givet sig ud på den farefulde færd på Middelhavet for at søge mod Eruropa. Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Sidste efterår besøgte den canadiske politolog Joseph Carens Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandringen, også den illegale. Han mente nemlig, at åbne grænser er en mere etisk måde at indrette verden på; for det kan vel ikke anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom?

Fra den enkeltes synsvinkel kan det forekomme sådan. Alligevel er det en forenklet måde at anskue tingene på. Men hvis man skal formulere nogle etiske principper for håndteringen af nutidens massive strømme af migranter og flygtninge, kan man ikke tillade sig blot at tage hensyn til individer. Så kommer man ikke uden om at overveje konsekvenserne af åbne grænser for befolkninger og lande i både den fattige og rige verden. Som jeg vil forklare i det følgende, må målet for en etisk befolkningspolitik – som i andre spørgsmål om grænseoverskridende problemer – være at opnå bæredygtighed i begge verdener. Dette må være et af de styrende principper for en etisk befolkningspolitik.

Læs også: 1.500 er druknet i forudsigelige katastrofer

For Danmarks tilfælde betyder det, at det må anses for legitimt at overveje konsekvenserne både for os selv som modtagerland og for de lande, hvor indvandrerne og asylansøgerne kommer fra – i det omfang, asylansøgerne ikke er krigsflygtninge eller personligt forfulgte. Hvad der i forhold til den enkelte asylansøger derved kan forekomme at være en ubarmhjertig politik, vil i det store billede være den mest etiske. Vi kender det fra de mange ulykkelige skæbner, som vi næsten dagligt hører om i medierne. Men selv om de kan berøre os dybt, og det givetvis foretages mange bureaukratiske fejlskøn, så består løsningen alligevel ikke blot i at åbne grænserne.

For nogle få år siden foretog Gallup en undersøgelse i en lang række af verdens fattigste lande. Den viste, at 40 procent ønskede at udvandre, hvis de kunne. Konsekvensen af åbne grænser for de fattige lande vil derfor være, at de vil blive tømt; ikke for alle, men for deres mest veluddannede og ressourcestærke borgere. De fattigste vil nemlig ikke have uddannelse eller økonomiske midler nok til at udvandre. For de rige lande vil konsekvensen blive, at deres befolkningstal vil blive øget voldsomt på så kort tid, at det vil være umuligt at integrere dem. Åbne grænser vil altså betyde, at afgiverlandene vil blive endnu fattigere, end de var i forvejen. Samtidig vil de miste potentialet for at udvikle sig. Modtagerlandene ville samtidig se grundlaget for deres rigdom smuldre.

For et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, som de udviklede. Selvfølgelig betød koloniale besiddelser dengang også noget, men det er langtfra den afgørende grund til nutidens globale ulighed, som man ofte påstår på den yderste venstrefløj. Hovedårsagen er dysfunktionelle samfund.

Læs også: Hykleriet i Middelhavet

Da funktionsduelige modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har et folk ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land, og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love. Til gengæld har det samtidig en etisk forpligtelse til at hjælpe fattige lande og folk med at udvikle deres eget samfund.

Målet med en etisk befolkningspolitik må derfor være at lægge rammerne for en bæredygtig indvandring. Hermed mener jeg en indvandring, der ikke ændrer de institutioner, værdier og normer, som værtssamfundet skylder sin velstand, sociale orden og sit høje tillidsniveau. I praksis betyder det kontrolleret indvandring. Kontrolleret indvandring bør bygge på et princip om, at størrelsen af indvandringen må afpasses med integrationshastigheden. Hvis størrelsen øges uden en tilsvarende social inkorporering, ophører den sociale bæredygtighed; bl.a. fordi størrelsen af indvandrersamfund i et modtagerland sætter en bremse på integrationen. Lad mig forklare dette.

En af de væsentligste grunde til, at mennesker beslutter sig for at udvandre fra deres eget land, er, at der i forvejen findes en »diaspora« i det land, de ønsker at migrere til, altså en befolkningsgruppe af deres egen slags. Jo større diaspora, desto hurtigere vil indvandringstakten vokse. Det påviser den anerkendte britiske økonom Paul Collier i sin bog »Exodus« fra 2013. Collier viser imidlertid samtidig, at størrelsen af diasporaen til gengæld sænker den hastighed, hvormed dens medlemmer bliver integreret i samfundet. Det gælder især indvandrere, der kommer fra en helt anderledes kultur og et samfund, hvor borgerne har lav tillid til hinanden og til de offentlige myndigheder og institutioner. For så søger de nytilkomne »sikkerhed« blandt deres egne. Desuden sænkes det generelle tillidsniveau i værtssamfundet, som Harvard-politologen Robert Putnams forskning viser.

Læs også: Lidegaard: Bådflygtninge stiller os i et »djævelsk dilemma«

Andre faktorer, der nedsætter integrationshastigheden, er generøse velfærdsordninger og politikker, som ikke opmuntrer indvandrere til at lære sig modtagerlandets sprog og tilpasse sig dets sociale normer og politiske værdier, men tværtimod bekræfter dem i en opfattelse af, at det er i orden at bevare en stærk identifikation med deres oprindelsesland og dets kultur. Selvfølgelig har indvandrere ret til deres egen kulturelle identitet og til at blive anerkendt i deres forskellighed fra flertallet. Men man skal blot vide, at såkaldt »multikulturelle politikker« kan antage en sådan karakter, at de sammen med meget generøse velfærdspolitikker gør integrationsprocessen langsommere end i lande, hvor det forventes, at indvandrere bliver selvforsørgende og selv gør en indsats for at tilpasse sig værtssamfundet. Det viser bl.a. et stort studie fra 2010 af den hollandske samfundsforsker Ruud Koopmans.

Integrationspolitikkens mål må derfor altid være at sørge for, at indvandrerne gradvis bevæger sig ud af diaspora-samfundet og bliver en del af det omgivende samfund samt at sikre, at tilstrømningen udefra tilpasses integrationstakten.

Min konklusion er, at vi har brug for en gennemtænkning af de etiske aspekter ved flygtninge- og indvandringspolitikken. I stedet for at lade den styre af en diffus »humanisme« bør vi føre en indvandringspolitik, der bl.a. bygger på de etiske principper, jeg har skitseret her. For modtagerlandet vil der uundgåeligt være økonomiske hensyn at tage, hvis indvandringen skal være til gavn og samtidig undgå at underminere velfærdssystemet. Men det ville være uetisk kun at fokusere på egne økonomiske interesser. En etisk indvandringspolitik må indebære, at der bliver taget hensyn til både modtagerlandets og afgiverlandets sociale, kulturelle og økonomiske bæredygtighed i et længere tidsperspektiv. Det vil på længere sigt også tjene udvandrernes egne interesser. For langt de fleste udvandrere er udvandring nemlig den sidste udvej.

Til gengæld bør vi føre en aktivistisk bistandspolitik, som kan bidrage til større global lighed, og en udenrigspolitik, der medvirker til at stabilisere skrøbelige stater og forhindrer, at de bryder sammen og sender millioner af mennesker på flugt fra politisk vold og social nød.