Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi har ikke sejret ad helvede til – men vi er godt på vej

»Jeg synes, det er dejligt at se, at man diskuterer borgerlighed, men det bør gøres ud fra, at danskerne er mere borgerlige end nogensinde siden de glade 1980ere, og i lyset af, at en ny kamp om nationens identitet trænger sig på med galoperende hastighed.«

Fotograf Helle Moos Skudehavnsvej 36b 2150 København mobil + 45 40 35 97 40 Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Mikkelsen

Blå blok sejrede massivt, da eleverne i 8. og 9. klasse sidste år satte deres livs første kryds i det store skolevalg. De borgerlige partier – inklusiv Dansk Folkeparti, men eksklusiv Det radikale Venstre – fik tilsammen 57,9 procent af stemmerne, mens de røde partier måtte nøjes med 42,1 procent.

Tallene har allerede været omtalt her i spalterne, og mit udgangspunkt er selvfølgelig, at tallene skal fastholdes. Det kræver, at de borgerlige partier passer på ressourcerne, men også at vi opruster kulturelt – en kerneopgave, hvis man kalder sig borgerlig.

Udgangspunktet er så at sige godt, men vi har ikke sejret »ad helvede til« endnu.

Der er måske ikke mange, der kender det usædvanlige udråb, men det stammer også fra februar 1982, da LOs daværende formand Thomas Nielsen forlod sin post på grund af alder. I sin afskedstale på LO-kongressen erklærede den afgående formand, at fagbevægelsen alt i alt havde sejret »ad helvede til«. Bemærkningen fremkaldte en mærkelig stilhed i den store sal, hvor hele fagbevægelsen var samlet, og derfor tilføjede Thomas Nielsen et: »godt«. Han skulle ikke have siddende på sig, at kommende formænd ikke længere havde noget at kæmpe for.

Thomas Nielsen havde ret i, at han efterlod sig et demokratisk og oplyst velfærdssamfund, hvor social og økonomisk nød var udryddet takket være et velorganiseret arbejdsmarked og et fintmasket socialt sikkerhedsnet. Det paradoksale var, at Thomas Nielsens berømte ord faldt netop som en nødvendig modoffensiv, der havde som erklæret hensigt at reformere fagbevægelsens samfundsprojekt, stod for døren.

I Storbritannien var premierminister Margaret Thatcher kommet til magten i 1978 på en udpræget konservativ platform, præsident Ronald Reagans positive konservatisme havde givet ham en jordskredssejr i efteråret 1980, og blot et halvt år efter talen overtog vores egen Poul Schlüter regeringsmagten i Danmark og blev siddende i over 10 år. Tiden var borgerlig og Danmark – ja, hele verden – ville aldrig blive den samme igen. Dette er vel nok bedst illustreret, da den demokratiske præsident, Bill Clinton, i begyndelsen af 1990erne erklærede: »The era of big government is over«.

Jeg var selv KU-formand i slutningen af 1980erne, da Schlüter var statsminister og Palle Simonsen finansminister. KUs medlemstal bugnede, og man mærkede, at ti års borgerlige regeringer faktisk gør en forskel. Vi sejrede ad helvede til – rigtig godt – men kun fordi Poul Nyrup Rasmussens SR-regeringer i 1990erne i store træk videreførte Schlüters reformpolitik, men også udenrigs- og sikkerhedspolitikken, samt undervisnings- og kulturpolitikken.

Det store skolevalg sidste år viste tal, som jeg faktisk ikke har set siden dengang i 1980erne. Jeg blev så utrolig glad over, at blå blok igen har fat i ungdommen. At ungdommen er borgerlig er den bedste nyhed i mange år.

Derfor har jeg også kun hovedrysten til overs, når jeg gang på gang læser blogs, debatindlæg og kronikker, der sammenligner vores tid med det røde regime i 1970erne eller værdirelativismen i 1990erne. Jeg synes, det er dejligt at se, at man diskuterer borgerlighed, men det bør gøres ud fra, at danskerne er mere borgerlige end nogensinde siden de glade 1980ere, og i lyset af, at en ny kamp om nationens identitet trænger sig på med galoperende hastighed.

Vi skal passe på kongeriget

Som jeg ser det, skal vi opføre os ordentligt, kende vores rettigheder og pligter, passe på ressourcerne og opruste kulturelt – vi skal kort sagt passe på kongeriget, indtil de unge er klar til at tage over.

Først og fremmest skal vi have gjort op med lavrenteregimet, der har præget økonomien siden finanskrisen. Renten er unaturlig lav og holdt nede af politikere, der ikke tør udarbejde reformer. Den lave rente skaber unaturlig høj ulighed, og dermed social uro og plads til politiske ledere og partier, som vi alle sammen ville have taget afstand til for bare ti år siden.

Tendensen er skræmmende, og kræver, at der ryddes op i økonomien igen. Virksomhederne skal have bedre vilkår for at sikre jobskabelse i den private sektor. Hvis nogen skulle have glemt det, er det faktisk formålet med regeringens 2025-plan, som jeg fortsat ser som en rose til os andre partier – dog med en hel del torne, som vi lige skal have pillet af.

For os konservative handler det om at genskabe arbejdsglæden, lysten til at investere og til at købe eget hus og have. Vi skal fremtidssikre velfærdssamfundet, og sikre tryghed for alle. Det kræver ikke kun orden i økonomien, men også lov og orden. Jeg tror fortsat på, at hårde straffe virker både præventivt og styrker borgernes retssikkerhed. Det handler om ordentlighed. Også i spørgsmålet om flygtninge.

Når danskerne gør oprør mod flygtningestrømmen er det jo ikke fordi, vi ikke vil hjælpe folk i nød, men vores retssikkerhed krænkes, når flygtninge ved hjælp af menneskesmuglere rejser gennem hele Europa for at komme til eksempelvis Danmark. Vi skal opføre os ordentligt og forlange, at FN fordeler flygtningene til de forskellige modtagerlande.

Opgør med meningstyranniet

En ordentlig flygtningepolitik skal kombineres med kulturel oprustning på linje med kulturpolitikken i 2000erne. Vi skal igen føre en offensiv kulturpolitik, der kan bane vejen for en fortsat stærk, dansk identitet.

Den borgerlige VK-regering gennemførte en kultur- og værdikamp, der ændrede den politiske debat herhjemme, og vi fik gjort op med årtiers politisk korrekt meningstyranni. Som kulturminister stod jeg midt i orkanens øje og kæmpede kampen, men hele regeringen tog kampen op med de gamle munkemarxister fra 1970erne og værdirelativisterne, der havde præget avisernes spalter i 1990erne.

Vi vandt faktisk det første slag. Vi fik klart og tydeligt gjort opmærksom på, at alt ikke er lige godt. I dag ved ikke mindst ungdommen, at hvis alt er lige godt, er alt ligegyldigt. Jeg tror det er derfor, de stemmer borgerligt.

Kultur- og værdikampen rasede frem til finanskrisen tog over, og jeg beklager, at vi ikke fortsatte, eller i det mindste ikke fortsætter, hvor vi slap. Vi kan ikke afblæse kultur- og værdikampen, da den er med til at styrke opfattelsen af, hvem vi er som nation og bane vejen for en fortsat stærk, dansk identitet.

Jeg vil gerne pege på to konkrete initiativer, der kan gøre en forskel og styrke de borgerlige dyder og vores identitet i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer. For det første skal vi satse mere på finkulturen, da det er denne, og ikke populærkulturen, der er med til at udvikle vores identitet og skabe en positiv udvikling. For det andet savner jeg initiativer, der styrker kendskabet til kulturarven, fordi kulturarven beriger os ved fortællingen om, hvorfor Danmark udviklede sig til den nation, vi er i dag.

Jeg har både sagt og skrevet det før, og jeg gentager det gerne igen, at vi står over for en udfordring, der i størrelse og dybde langt overstiger den udfordring, som den ældre borgerlige generation havde i 1970erne, og min generation havde op gennem 1990erne og under VK-regeringerne i 2000erne. Denne gang er der tale om parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere.

Det er her, vi har kulturkampens nye front, og det er kun os konservative, der kan sige og fastholde denne dagsorden, og denne gang er det ikke engang særligt svært, fordi Europa sukker efter borgerlige svar på de forandringer, vi oplever og står over for. Tiden er slet ikke til værdirelativisme, multikulturalisme og evig velfærd længere. De borgerlige burde mere end nogensinde være klar til kamp.

Kodeordet er ordentlighed. Ordentlighed i alt, hvad vi foretager os og kæmper for. Evnen til at sætte en borgerlig dagsorden og holde fast i at føre borgerlig politik er midlet. Stolthed ved vores kultur, traditioner og ved at være dansker er målet.