Vi har brug for flere Thyra Frank’er i dansk politik

»Politik er ikke kun lovgivning, politik er også at beslutte, hvad der er vigtigt. Det er vigtigt, at vi har mange slags politikere, så vi får mange livserfaringer og mange kompetencer i Folketinget. Det kræver flere Thyra Frank’er, Uffe Elbæk’er, Bertel Haarder’er og i det hele taget politikere, som ikke på forhånd opfattes som sprøjtet ud af pølsemaskinen.«

09DEBTINEAURVIG-HUGGENBERGE.jpg
Læs mere
Fold sammen

Wooww, var min umiddelbare reaktion, da jeg som de fleste andre politiske nørder fulgte de nye ministernavne droppe ind i mit twitterfeed.

Det var alligevel noget, ja, jeg havde som de fleste andre ikke set for mig, at Thyra Frank ville blive en del af det nye ministerhold. Frank var ligesom forsvundet ud og under den politiske radar, gået på pension.

Men den store overraskelse blev hurtigt afløst af undren. Hvorfor udnævne en minister på et område, hvor Christiansborg så at sige ikke har nogen som helst indflydelse på den daglige forvaltning? Ansvaret er jo, som Thyra Frank ganske rigtigt pointerer, kommunernes. Jo vist, Finansministeriet fordeler noget bloktilskud og diverse puljemidler, men det daglige ansvar er kommunernes. Og mig bekendt er man fint tilfreds med på Slotsholmen, at man kan henvise det daglige bøvl til kommunerne.

Hvorfor er det så, at Anders Samuelsen, Søren Pape og Lars Løkke Rasmussen inviterer alle uskiftede tissebleer ind til en debat på Folketingets talerstol? Alt, hvad der ikke fungerer i den daglige forvaltning på ældreområdet, skal nu gøres til genstand for endeløse rækker af paragraf 20-spørgsmål og helst åbne samråd, uden at det flytter noget som helst for dem, det handler om.

Politikerne på Christiansborg kan bruge endeløse timer på at finde gamle citater på hinanden og i særdeleshed på ældreministeren, og så kan de kræve ministeren i samråd for at afkræve hende svar på, om hun stadig mener, at de gamle skal have portvin og rødvin – og det uden at det flytter noget som helst for dem, det handler om.

Vil regeringen virkelig give ældreministeren både penge og magt til at ændre de åbenlyse problemer, der er på ældreområdet? Dét er jo det store og vigtige spørgsmål. Jeg er faktisk ikke et sekund i tvivl om Thyra Franks intentioner og indsigt. Men hvad hjælper det, hvis hun ikke får magt, som hun har agt?

Der er ingen tvivl om, at ældreområdet som politisk kamparena vil vokse voldsomt de kommende år. Den generation af ældre, der har været sagtmodige og taknemmelige, afløses stille, men ikke spor roligt af generationer af ældre, der mener, at de har krav på individuel behandling, individuel mad, individuelle boformer osv. osv., fordi de har betalt så rigeligt i skat hele deres liv. Tilmed kan de kommunikere, så vi kommer til at høre dem. Så den nye ældreminister er fra dag 1 ekstremt udfordret. Kravene går kun én vej, og det er opad, og samtidig er hun belastet af, at hun fagligt ved noget om området.

Den akademiske pølsemaskine

Men nu er Thyra Frank blevet minister, nu er hun en del af regeringen, og hun er ikke mindst en del af systemet, og så bliver hun helt legitimt stillet til ansvar, et ansvar som bliver nærmest umuligt at løfte, hvis ikke der på den ene side bliver hende tildelt penge og magt og på den anden side sker en anerkendelse af, at Thyra Frank er en anden type politiker end dem, der er flest af på Christiansborg. Alt er som det skal være og er det så det alligevel?

Vi har i årevis messet, at politikerne i Folketinget var for ens, ja, de var alle sammen blevet sprøjtet ud af den akademiske pølsemaskine, og de afspejlede i hvert fald ikke den brede befolknings erhvervssammensætning.

Der er blevet efterlyst mennesker, læs politikere, som var faglærte/ufaglærte, havde praktisk erfaring, kunne tale, så man forstod dem, var originale, ikke lå under for systemet, var fra det private erhvervsliv osv. osv. Denne længsel er især blevet viderebragt i endeløse spaltemillimeter af pressen, og jeg skal ikke sige mig fri for selv at have den samme længsel fra tid til anden.

Men man kan jo godt spørge sig selv, om den længsel har bund i noget som helst. For når vi kigger på de politikere, der stikker af fra pølsemaskinen eller bryder de meget fastlåste definitioner af, hvordan man er en rigtig socialdemokrat, hvordan man er en rigtig magtpolitiker, hvordan man er minister, hvordan man forhandler, og jeg kunne blive ved, ja, så falder hammeren, og den falder hårdt.

Jeg er ikke naiv, jeg ved godt, at Thyra Frank selvfølgelig er udset til at tale til et bestemt vælgersegment, måske udset til at dæmme op for Dansk Folkepartis forførende tale over for den ældre del af befolkningen, og den del skal hun selvfølgelig også bedømmes på.

Men når man ser måden, hun meget lidt kærligt er blevet taget under behandling på som person fra dag 1, så bliver jeg alligevel en smule træt.

Vi må genoplive forsamlingshuset

Politik bliver så afsindigt forudsigeligt, når det meste af højre side af salen med en koreografi til præcision træder sammen i kollektivt forsvar for Thyra Frank, og venstre side med samme præcise koreografi udser hende som det nemme mål, eller som nogen så prosaisk har formuleret det, hun er det svageste dyr på savannen.

Selvfølgelig skal Thyra ikke fredes, men helt ærligt. Hvis vi alvorligt mener, at Folketinget skal se anderledes ud, at det skal afspejle forskellige livserfaringer, kompetencer og repræsentere holdninger, der stikker ud, så er det måske nu, at vi alle sammen skal trække vejret dybt og give plads til ikke bare et brud med stereotyperne, men også plads til andre arbejdsmetoder i det politiske system.

Vi er som et demokratisk land udfordret af den voksende afstandtagen, der er til vores måde at forvalte de demokratiske institutioner på. Den voksende følelse af afmagt og ikke mindst den voksende ligegyldighed over for demokrati som styreform. Uden at skulle lyde radikal, så er der et gigantisk behov for at kickstarte den politiske samtale. Give os alle sammen ikke bare en følelse, men en reel mulighed for indflydelse på de beslutninger, der påvirker vores liv.

Det vil givet blive opfattet som den rene anakronisme, men vi må genoplive forsamlingshuset, både fysisk og digitalt. Vi må sende lovgiverne ud til konkrete borgermøder, hvor de ikke skal holde taler, men hvor de skal samarbejde med de fremmødte om løsninger på alt fra infrastruktur til maden på plejehjemmet. Vi må decentralisere den politiske proces, så vi oplever reelt nærvær og indflydelsesmuligheder.

Det vil være et langt sejt træk, men jeg er overbevist om, at hvis vi som borgere oplever, at der er reel indflydelse på spil, meningsfulde diskussioner og hårde prioriteringer, så vil folk også komme, og de vil deltage.

Det kræver i min optik flere typer politikere, det kræver politikere, der sætter sig selv i spil og på spil, det kræver nogle flere Thyra Frank’er, Uffe Elbæk’er, Bertel Haarder’er og i det hele taget politikere, som ikke på forhånd opfattes som sprøjtet ud af pølsemaskinen.

Politik er ikke kun lovgivning, politik er også at beslutte, hvad der er vigtigt. Så skal vi ikke beslutte, at det er vigtigt, at vi har mange slags politikere, så vi får mange livserfaringer og mange kompetencer i Folketinget?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det stiller krav til os alle sammen om, at det er ikke nok at stå og skrige os hæse over, at vi vil have andre politikere. Vi må give rum og plads og ikke forvente, at nye ministre eller politikere i det hele taget kan finanslovens finesser og kender en administrations samtlige beføjelser forfra og bagfra fra dag 1. De skal bedømmes på, om de mener noget, om de tør, og om de kæmper for at få deres holdninger gjort til politik, der ændrer noget.

Tine Aurvig-Huggenberger er direktør for Kreativitet & Kommunikation, branche- forening for rådgivende kreative erhverv.