Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi har brug for et videncenter

Vi skal have meget bedre grund under fødderne, når vi tager beslutninger om nye kostbare behandlinger og medicin. Ellers får vi et sundhedsvæsen med større ulighed eller et sundhedsvæsen, vi ikke kan finansiere.

Arkivfoto:Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi oplever i disse år en kraftig opbremsning i sundhedsudgifterne. Det er et faktum, uanset hvor mange tal, politikerne jonglerede med under den nylige valgkamp. Det kan sundhedsøkonomerne dokumentere sort på hvidt: Sundhedsudgifterne stagnerer. Det hænger sammen med en fortsat svag økonomisk udvikling, og derfor må vi indstille os på, at de gyldne 00ere på sundhedsområdet ikke kommer tilbage.

Samtidig oplever vi en markant stigning i udgifterne til ny medicin i både almen praksis og på sygehusene. En stigning, som de samme sundhedsøkonomer forventer bare vil fortsætte, fordi gevinsterne ved billigere medicin på grund af patentudløb på mange produkter nu er indhøstet. Så nu kommer de nye dyre produkter, og der er forventninger om videnskabelige gennembrud omkring f.eks. stamcellebehandling og individualiseret medicin, der bestemt heller ikke bliver nogen udsalgsvare.

På godt og ondt. Godt, fordi det giver os nye muligheder for at forbedre patientbehandlingen og behandle nye patientgrupper og forkorte indlæggelsestiden på grund af ny teknologi. Ondt, fordi den prislap, der følger med, er stor og truer med at skæv vride sundhedsvæsenet i en tid med lavvækst. Og her behøver vi ikke at teoretisere. Konsekvenserne er allerede synlige og mærkbare ved de tilbagevendende sparerunder i regionerne og de tiltagende problemer med overbelægning på sygehusene med ældre medicinske patienter på gangene. De forbedrede behandlinger for nogle grupper af patienter går ud over andre, fordi budgetterne ikke følger med.

I den situation er der brug for at tage kloge beslutninger og sørge for at bruge penge der, hvor vi, som det populært bliver sagt, får mest sundhed for pengene. Og kloge beslutninger kræver viden. Det er opfattelsen hos LVS, Lægevidenskabelige Selskaber, at beslutninger om indførelse af nye behandlinger og medicin ikke altid sker på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Myndigheder og politikere er udsat for et massivt pres fra industriinteresser, patientforeninger og medier for at indføre nye behandlinger på deres område, så der er et betydeligt element af den stærkes ret. De, som sidder i de nuværende vurderingsorganer, oplever ofte, at de mangler viden. Der mangler også opfølgning på de nye behandlinger, virker de, er de pengene værd?

Det, vi ved fra internationale undersøgelser, er, at der eksempelvis på kræftområdet gennem 00erne er godkendt og indført nye lægemidler, hvor kun nogle få kan siges at være pengene værd. På samme måde er det med mange andre nye lægemidler, hvor der er en markant korttidsvirkning, men langtidsvirkningerne mht. til livskvalitet, sygelighed og dødelighed er ringe eller ukendte. Lederen af Copenhagen Trial Unit, Christian Gluud, beskrev i en artikel i Dagens Pharma i starten af året dette skisma. Forskerne på det københavnske center havde gennemtrævlet rapporter om nye lægemidlers virkning med særlig fokus på nye kræftmidler, og de gjorde en grim opdagelse. Af 27 lægemidler, der var blevet godkendt af de amerikanske og europæiske lægemiddelagenturer FDA og EMA i perioden fra januar 2011 til december 2012, var der kun tre stoffer, der kunne dokumentere, at de reelt forlængede overlevelsen, og det kun i få måneder.

En række nye lægemidler, der har kostet de nationale sundhedsvæsener mange milliarder kroner, har kun haft en marginal effekt for kræftpatienterne. Det er måske til at leve med i tider med højkonjunktur, men det er ikke acceptabelt i en situation med de nuværende økonomiske vilkår. Vi mangler en institution, der kan give os et bedre grundlag at træffe beslutninger på, hvad enten det drejer sig om indførelse af nye behandlinger eller dyr medicin.

Det er også problematisk, at der stadig ikke sker en vurdering af nye behandlinger og de forbundne omkostninger i forhold til billigere og velafprøvede behandlinger, der måske har den samme helbredsmæssige effekt. Eventuelt om nye behandlinger betyder, at vi kan ophøre med andre behandlinger, som vi i dag tilbyder rutinemæssigt. Der sker slet ikke nogen vurdering af, hvad det betyder for andre patientgrupper og sundhedsvæsenets muligheder for ikke blot at levere kvantitet, men også kvalitet. Det, vi kan se, er, at forholdene for store grupper af specielt ældre medicinske og kirurgiske patienter er blevet støt dårligere.

Det er meget usædvanligt for et avanceret og velfungerende samfund som det danske, at der ikke gøres noget forsøg på at vurdere, om pengene bliver brugt rationelt. Og her taler vi ikke om at opstille modeller for vurdering af, hvor meget et menneskeliv eller et ekstra leveår må koste, som man forsøger i andre lande. Vi taler om at tilvejebringe et passende højt videnniveau, før vi tager beslutninger med meget store økonomiske konsekvenser, og foretage en opfølgning, så vi kan vurdere, om beslutningerne var rationelle.

Der er i Danmark brug for, at vi får samlet, koordineret og styrket vurderingen af nye behandlinger og ny medicin ét sted. For øjeblikket er vurderingerne spredt på for alt mange instanser, og der sker ikke i tilstrækkelig grad en opfølgning af, hvorvidt udgifterne til ny medicin og nye behandlinger står i forhold til udgifterne. En ny instans skal skaffe viden, både gennem en styrket klinisk forskning og indsamling af eksisterende data, til brug for de politiske beslutninger om sundhedsinvesteringer. De ekstra omkostninger vil hurtigt tjene sig ind gennem rationelle beslutninger.

Rådgivning om nye lægemidler og behandlinger, som det foregår i dag, er meget fragmenteret, med risiko for modstridende og forvirrende signaler. Arbejdet er bl.a. placeret i Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS, i Medicintilskudsnævnet, i Institut for Rationel Farmakoterapi, IRF, og i en række lokale medicinkomiteer. Senest tilkomne er Koordinationsrådet for Ibrugtagning af Sygehusmedicin, KRIS, der især skal vurdere nye kræftbehandlinger. Det er ikke hensigtsmæssigt i forhold til den opgave, som vi står over for.

Den ekspertise, der skal bruges til etablering af et samlet dansk videncenter, er allerede i vidt omfang til stede i de eksisterende instanser. Vi har desuden adgang til store mængder opdateret viden i form af de mange nationale kliniske retningslinjer, der anvendes af de lægelige specialer som basis for at give patienterne en optimal behandling. Men det er vigtigt, at et nyt center etableres med en betydelig grad af autonomi, så politikerne kan være sikre på, at beslutningerne kan tages ud fra uafhængig rådgivning.

Vi mener ikke i Lægevidenskabelige Selskaber, at vi har behov for at kopiere udenlandske forbilleder for at etablere et dansk videncenter. Det gælder i særlig grad det britiske NICE, som ofte bliver nævnt i debatten og som netop laver levetidsvurderinger. Det bygger på helt andre principper, som har rod i det britiske klassesamfund. Heller ikke den norske model eller modeller valgt i Sverige og Tyskland kan direkte overføres til Danmark.

Men vi er nødt til at skaffe os en højere grad af viden om de kostbare nye behandlinger og ny medicin, som vi får adgang til i de kommende år. Vi skal have et bedre og mere koordineret grundlag for at vurdere, om omkostningerne står i et rimeligt forhold til effekten, og om det står i et rimeligt forhold til, hvad vi kunne have fået for pengene andre steder i sundhedssektoren. Ellers får vi et sundhedsvæsen med større ulighed og mindre sammenhæng. Eller et sundhedsvæsen, som vi ikke kan finansiere.