Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi har brug for en kanon, der samler alle

Vi har brug for en anti-kulturalistisk kanon, der både vedkender sig sin politiske karakter, og som samler alle, der jo dog lever i Danmark her og nu, og som peger fremad mod et fælles liv.

30DEBJens-Martin-Eriksen-17.jpg

Danmarkskanon-projektet er et forsøg på at sætte nogle rammer for den danske kulturalisme. Den er én blandt flere af den slags ideologier i verden.

Her i landet skal den danne front over for de påvirkinger og manifestationer, som kommer fra islam og kulturelle strømninger fra Asien og Mellemøsten. Med historie og dogmer som ammunition søger man at opbygge en forskansning mod den trussel, som er kommet til Danmark i form af anakronistiske, voldelige og autoritære kulturtræk. Disse er ideologiske biprodukter af indvandringen fra samfund, hvor moderniteten ikke er en naturlig del af politik og kultur. Menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed har hidtil været fundamentale rettigheder og politiske goder for os, som man uproblematisk har kunnet gøre brug af og henvise til som ledetråd i en drøftelse af samfundsmæssige spørgsmål.

Sådan forholder det sig ikke med den religion og kultur, der opfatttes som en belejring af vores egen livsverden og vores demokrati. Derfor må der udarbejdes et curriculum som led i en national bevæbning for at styrke forskansningen mod en fjendtlig belejring. Det er i store træk de mere eller mindre uerkendte motivationer, der informerer initiativtagerne til at udarbejde såkaldte Danmarkskanoner.

Måske vil kanonisterne ikke vedkende sig disse bevæggrunde, fordi de kan lyde brutale og på paradoksal vis komme til at stå i modsætning til den nationale selvforståelse? For her hedder det sig gerne, at danskerne er fredelige og unationalistiske, åbne og forstående og tolerante.

Derfor vil det være som at slå sig selv for munden, hvis man åbent formulerer sin konfrontatoriske hensigt med en militant og ideologisk mobilisering. Og følgelig er det bedst ikke at tænke for meget over, hvorfor disse kanoner i det hele taget skal udarbejdes. Så kommer man ikke i indbyrdes konflikt med de dogmer, som man gerne skulle få plads til i den pietetsfulde besmykkelse af den danske historie og de karaktertræk, som man gerne vil have skal være kendetegnet for det danske folk og den danske nation i den kamp mod den fremmede belejring, som man heller ikke vil være ved.

Men kanonerne giver kun mening, fordi fremmed og fjendtlig indflydelse er trængt ind, og på forskellig vis også har vundet fodfæste i landet derved, at mange danskere er eftergivende over for den. De har adopteret den fremmede ideologi, taget den til sig for at forsvare den over for andre af deres landsmænd. Ytringsfrihed står pludselig til diskussion. Og hvis den bruges på en bestemt måde, så misbruges den, hedder det sig fra den ene dag til den anden. Og så er man selv ude om det, hvis man får trusler og ender med at blive offer for et religiøst motiveret attentat.

Vi må erkende, at dette synspunkt har vundet indpas. Bestræbelserne for fysisk at adskille mennesker og adlyde forbud om, at man ikke må forlade sin religion, samt at individer ikke har ret til at gifte sig med andre, der ikke tilhører islamisk religion, har også fundet en platform hos danskere. Man udtrykker forståelse for disse fremmede kulturtræk for angiveligt at vise sin tolerance.

Det sæt af friheder og værdier, vi hidtil har taget for givet som en del af et fælles kulturelt referencepunkt, der uproblematisk kan henvises til, er dermed faldet fra hinanden.

Kristendom mod islam

Den danske kanon skal få danskerne til at besinde sig på et nationalt og etnisk fællesskab i en tid og i en situation, hvor de er splittede. Og den skal befordre dem ind i denne proces, uden at den fremstår som en politisk proces.

Men der er et problem ved at gennemføre en politisk diskussion ved samtidig at fingere, at den ikke er politisk. Nissen flytter med. Nu begynder man i den ideologiske mobilisering for at identificere den danske identitet at overveje lutherdommens omfattende betydning for det danske demokrati. Det sker, når nationalkonservative intellektuelle skriver om dette som et konsensuspunkt. Men man overser, at protestantisk kristendom i Danmark har klaret sig udmærket uden demokrati siden reformationen i 1536 og til vedtagelsen af Grundloven i 1849.

Man gør sig også overvejelser over kristendommen i den lutheranske version som forudsætningen for lighed, sækularisme og den tankefrihed, som ellers hidtil har været kendtetegnet for Danmark, men ikke mere kan tages for givet. Kirken og Luther bliver med andre ord mobiliseret for at påkalde et fællesskab og en forskansning mod den fremmede fare, som har hjemsøgt det danske demokrati og angrebet sammenhængskraften i den danske kultur.

Det bemærkelsesværdige er dog, at disse påstande ikke selv bliver erkendt som politiske af deres nationalkonservative ophavsmænd. De er blinde for, at andre i det fællesskab, som de er samlet for at definere med deres kanon, ser det som en sekterisk bestræbelse.

Definitionsopgaven er stillet som en identifikation af, hvilke ideologiske strømninger og institutioner, der har gjort os til dem, vi er. Og det er med denne ballast, vi skal modstå den fremmede indflydelse, der allerede har gnavet sig ind i vores landsmænds sind og til dels i vores institutioner. Det er scenografien. Det er lutheransk kristendom mod autoritær islam. Det er den danske flertalskultur, der skal samles under kristendommens banner mod den fjendtlige islamiske og orientalske kultur.

I den nationalkonservative version er ideologien armeret med retrospektive referencer og forvredet politisk med udgrænsning af strømninger og ideer, der ikke passer ind i de religiøse frontlinjers scenografi.

En barrikade mod multikulturalisme

Det 20. århundrede hed engang Socialdemokratiets århundrede. Det gør det ikke mere i tidsåndens ideologiske mobilisering. Her forsvinder det moderne gennembruds mænd og kvinder, og arbejderbevægelsen og kulturradikalismen. De kræfter, der om noget har båret demokratiet og ligheden frem og kæmpet for frihed fra religiøs tvang og undertrykkelse. Moderniteten fortoner sig i dette etno-politiske program og erstattes af en religiøs arv, der skal rehabiliteres som statsdannende ideologi.

Kanonprojektet er tilsyneladende et forsøg på at barrikadere os mod multikulturalisme. Men det er selv et stykke multikulturalisme. Det er danskhed som ideologi.

Den danske kanon er selv et stykke programmatisk multikulturalisme i den forstand, at den er udtryk for en etnopolitisk kommunitarisme. Det er et curriculum, et udkast, der danner front mod de danskere og deres baggrund, som kommer med en arv og nogle forudsætninger fra andre fællesskaber. Og det danner også front mod de danskere, der politisk ikke lader sig assimilere i tidsåndens kristelige garderobepåhit.

Det er en selektiv og konstrueret fortidsutopi vendt mod fremtiden. Det peger ikke mod et samfund og et fælles liv, der er åbent for et alment ræsonnement og for almene interesser. Det er et etnopolitisk og kommunitaristisk projekt, der samler sig om religiøse og politiske særinteresser. Som sådant er det en pendant til de vækkelsesbevægelser, som findes blandt de islamistiske fjender, der uudtalt er motivationsfaktorerne for projektet. Det danske kanonprojekt og de islamistiske vækkelsesbevægelser har det til fælles, at de altid er konservative og retrospektive af natur i deres besværgelse af tradition. Og de er resultater af en multikulturalistisk logik, der befordrer, at kulturelle og religiøse grupper samler sig om hver sit etnopolitiske projekt.

Der er brug for et andet projekt, der ikke fortaber sig i en fordrømt guldalder og i sekteriske eksegeser om lutheranismens betydning for de politiske og åndelige kampe for frihed, demokrati og ligestilling – der som bekendt for en stor dels vedkommende blev ført af mennesker, for hvem lutheranisme intet betød. Vi har brug for en anti-kulturalistisk kanon, der både vedkender sig sin politiske karakter, og som samler alle, der jo dog lever i Danmark her og nu, og som peger fremad mod et fælles liv.

Jens-Martin Eriksen er forfatter til en række bøger om multikuturalisme, bl.a. »Fra skorpionernes verden - krigen, kirken og nationalismen«, en rejsebog om Serbien under krigene i 1990erne (2011).