Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi dyrker moderskabet – ikke forældreskabet

Især den kvindelige omverden sørgede for, at jeg altid var tanket godt op på skyld-med-skyld-på-kontoen, og flere gange var jeg tæt på at kaste karriere-håndklædet i ringen. Jeg er af den overbevisning, at øremærket barsel til mænd vil få antallet af skilsmisser til at falde.

Johanne Bruun Rasmussen Fold sammen
Læs mere

Jeg har en teori. Inden jeg præsenterer den, må jeg hellere fortælle lidt om min baggrund. Jeg er 32 år, mor til to drenge og med en tredje på vej. Jeg har ingen rigtig uddannelse, men jeg startede i 2006 sammen med tre jævnaldrende mandlige kolleger et kreativt digitalt bureau. I dag tæller vores firma tre kontorer i Aarhus, København og New York. Vi har ca. 36 ansatte og løser opgaver for firmaer som Google, Nasa, YouTube og MoMA. Jeg betragter altså mig selv som en nogenlunde succesfuld karrierekvinde.

Min første søn fik jeg i 2008. Jeg arbejdede indtil terminsdagen, hvor vandet gik, og han kom ud. Han var så uendelig nuttet og den nemmeste og mest tilfredse baby, vi kunne ønske os.

Få måneder inden havde jeg siddet alene over for en jordemoder og en jordemoderstuderende, som var rystet over det, jeg lige havde delt med dem. Nemlig, at mit ufødte barn skulle stifte bekendtskab med institutionsverdenen allerede i en alder af seks måneder.

Ordret sagde jordemoderen: »Ja, jeg siger det ikke ligeud, men du skal vide, at jeg tænker, det tangerer børnemishandling.« Jeg havde ærligt talt svært ved at forestille mig, at hun kunne have sagt det mindre ligeud. Jeg havde en klump i maven, da jeg gik derfra. De var jordemødre… de vidste vel en ting eller to.

Min mand var også selvstændig, præcis som jeg, og overalt var der fuld forståelse for, at han naturligvis ikke kunne tage barsel. Hvad ville det ikke betyde for hans virksomhed?

Efter 14 dage på barsel var jeg grædefærdig, ikke over min søn, han var fantastisk og passede alle sine babypligter til UG. Derimod var jeg grædefærdig ved tanken om at skulle være væk fra mit arbejde i seks måneder! Seks måneder – jeg følte, at det i den digitale branche svarede til seks år.

To måneder inde i min barsel ringede mine kolleger: Vi havde fået mulighed for at pitche (præsentere) en opgave til en stor amerikansk kunde. Vi kunne have meldt pas, men jeg fik sommerfugle i maven, og de 14 dage, hvor jeg hver dag gik på arbejdet med min baby – og lærte at der akkurat kan ligge et ammende barn mellem en touchpad og et tastatur – var de bedste i min barsel. Vi vandt ikke pitchet, men det var fantastisk at være tilbage i loopet, fantastisk at føle sig som andet end et omvandrende mælkeanker.

Da jeg endelig, efter seks måneder, kom rigtigt tilbage på arbejdet, havde alt forandret sig. Jeg følte, at jeg havde været væk i en evighed på trods af, at jeg løbende havde læst mails og i det hele taget havde arbejdet en del hjemmefra. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg havde lyst.

Det næste halve år fulgte det, som jeg senere har døbt »barsels blues«, hvor jeg konstant havde dårlig samvittighed, uanset om jeg var på arbejde eller var derhjemme med min baby. Især den kvindelige omverden sørgede for, at jeg altid var tanket godt op på skyld-med-skyld-på-kontoen, og flere gange var jeg tæt på at kaste karriere-håndklædet i ringen. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg følte, at jeg skulle.

I 2010 skulle jeg igen på barsel. Barselssituationen havde overhovedet ikke ændret sig, og igen var det min hovedpine at få fordelt de seks måneder ud over, ja altså – mig.

Med min første »barsels-blues« frisk i erindringen indgik jeg en »aflastningsordning« (som vi kaldte den) med mit arbejde, den gik ud på, at jeg hver dag de sidste tre måneder i min barsel kom ind på kontoret og fik fingrene i bolledejen. Selvfølgelig i det omfang, min søn gad være på arbejde.

På den måde blev min ammehjerne ikke for stor, og jeg mistede ikke på samme måde fornemmelsen af, hvad der foregik i en digital verden, som interesserer mig. Det passede endda som regel med, at min søn tog en god lang lur de timer, vi var på kontoret.

Jeg husker kun ét enkelt kunde-møde, hvor han lavede en lort, der løb op ad ryggen og ud over det hele, kunden var borgmesterafdelingen i Aarhus, og jeg mindes, at de tog det i stiv arm.

Nu er mine to store drenge fem og syv år, de er sociale, udadvendte og velfungerende, ingen af dem har tilsyneladende taget skade af den forholdsvis korte barsel. Min mand og jeg blev skilt for et par år siden. Og status er, at jeg sammen med min kæreste nu venter min tredje dreng. Igen er jeg kommet til at forelske mig i en selvstændig erhvervsdrivende. Folk roser ham, når han siger, at han forventer at tage en måneds barsel. Til gengæld bliver der fortsat kigget ondt og fordømmende på mig, når jeg siger, at det for mit vedkommende nok bliver til fem måneder denne gang.

De fordømmende blikke og spydige kommentarer rører mig ikke så meget denne gang. Jeg har allerede bevist, at en ambitiøs mor, der er glad for sit job, sagtens kan være en god mor. Men det er interessant, at min kæreste ikke én gang har skullet svare på spørgsmål om, hvorfor han kun tager en enkelt måned. Alle synes at have forståelse for, at han er en ambitiøs, selvstændig erhvervsdrivende, og derfor kan han naturligvis ikke bare trække stikket i tre måneder. Det piner mig, at jeg aldrig nogensinde har mødt samme forståelse.

Ved at give os retten til 52 ugers barsel, har vi samtidig skabt en kultur, der fratager os retten til ikke at tage al den barsel. Vi har skabt en kultur, hvor vi dyrker moderskabet, frem for forældreskabet. Og bevares, jeg er da også en hund efter nybagte boller og babypludder, min karriere ville bare ikke kunne tåle, at jeg samlet set brugte næsten tre år af mit liv på kun at dyrke det.

Tilbage til min teori. Som faktisk er tobenet. Det ene ben i teorien handler om, at øremærket barsel til mænd er noget af det eneste, vi mangler, for at ligestille mænd og kvinder i jobsituationer. Jeg er overbevist om, at vi ved at droppe alt om kønskvoter og i stedet øremærkede en del af barslen til mændene ville se markant flere kvinder i topstillinger og på bestyrelsesposter.

Teoriens andet ben handler om, at jeg rent faktisk er af den overbevisning, at øremærket barsel til mænd vil få antallet af skilsmisser til at falde. Og hvorfor tror jeg så det?

For nylig besøgte vi et vennepar, hvor manden lige havde afsluttet tre måneders barsel med deres datter. Vores ven demonstrerede stolt, hvor far-syg, deres datter var blevet. Jeg spurgte, hvad barslen ellers havde givet ham. Han svarede, at udover at have fået et fantastisk forhold til sin datter og en oplevelse af, at barsel er alt andet end afslapning og caffe latte, havde den største opdagelse været, hvor sur han kunne blive på sin kone, hvis hun var bare ti minutter forsinket efter arbejdet.

Som han sagde, »sådan et menneske er jeg jo slet ikke«. Men hey, sådan et menneske er vi alle sammen efter otte timer alene med en sur baby, og det er netop den indsigt, der ville være så fantastisk for alle mænd at få, og den får man altså først, når man har prøvet at være på barsel. Netop den indsigt, den gensidige respekt og forståelse, den ville føre med sig, tænker jeg, ville kunne spare det danske samfund for en masse skilsmisser.

Jeg kan naturligvis tage fejl, men det er altså min tobenede teori. En teori, som ikke bygger på skyggen af statistik, bare en mavefornemmelse og lidt fordømmelse følt på egen krop.