Stephen Hawking har nu igen forladt vores land. Men jeg tror, at hans besøg har gjort varigt indtryk. Uanset om man interesserer sig for teoretisk fysik og fatter bare lidt af Hawkings videnskabelige præstationer, kan enhver se, at man her har en mand, som tackler sit livs iøjnefaldende udfordringer forbilledligt. Som han selv udtrykker det i et interview, han gav til DRs Steffen Kretz: »Selv om jeg var så uheldig at få ALS, har jeg været heldig med stort set alt andet.« Og Politiken brugte som overskrift til deres interview denne replik: »Du kan miste alt håb, hvis du ikke kan grine ad dig selv. Jeg griner meget.«

Jeg har i de senere år flere gange læst hans berømte populærvidenskabelige bøger »A Brief History of Time« (1988, oversat til dansk) og »The Grand Design« (2010, sammen med Leonard Mlodinov). Selv om jeg både er matematisk-fysisk student og har universitetsbifag i filosofi, hvor vi lærte en del om naturvidenskabernes videnskabsteori og –historie, må jeg tilstå, at jeg ikke fatter alt, hvad Hawking forklarer trods flere intensive gennemlæsninger. Men jeg fatter nok til at forstå, at den virkelighed, vi lever i, er fantastisk.

Det ved man sådan set godt i forvejen. Men Hawking konkretiserer det gennem udvalgte detaljer fra sit forskningsområde, som handler om de mest ekstreme forhold i vores fysiske virkelighed. Han går ned i atomernes verden og forklarer kvante­fysikken, som er den fysik, der gælder for atomer, lyspartikler og lignende. En fysik med regler, der strider mod de fysiske regler, vi kender fra hverdagen. Han rejser rundt i universet, tilbage i tiden til universets begyndelse og frem til dets mulige endeligt eller genfødsel. Og han forbinder det hele med historiske beretninger om, hvordan især religiøs modstand mod nye erkendelser påførte nysgerrige, nytænkende forskere en masse lidelser, eventuelt døden, før disse erkendelser slog igennem.

Ydmyghed ville klæde os

Den historie, han fortæller, er, at for få tusinde år siden troede alle, at menneskene levede på en flad jord i centrum af universet og var helt afhængig af diverse guder, som skulle respekteres og tilbedes for ikke at skabe en masse problemer. Det var, før man opdagede, at naturen kører efter nogle regler. Men efterhånden har det så vist sig, at det univers, mennesket lever, i bare er ét blandt så manger universer, at det svarer til et 1-tal efterfulgt af 500 nuller, og at den jord og den galakse, vi befinder os i, kun er opstået takket være nogle ujævnheder, som tilfældigvis opstod få brøkdele af nanosekunder, efter at vores univers opstod for ca. 13,7 mia. år siden. I et univers, hvor alt stof var jævnt fordelt fra begyndelsen, vil alt fortsætte med at være jævnt. Intet stof vil nogensinde samle sig til sole, kloder og galakser. Den slags universer findes naturligvis også blandt de uendeligt mange universer, men er komplet uegnet for mennesker, som derfor slet ikke opstår i dem.

Vores fire velkendte dimensioner: tre rumlige plus en rum-tidsdimension, er kun fire aktualiserede fysiske dimensioner af i alt 11, hvor de syv er uudfoldede hos os. I andre universer kan det være anderledes.

Det kan minde om science-fiction, men er altså, ifølge Hawking og hans kolleger, virkeligheden. Udover, at det er rart for ethvert kultiveret menneske at vide, hvordan verden rent fysisk er skruet sammen, kan man spørge, hvad man egentlig skal bruge det til.

Det må indrømmes, at sådanne erkendelser, som Hawking kommer med, næppe vil kunne få indflydelse f.eks. på Løkkes 2025-plan, som nu skal forhandles. Men når man betragter de udfordringer, som vi har ikke blot her i landet, men som menneskeheden har her på kloden – overbefolkning, global opvarmning, fattigdom, uvidenhed, overtro, undertrykkelse og sult, så er Hawking yderst relevant.

Hvis hele Jordens befolkning fattede det væsentligste af Hawkings indsigter, ville der på Jorden brede sig en ydmyghed over universets kringlede mekanismer og altings sammenhæng. Der ville brede sig en ydmyg undren over, at vi overhovedet er her.

Men det er vi måske heller ikke så længe. I interviewet i Politiken (26/8) siger Hawking, at »det er så godt som sikkert,« at Jorden inden for de næste tusind eller titusind år vil blive ramt af en katastrofe, f.eks. en atomkrig, global opvarmning, genmanipulerede vira eller af uheldige følger af nyudviklede teknologier (f.eks. kunstig intelligens). Derfor mener han, at vi senest på det tidspunkt gerne skulle have bredt os ud i rummet og til andre stjerner, så en katastrofe på Jorden ikke vil udrydde menneskeracen. Men de første 100 år vil vi ikke være i stand til at emigrere fra Jorden, så her skal vi passe ekstra på. Hawking mener dog godt, at vi kan klare det: »Jeg er optimist.«

Når man har været fordybet i læsning af Hawkings bøger, hæver blikket og ser på de politiske stridigheder på vores klode, er det svært at få øje på nogen ydmyghed over, at vi mennesker bare er en detalje i et imponerende multiunivers. Folk dræber hinanden i krige på grund af stridigheder om magt og territorium. Eller fordi de forsvarer deres gud mod kættere ud fra religiøse forestillinger, som ifølge Hawking altid er bagstræberiske i forhold til nye, videnskabelige indsigter. Vores klode er præget af slagsmål mellem mennesker, som alle tror, at de har ret til eller er nødt til at slå andre ihjel for selv at undgå at dø. Og det er desværre ofte rigtigt.

Det er svært at forestille sig, selv med den vildeste Hawking-optimisme, at vi jordboere sammen kan finde ud af at udvandre til andre kloder og galakser i løbet af de næste tusind år. Men det gør kun optimisme endnu mere nødvendig. For i politik gælder den grundregel, at jo værre det ser ud, desto mere nødvendigt er det for de ansvarlige at udstråle optimisme. Ellers mister alle håbet. Og jeg føler mig som almindelig læser af Hawking ansvarlig for, at noget sker.

Bør udgives i læs-let-format

Derfor skal jeg foreslå, at Hawkings populærvidenskabelige bøger øjeblikkeligt udgives af FN i forkortet form og i let læselig tekst på alle Jordens sprog. Det er fint, at de allerede er udkommet i millionoplag på mange sprog, men de skal gøres lige så lette at forstå som en bibelhistorie, en koran og lignende for børn. Og der skal laves tilsvarende videoer for analfabeter. Lad alle skoler, der findes på vor jord, øjeblikkeligt sætte Hawkings pensum på undervisningsplanerne. Det er fint nok, at Hawking og hans kolleger har fundet ud af, at mennesket er en detalje i universet, som skyldes en tilfældighed, og at vores univers kun er et af utallige. Men den ydmyghed, som følger af indsigten, skal udbredes til hele Jorden, før denne ydmyghed kan samle os i fred og fordragelighed. Så vi samlet kan forberede vores emigration, før noget går virkelig galt og udrydder os.

Desværre er denne »Hawkings 3025-plan« nok ikke realistisk. For det første har vi i demokratierne alt for travlt med 2025-planer til at have overskud til 3025-planer. For det andet vil religioner ikke frivilligt afgive deres stærke, årtusindgamle magt over sindene. For det tredje vil Jordens mange diktatorer, etpartisystemer og præstestyrer aldrig lade en global ydmyghed over, at mennesket overhovedet findes her på jorden i galaksen Mælkevejen, brede sig i deres befolkninger og underminere respekten for den lokale Big Brothers ufejlbarlighed.

Men det er stadig muligt at bevare optimismen takket være Hawkings person. For det første er Hawking trods alt kun et menneske, og han kan derfor tage fejl. Hans statistiske forudsigelse af katastrofen kan være forkert. Måske sker det først om 20.000 år. For det andet er der grund til at glæde sig allermest over, at der i universet er opstået mennesker med hjerner som Hawkings, der er i stand til at fatte væsentlige dele af de regler, der har dannet både ham selv og alle os andre og hele multiuniverset.