Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi anker ikke – vi anklager

Skamstøtte. En dom afsagt i sagen om testcentret for vindmøller i Thy vil for eftertiden stå som en juridisk skamstøtte over centret og den politiske beslutningsproces, skriver Henrik Svanholm og Peter Skeel Hjorth. De efterlyser en forfatningsdomstol til de tilfælde, hvor borgerne kommer i klemme i forhold til myndighederne.

Vestre Landsrets afgørelse i sagen om testcentret i Østerild viser behovet for en forfatningsdomstol, mener kronikørerne. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved en bevidst tilsidesættelse af fremlagt dokumentation har Vestre Landsret gjort sig skyldig i en fejlvurdering af EUs habitatdirektiv, der skal beskytte natur og borgere imod overgreb af myndigheder. Samtidig viser landsrettens dom fra 27. juni 2013 i den meget principielle retssag om testcentret for vindmøller i Østerild i Nordjylland, at retsvæsenet ikke kan håndtere komplicerede problemstillinger på en retfærdig måde, når staten er den ene part. Det er i sagens natur et alvorligt problem for en retsstat og viser, at der i Danmark er behov for en forfatningsdomstol, som kan sørge for at holde myndighederne på ret kurs, når de er kommet på afveje og plejer interesser i strid med bl.a. EUs regler på miljøområdet.

Sagen om testcentret var anlagt af Landsforeningen for Bedre Miljø, der i oktober 2010 sammen med en række berørte borgere havde stævnet Miljøministeriet for at have handlet i strid med habitat-direktivet og hidtil fasttømrede demokratiske og juridiske principper. Landsretten fandt, at der ikke var fremlagt oplysninger, som anfægtede Miljøministeriets vurdering af, at habitatdirektivets betingelser var opfyldt. I sine præmisser lagde retten alene vægt på Miljøministeriets vurdering uden at forholde sig kritisk til et eneste punkt, selv om dommen nævner et vigtigt notat fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Heri står der bl.a.: »..vi mangler viden omkring de rastende fugles trækkorridorer mellem EF-fuglebeskyttelsesområderne (især F20) og det omgivende agerland. Dette vanskeliggør en sikker vurdering af kollisionsrisici for disse arter (bl.a. traner, gæs, havørne og svaner), hvoraf flere er med i områdernes udpegningsgrundlag, men potentielt kunne kollisionsrisici være stor for disse arter.«

I samme rapport står der på side 24: »Hvad angår flagermusene mangler der generel og konkret viden om lokale bestande og trækforhold.« Samt at »en undersøgelse af birkemusens eventuelle tilstedeværelse i Østerild er påkrævet, da der potentielt kunne være tale om påvirkning af yngle- og rasteområder.«

Efter EU-Domstolens praksis skal en undersøgelse være gennemført på et videnskabeligt niveau. Der gælder også et forsigtighedsprincip med omvendt bevisbyrde. Det vil sige: Det formodes på forhånd, at et særligt beskyttet naturområde kan blive påvirket negativt, medmindre at det modsatte kan dokumenteres. Og dokumentation skal foreligge, før der træffes beslutning om at realisere projektet. Det er ikke tilstrækkeligt at omtale nogle forhold i en VVM-redegørelse. For at overholde EUs regler skal der foreligge selvstændige videnskabelige undersøgelser. Disse krav kan ikke opfyldes ved efterfølgende eller spredte foranstaltninger, hvad der har været tilfældet i denne sag.

Dommen vil for eftertiden stå som en juridisk skamstøtte over testcentret og den politiske beslutningsproces. Den er afsagt af tre landsdommere, hvoraf de to er relativt uerfarne, den ene endda ansat midlertidigt på prøve. Dens præmisser er tynde og forholder sig ret beset ikke til sagens substans. De tre dommere har dermed reelt forhindret en anke til Højesteret og forringet sagsøgernes mulighed for at få fri proces til en ankesag. Sagen vil derfor ikke blive anket til Højesteret, hvor sagsøgerne sikkert heller ikke ville få en bedre behandling.

I 2012 besluttede Højesteret nemlig, at Miljøministeriet kunne fortsætte sine anlægsarbejder i et af Danmarks største sammenhængende naturområder, fordi det var besluttet af Folketinget. Derfor ville Højesteret ikke stoppe arbejdet, medens retssagen kørte. Uagtet at der ikke forelå den fornødne dokumentation for, at anlægsloven var i overensstemmelse med EU-reglerne, hvilket Højesteret allerede var blevet gjort opmærksom på. En anke af dommen synes derfor ikke at kunne medvirke til en ændring.

Vi anker ikke. Vi anklager i stedet myndighederne for at handle i strid med fundamentale beskyttelsesinteresser. Sagen har afdækket alvorlige mangler i retsforholdet mellem stat og borger. Der er noget helt galt, når staten ved tvang kan gennemføre ekspropriationer og rive folks ejendomme ned, inden der foreligger dokumentation for, at projektet overholder alle regler.

Hvis en ekspropriation eller et projekt er vedtaget i strid med EU-regler, kan kravet i Grundlovens §73 ikke anses for at være opfyldt. Det er en betingelse for at foretage ekspropriation, at almenvellet kræver det. At gennemføre ekspropriation på et grundlag, der strider mod Danmarks internationale forpligtelser, kan ikke siges at udspringe af almene, saglige, samfundsmæssige vurderinger.

De samfundsmæssige fordele ved at satse på vindkraft drages i stadigt stigende omfang i tvivl af fagkundskaben. I en rapport fra 2012 finder Det Økonomiske Råd det ikke begrundet, at offentlige myndigheder skulle være bedst egnet til at udvælge de teknologier, der har størst potentiale. Det oplyses også i rapporten, at energiforskning ikke har et højere samfundsøkonomisk afkast end anden forskning, snarere tværtimod. Endelig er det anført, at øget støtte til grønne løsninger i Danmark ikke globalt set vil føre til lavere CO2-udledning. Det opfattes af vismændene som fordyrende for samfundet. Det indebærer tillige en omfordeling i økonomien til fordel for de støttede erhverv (læs vindindustrien).

Vi ved, at et betydeligt antal danskere er stærkt generet af naboskabet til vindmøller i industristørrelse. To langvarige samråd i et folketingsudvalg med først sundhedsminister Astrid Krag (SF) og dernæst den fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) i juni viste, at der mangler viden om de sundhedsmæssige effekter. De to ministre erkendte, at »da der ikke foreligger epidemiologiske undersøgelser af vindmøllestøj, kan effekter på hjerte-kar-systemet ikke udelukkes på nuværende tidspunkt«. Inden samrådene havde ministerierne fundet halvanden million kroner til en videnskabelig undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse skal gennemføre for at klarlægge, om der er skadelige effekter af naboskab til vindmøller.

Undersøgelsen skal være færdig ved udgangen af 2015. Det bør sætte en kraftig bremse på opstillingen af vindmøller, fordi kommunerne nu må være opmærksomme på, at der kan være problemer. Allerede i dag findes der tilstrækkelig viden om, hvor generet mange naboer til vindmøller er. De må og skal beskyttes bedre mod den særlige vindmøllestøj, end de er med støjreglerne i den nye vindmøllebekendtgørelse fra 2012.

Trods alle kvalificerede indvendinger ønsker regeringen at opstille flere vindmøller på land. Landets kommuner er dog ikke er forpligtet til at opsætte vindmøller, har miljøministeren bekræftet. Det fremgår i øvrigt også af en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening fra 2008. I Weekendavisen 1. marts 2013 blev de ansvarlige ministre orienteret om, at støjgrænserne ikke yder naboerne den beskyttelse, som ministrene ellers påstår, nemlig at de nye regler for lavfrekvent støj skulle have medført, at vindmøller placeres længere væk fra naboer, eller at der kan placeres færre vindmøller i nærheden af boliger.

At det var en røverhistorie, fremgår af en rapport fra lydfirmaet Delta, der til den norske miljøstyrelse skriver om den danske støjgrænse: »Myndighederne har ikke oplevet, at de nye lavfrekvensgrænser specifikt har haft væsentlig indflydelse på opstilling af vindmøller«. At ministrene oplyste det modsatte – at reglerne nu er så skrappe, at møllerne skal længere væk fra folks huse – var derfor ikke rigtigt. Ingen af de tre ministre har reageret.

Folketingets vedtagelse af anlægsloven for et vindmølletestcenter i Thy og myndighedernes efterfølgende håndtering har vist, at der er behov for en forfatningsdomstol. Den kan bestå af et antal erfarne, pensionerede højesteretsdommere, der udpeges for en fem-årig periode med mulighed for forlængelse. Derved sikres der uafhængighed af statslige interesser. Forfatningsdomstole er med succes kendt i udlandet, bl.a. i Tyskland. En anke nytter på de givne præmisser ikke. Men en anklage er på sin plads.